Home Authors Posts by Rebecca Eva Bodnia

Rebecca Eva Bodnia

Frivilligstafetten: Marianne skulle blive 50 år før hun fik sin festivaldebut

0

Hun havde sin frivilligdebut forrige år som 52-årig og har tænkt sig at blive ved længe endnu. Hendes råd til andre, der overvejer det? Spring ud i det! Frivilligstaffen går denne gang til Marianne Mensal.

Hvad består dit frivilligjob i?

Jeg er tilknyttet Rekruttering & Registrering og er her frivilligansvarlig i Handel, Field og Porte.

Har du nogle gode råd til dem, der overvejer at være frivillig?

Spring ud i det! Start måske med en funktion som ikke indebærer så meget ansvar, så du får en fornemmelse af, hvad det vil sige at være frivillig. Derefter kan man bedre forholde sig til, hvor man kan bidrage på en måde, der passer til ens kompetencer.

Hvad var årsagen til, du blev frivillig på Roskilde?

Jeg var på RF første gang i 2016 på en endagsbillet, og så var jeg solgt! De sidste tre år har jeg været der hele ugen, og festivalen er bare kommet ind under huden på mig. Jeg forsøger at komme rundt til så mange områder som muligt – det er som at være på én lang opdagelsesrejse, hvor man bliver bombarderet af indtryk. Forrige år blev jeg spurgt af en kollega, som har været frivillig i rigtig mange år, om jeg ikke var frisk på at blive frivillig, da de manglede nogen med mine kompetencer. Jeg blev nysgerrig, for det ville give mig mulighed for at komme bag kulisserne, samtidig med at jeg faktisk også kunne gøre en forskel.

Frivillig-stafetten: “Nu siger jeg noget helt vildt cheesy…”

Hvorfor er du frivillig på Roskilde?

Jeg er dybt fascineret af hele konceptet og synes, det er helt unikt, at en festival af denne kaliber bidrager til velgørenhed. Samtidig ser jeg også en mulighed for personlig udvikling og en masse fede oplevelser.

Hvad er dit bedste råd til andre frivillige?

Husk at smile og vær hjælpsom – også når du ikke er på ’arbejde’.

Hvad er din bedste Roskilde-oplevelse?

Der er så mange gode oplevelser, at det er svært at pege på den bedste. Men MØ på Orange i 2016 var en fantastisk koncert!

Det er også ganske særligt at opleve, hvordan festivalpladsen bliver lukket ned til sidst. I 2018 havde jeg den sidste vagt søndag til kl. 22, og jeg følte, at jeg nærmest lukkede og slukkede festivalen. Det var vildt at observere scener og bygninger mm., der blev taget ned. Fra det ene øjeblik til det andet var ’byen’ nærmest væk!

Beskriv Roskilde festival med tre ord

Vildt, vanvittigt og wonderfull!

Hvad er dit Roskilde-motto?

Hvis man ikke prøver noget nyt, så oplever man ikke noget nyt!

Hvem skal stafetten tale med næste gang? 

Henriette Rifbjerg Erichsen

Hvad skal vi spørge vedkommende om?

Hvad er din drivkraft i forhold til at varetage så krævende en frivilligrolle som frivilligheds- og organisationchef –  og så altid med et smil?’

Stjerner i stormvejr: Hvor går grænsen for, hvem må spille på Roskilde Festival?

Cardi B er sigtet for opfordring til vold, Phil Anselmo for at heile på scenen – men må de stadig optræde på årets festival? Roskilde Festivals Program- og divisionschef, Anders Wahrén svarer på spørgsmål om, hvor grænsen går.

Der har de sidste år været en del diskussioner om musikere, der er kommet på kant med loven – og hvordan man efterfølgende forholder sig til deres kunst. Den danske kunstner Lukas Graham brændte nallerne, da han hyldede den afdøde rapper XXXTentacion med et covernummer. Rapperen var nemlig anmeldt for vold på sin ekskæreste. På samme måde har det været til diskussion, om man med ren samvittighed kunne sætte ‘Billie Jean’ på højtaleren, efter de mange pædofilianklager mod Michael Jackson.

Som Danmarks største festival har Roskilde Festival stor indflydelse på kulturlivet og tiltrækker hvert år tusindvis af helt ungefestivalgængere. Vi stillede derfor program- og divisionschef Anders Wahrén spørgsmålet om der en grænse for, hvem der på spille på Roskilde Festival?

