Home Authors Posts by Jeppe Aamand Øvig

Jeppe Aamand Øvig

20 år med Gringobar: Mød manden bag cantinaen, der fik vokseværk

0

Jostein Haugum har drevet den berømte og berygtede cocktailbar Gringobar i 20 år nu. Han og festivalen har udviklet sig, de er blevet mere professionelle, og blevet deres opgaver mere voksne – ikke uden omkostninger.

Ingen jubilæer kommer gratis, heller ikke på Roskilde Festival.

På hjørnet af festivalpladsen tæt ved pavilionscenen finder man det, som Jostein Haugum kalder for “en landsby af små børn.” Jostein Haugum er idémanden bag den famøse Gringobar, det er hans skyld, at du kender til Mucho Macho-hattene, og så har han en del af æren af, at festivalen er blevet mere… festlig gennem årene. I 2018 kan Gringobar fejre 20 års jubilæum, og for Jostein Haugum er det uden siesta eller stråhat.

“Vi startede med én stor bar, der ville det hele. Vi havde et laaaangt menukort med surt og sødt og bittert, farver og størrelser. Alt sådan noget. Nu synes vi, det er bedre, at vi specialiserer os, så nu har hver bar et tema, så man ikke bare får en drink, man får også en oplevelse.”

Hvis man kan tale om, at oplevelser går viralt på Roskilde Festival, så næsten alle festivalens 65.000 gæster kender til det, så kan man her nævne fænomener som Orange Feeling, Alien og ko og de evindeligt tilstedeværende Mucho Macho-hatte. De kommer naturligvis fra Gringobar.

Billede 2: En stadig uberørt temabar klar til Roskilde Festival 2018. Foto: Rasmus Kongsgaard

Årets nyeste tiltag bød blandt andet på små temabarer med enkelte serveringer. I én bar kunne du nyde synet af en væg med tyrekranier, mens du nød en halv liter white russian. En anden bar var dekoreret som 1920’ernes apoteker, og her kunne du naturligvis medicinerer dig med gin og tonics.

Læderjakker og paraplydrinks

Før han blev skaberen af Gringobar, så solgte Jostein Haugum tøj og kunsthåndværk fra Sydamerika på festivalpladsen. Men så er han en dag til en fest, hvor han møder én, der arbejder for Roskilde Festival, som opfordrer ham til at gøre noget med. Hvad med at åbne en bar med dit latinamerikanske tema?

“Men Latinamerika det er jo cocktails og drinks, sagde jeg. Det her var tilbage i 1998 – dengang drak man altså kun fadøl herude. Det var dengang, der stadig kommer rockere herude med læderjakker og tatoveringer og deres rockerkampe herude. Jeg kunne ikke se dem drikke drinks med paraplyer i. Men de der store fyre ville gerne sidde med vores cocktails – også selvom de var meget mere pyntede dengang.”

“Der burde have været dobbelt så mange bagved – og jeg havde også glemt at tænke over, at de 12 mand i baren jo heller ikke kunne arbejde hele tiden. De nåede ikke at høre én koncert.”

Jostein Haugums egen inspiration til Gringobaren kom også fra noget mere skummelt og utrygt, end det fremstår på Dyrskuepladsen. På en rejse gennem Sydamerika bliver han inspireret af de lidt faretruende cantinaer. Han beskriver det som et sted, man går ind med en cowboyhat på, og så drikker man sig fuld i hård sprut, indtil man ligger på gulvet.

“Det var farlige steder, men også spændende. Der var nogle fede gamle skilte, og så står der en eller anden mutter inde bagved og skuler. Det var min første idé; at lave noget originalt latinamerikansk.”

Den kaotiske opstart

Sluthalvfemsernes rockertyper tog godt imod de farverige tequilaforfriskninger. Det gjorde resten af festivalens gæster sådan set også. Jostein Haugum forklarer, at det også hjalp, at hans forretning begyndte at skille sig mere ud fra resten af boderne, der dengang mest bestod af anonyme sortmalede vægge af træplader med huller i. Gringobar blev større, og Jostein Haugum lærte mere om, hvordan man driver en forretning med frivillige.

“I starten havde vi det her store telt med 12 bartendere, som stod bag ved sådan nogle luger. Det tænkte jeg var fint, men jeg havde ikke tænkt på al den ekstra logistik, der er. Sådan noget som opbygning af baren, bespisning, oprydning og alt det der. Der burde have været dobbelt så mange bagved – og jeg havde også glemt at tænke over, at de 12 mand i baren jo heller ikke kunne arbejde hele tiden. De nåede ikke at høre én koncert.”

I dag er de cirka 650 i den lille landsby, forklarer Jostein Haugum, og arbejdet er blevet meget mere professionaliseret. Folk bliver uddannet, så de ved, hvad der forventes af dem, og hvad de går ind til. Og ligesom i en landsby med så mange mennesker, så kan der ske meget i løbet af den tid en festival varer. Derfor skal der også tages hånd om, hvis nogen får problemer undervejs. Det kan være med familien, kæresten eller psyken, forklarer han.