Der har før været kritik af festivalen i forbindelse med bookning af kunsterne som Phil Anselmo, da der findes en video fra 2016, hvor han heiler på scenen. Har festivalen retningslinjer, når det gælder booking af kunstnere i forhold til kriminalitet, racisme, vold, stoffer etc.? 

”Vi har ret vide rammer for kunstnerisk frihed, og vi prøver at skille kunsten fra kunstneren i de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre. Men der er grænser for, hvad vi vil præsentere, det er bare utroligt svært at nedfælde sort/hvide retningslinjer for, hvad der er tilladt adfærd. Kunsten skal kunne provokere og give stof til eftertanke, og det får den ikke rum til, hvis det bliver for kontrolleret og korrekt.”

Phil Anselmo spillede også sidste år på Roskilde Festival. Foto: Kim Matthäi Leland

Må man spille på Roskilde Festivalen, hvis man har pletter på straffeattesten?

”I det tænkte eksempel, at en musiker begår noget kriminelt og bliver straffet med frihedsberøvelse af den ene eller anden art – det kan jo også være udrejse- eller indrejseforbud f.eks. – så har domstolene taget stilling til straffen, og så vil det automatisk betyde, at de ikke kan optræde hos os. Men efter afsonet straf, bør vi behandle dem på samme måde som alle andre.”

Hvad hvis man er sigtet, men ikke dømt endnu? (Carbi B er fx aldrig blev dømt, kun sigtet for opfordring til vold).

”Generelt er man jo i de fleste retssamfund uskyldig til det modsatte er bevist, og det gælder også for rappere. Der kan være gråzoner, særligt hvor kunst og handlinger hænger sammen, hvor vi nok vil vurdere, at det er mest hensigtsmæssigt at vente med at præsentere en kunstner til evt. verserende sager er afgjort.”

I det tænkte eksempel at Phil Anselmo (eller en anden kunster) opfører sig racistisk eller voldeligt på scenen, hvad er så proceduren fra Roskilde Festivals side? Skrider man til handling? Eller blander festivalen sig ikke i, hvad der sker på scenen? 

”Kunstnere har frihed til at synge, spille, male osv. som de vil. Men de er underlagt samme regler som vi andre og må ikke opildne til vold eller diskrimination og i tilfælde af at det sker, så vil vi gribe ind, ligesom i andre tilfælde, hvor vi mener at vores deltagere er i fare pga. noget der sker under en koncert.” 

Mener du, at I har et ansvar for, at der ikke forgår fx racistiske udtaler på scenen? 

”Vi har et ansvar for, at alle føler sig velkomne og trygge på Roskilde Festival. Det skal vi balancere med den kunstneriske frihed, så godt vi overhovedet kan.”

Hugo Helmig har aflyst sin koncert på årets festival, da han fortsat er i behandling for sit stofmisbrug. Pressefoto

Roskilde har stor indflydelse på kulturlivet og mange af festivalgæsterne er meget unge mennesker. Hugo Helmig* blev fx indlagt for et stofmisbrug. Hvordan vurderer I, om festivalens kan stå inde for musikeren som privatperson? 

”Som tidligere sagt, så mener vi at man i de fleste tilfælde godt kan adskille kunst og kunstner.” 

Har det sat gang i diskussionerne på kontoret? Kan I mærke en stigende interesse for, hvem kunstnerne er udover deres musik?

”Diskussionerne har hele tiden været der, men vi kan godt mærke at der er større fokus på det fra vores omverden end tidligere. Men det har vi ikke noget problem med.”

Disse omdiskuterede kunstnere spiller på Roskilde Festival 2019

Cardi B: I marts 2019 begyndte en tre år gammel video af Carbi B at florere på nettet.  I videoen fortæller hun om sin fortid som stripper i New York, og hvordan hun tidligere har bedøvet og bestjålet mænd, som ville have sex med hende. Hun blev også i 2018 anklaget for vold mod sine søstre på stripklubben Angels Strip Club i New York, hvor de arbejder som bartendere.

Hugo Helmig: Den 9. marts i år blev Hugo Helmig anholdt af politiet, da han løb rundt ude på gaden i psykotisk tilstand. Han fortalte senere, at han var høj på kokain og har efterfølgende været i behandling for sit misbrug. 

*Hugo Helmig valgte senere af aflyse hele sin sommerturné, inklusiv koncerten på Roskilde Festival, da han fortsat modtager behandling for sit misbrug.

Phil Anselmo fra Pantera:I 2015 afsluttede Anselmo en koncert med at heile og råbe ”white power”. Optræden blev filmet og lagt på Youtube. Anselmo var efterfølgende ud og undskylde. Han er også blevet anklaget for vold, da han til en koncert slog en person i hoved med en mirkofon, så vedkommende måtte på hospitalet. 

”Jeg tænker ikke, at det er uopnåeligt, at Roskilde bliver 100% genanvendelig”

0

For Roskilde Festival er bæredygtighed meget mere end et buzzword. Vi har snakket med programleder for bæredygtighed, Sanne Stephansen, om opgaven med at få festivalens bæredygtighedsambitioner tænkt ind i alt, vi laver. 

”Målet er i sidste ende, at alle materialer og alt affald genbruges eller genanvendes. Det er dér, vi skal hen.”

Ordene kommer fra Roskilde Festivals programleder for bæredygtighed Sanne Stephansen. Det er høje ambitioner for det bæredygtige område, og det er en naturlig del af at være en almennyttighed forening, fortæller hun. 

Bæredygtigt miljø og fællesskab

”Som almennyttig forening vil vi gerne give noget tilbage. Derfor er bæredygtighed også en essentiel del af, hvad vi er som festival – både den miljømæssige og sociale side af begrebet.”

For at sikre at Roskilde Festival bliver ved med at tænke bæredygtighed ind i alt vedrørende festivalen, kom der i 2016 for første gang en strategi for bæredygtighed. Konkret blev der lavet 33 målsætninger under to søjler: miljømæssig bæredygtighed og social bæredygtighed. Det første handler om at skabe mindst mulig negativt miljøaftryk på omverdenen. Det andet om at skabe størst mulig positiv socialt aftryk på omverdenen, fortæller Sanne Stephansen.

Bæredygtighed er noget, vi arbejder med, leder ud fra og prøver at forandre verden med. Og jeg synes, det lykkes.

– Sanne Stephansen, Roskilde Festivals programleder for bæredygtighed

”Bæredygtighed er noget, vi arbejder med, leder ud fra og prøver at forandre verden med. Og jeg synes, det lykkes.”

Der er også sket meget på området. Et eksempel er, at festivalen er gået fra en lille andel af økologi i 2014, til at boderne i 2017 var 90% økologiske. Et andet er, at sidste år boede hver tredje gæst i et såkaldt clean-område, hvor man forpligter sig til at rydde op efter sig – noget som Sanne Stephansen fremhæver som en af de største bæredygtige succeser på festivalen. 

”Nu mangler vi bare at mange flere deltagerne også genbruger deres udstyr,” fortæller hun.

Fire bæredygtige bundlinjer

2019 bliver året, hvor der skal testes nye løsninger. For eksempel arbejder Handelsdivisionen og Roskilde Sustainability Teamet (bæredygtighedsteamet i division Organisation & Kultur) lige nu sammen på at finde en alternativ løsning til de nuværende plastikkrus på festivalen. De nuværende er komposterbare, men der findes bedre alternativer. Der tænkes i mange baner, og den endelige løsning bliver testet på et lille område af pladsen til sommer, fortæller Sanne Stephansen.

”Vi skal være sikre på, at når vi introducerer noget nyt på hele festivalen, så er det helt rigtige. Lige nu ser vi på flere muligheder – skal vi have krus, der kan vaskes og genbruges? Eller skal vi beholde plastkrusene, men få dem lavet i genanvendelig plast?”

Når Roskilde Festivalen skal vurdere, om et nyt tiltag fungerer, så bliver der lavet analyser og kigget på, om tiltaget lever op til fire bundlinjer: bæredygtighed indenfor miljø, sociale sammenhænge, økonomi og kunst og kultur. De fire bundlinjer er et nyt koncept, som skal sørge for, at alle aspekter af bæredygtighed er tænkt med. Ved eksemplet med krusene, så er miljøcasen næsten ens – de to muligheder er lige miljørigtige. Derfor skal det undersøges, hvad der er mest økonomisk bæredygtigt. For jo flere penge, der spares, jo flere er at give videre til almennyttige formål, når Roskilde Festival er forbi.

”Der er intet, der ikke kan lade sig gøre”

Et andet eksempel, som Sanne Stephansen fremhæver som et problem, der kræver en bæredygtig løsning, er campingudstyr. Der efterlades stadig alt for meget udstyr på pladsen, når deltagerne er gået hjem. Hvordan kommer man så stor en problematik til livs?

”Når vi har en udfordring inden for bæredygtighed, så prøver vi at vende tingene på hovedet og se det hele lidt udefra. Hvad er udfordringen? Hvorfor handler gæsterne, som de gør? Når det kommer til campingudstyr, så handler det blandt andet om, at det udstyr, deltagerne tager med ind på camping, er af dårlig kvalitet, så de gider ikke tage det med hjem. Hvad kan vi gøre for at ændre det? Skal man kunne leje telte på pladsen?” fortæller Sanne Stephansen.

For Roskilde Festival har stadig et problem med affald. Når 130.000 mennesker samles i otte dage, så skaber det meget affald. Men den udfordring tager Sanne Stephansen og teamet gerne op.

”Vi vil gerne bryde udfordringer ned og se på de enkelte barrierer – noget vi kan overkomme, lidt efter lidt. Der er intet, der ikke kan lade sig gøre. Jeg tænker ikke, at det er uopnåeligt, at Roskilde bliver 100% genanvendelig i fremtiden.”

Hvad kan man gøre som frivillig?

Den bæredygtige strategi er i høj grad også et projekt for de flere end 30.000 frivillige på Roskilde Festival, understreger Sanne Stephansen.

”Der er masser af initiativ at tage på området. Og det sker allerede mange steder! Hvis man vil have rådgivning eller hjælp til en idé, så står vi til rådighed. Vi kan supplere med viden, undersøgelser og analyser, og vi har et bredt netværk. Det eneste, det kræver, er at man er nysgerrig og tager fat i sin teamleder, som skal stå for kontakten med os. Hvis vi hele tiden er nysgerrige og undrer os over, om vi har de bedste løsninger, så tror jeg, at vi kommer langt. Det er bare om at give sig i kast med det og overveje, hvordan vi udbrede og konkretisere en bæredygtighedskultur. Vi leder altid efter gode idéer.” 

Skraldeindsamling på Roskilde Festival 2018. Fotograf: Inez Dawczyk

Frivillige kan få fat på Roskilde Sustainability Team via people. Alle andre er velkomne til at kontakte Sanne og kompagni via info (at) roskilde-festival (dot) dk. 

Hvis man brænder for bæredygtighed og miljø, så kan man blive frivillig i Grøn Omstilling-gruppe (tidligere Miljøgruppen), som arbejder på at få flere bæredygtige tiltag til festivalen. Men derudover kommer der også en ny frivilliggruppe for bæredygtighed i 2019, fortæller Sanne Stephansen. Det er bare om at holde øje med frivilligopslag på Roskilde Festivals hjemmeside.

Bæredygtighed er også kommunikation

I sidste ende skal det bæredygtige valg være det naturlige valg – både internt i organisation og for alle festivalgæsterne. For at fordre den dagsorden eksternt kan det være en god idé at kigge på, hvordan vi får den bæredygtige del af arbejdet ind i vores sprog og kommunikation, mener Sanne Stephansen. 

”Det er vigtigt også at tænke over bæredygtig kommunikation. Når vi vælger tekster og billeder, hvad gør vi det ud fra? Er det tilfældigt eller tænker vi over, hvad vi vil sige? Hvor meget ryger og drikker folk på billederne? Repræsenterer de mangfoldighed? Et andet eksempel er, når du køber en billet til festivalen, er det muligt at tilkøbe en parkeringsplads. Vi kunne også smide et link ind til en togbillet.” 

Den bæredygtige strategi går fra 2016-2019, så nu udvikles der på, hvordan Roskilde Festival skal arbejde strategisk med bæredygtighed fra 2020 og fremad. 

”Vi har tænkt os at tilpasse den nuværende strategi, så den også dækker noget af 2020. Noget vil sandsynligvis blive en mere integreret del af den helt overordnede strategi for hele Roskilde Festival Gruppen, men der udvikles også mere specifikke målsætninger i nogle sub-strategier, fx i plastikstrategi eller affaldsstrategi,” afslutter Sanne Stephansen.


Vil du vide mere? Læs hele Roskilde Festivals bæredygtighedsstrategi her