Gringobar anno 2018, mens den stadig var under opbygning. Foto: Rasmus Kongsgaard

Det har han også selv oplevet, fortæller han. Han havde aldrig selv lagt så mange arbejdstimer i projektet, hvis ikke det var fordi, han selv kunne tjene penge på det, men han siger også, at det i mindst to tilfælde har kostet ham flere måneder, hvor han er gået ned med stress efter en festival.

Han bliver dog ved med at finde på nye idéer – måske får strandbaren lov til at blive stående, måske skal bussen renoveres. Fremtiden for Gringobar er aldrig helt sikker, men sådan kan Jostein Haugum bedst lide det.

Fra anarki til oprydning: Nu bor en tredjedel af alle gæster i et rent område

Roskilde Festival har længe forsøgt at bekæmpe det store oprydningsproblem på campingområdet. I år er det lykkedes at få 24.000 gæster til at bo i et af de forskellige områder, hvor man holder rent.

Det tager lang tid at ændre kursen på en supertanker, men det er ved at ske. Roskilde Festival har et problem med skrald og oprydning, fordi deltagerne i mange år har haft en for afslappet holdning til oprydning. Sidste år brugte festivalen i omegnen af otte millioner på affaldshåndtering.

Roskilde Festival er dog ved at ændre sig. I år bor hver tredje gæst i et såkaldt Clean-område, hvor man forpligter sig til at rydde op efter sig selv.

Det begyndte for alvor i 2008, hvor det første Silent & Clean område blev oprettet og konceptet blev afprøvet. Nogle af de gæster, der boede der, var så begejstrede for at bo i et rent område, at de henvendte sig til Roskilde Festival for at få arrangørerne til at udvide konceptet. En underskriftsindsamling førte til, at Roskilde Festival ville finde ud af, om man kunne lykkes med et område, hvor man både kunne holde rent og holde larmende fester. Det blev til Clean out Loud.

“Jeg var møgstiv i går, men jeg kan huske, at jeg var ude og samle alt mit lort op i en papkasse alligevel”

Siden er viften af rene områder vokset og har muteret sig i forskellige retninger. De rene områder inkluderer i år områderne Silent & Clean, Clean out Loud, Leave no Trace, Settle ’n Share og Dream City.

Fest hånd i hånd med oprydning

Går man igennem Clean out Loud-området kan man høre sange fra Det Brune Punktum og sange om Adam fra Den Jyske Håndværkerskole. Gennem støvet kan man se skæggede mænd bunde en ølbong lavet af en udstoppet ræv. Her kan man altså både holde fest i kaos og gøre rent fra tid til anden. I C46 kan man finde Mathias Flensted-Jensen og Peter Magnussen. Deres lejr hedder Humleregimentet. Her arranger de to daglige trash walks, hvor de kører rundt i området med deres anlæg og samler skrald.

”Tidligere smed vi jo bare alt på jorden, men nu er vi meget mere opmærksomme på at samle op efter os selv. Jeg var møgstiv i går, men jeg kan huske, at jeg var ude og samle alt mit lort op i en papkasse alligevel,” fortæller Peter Magnussen og fortsætter:

”Der er jo nogen, der ligger i kø i to-tre dage for at komme ind på pladsen. Det er ret barskt, især når man bliver ældre. Så er det rart at kunne slippe for køen mod så at gøre lidt rent. Jeg synes, det er et godt initiativ, fordi det roder fandme meget.”

Fotograf: Simon Raundahl Lembcke

Det særlige ved for eksempel Clean out Loud er, at man som lejr har kunne ansøge om at få lov til at bo der. Så har festivalen sørget for at reservere et område, så festivalgæster slipper for at slås med hinanden om pladserne. Og så lover lejren at finde på ting for at holde området rent. Det har naturligvis også en bagside.

”Vi har ikke selv kunne vælge vores plads, vi fik den bare tildelt. Vi kunne jo have risikeret at skulle ligge tæt op ad pis-hegnet, men jeg synes alligevel, at det her er vejen frem. Det er et win for os og for festivalpladsen. Men hvis jeg havde fået muligheden, da jeg startede med at komme på festivalen, så havde jeg nok ikke valgt det. Det var en del af hele oplevelsen, dengang jeg var yngre; at ligge i kø og løbe ind og sikre os en plads. Jeg er glad for, at jeg prøvede det dengang og gjorde det på den gammeldags måde,” siger Mathias Flensted-Jensen.

Oprydning uden regler

For arrangørerne af festivalen har det været vigtigt at få gæster til at rydde mere op uden at opsætte for mange regler, fortæller Freja Marie Frederiksen, der er projektleder for bæredygtighed på Roskilde Festival:

”Mit arbejde har to ben: Et miljømæssigt og et socialt. Vi vil gerne have folk til at tænke på bæredygtighed, når de er på festival, og hvis vi vil lave en kulturændring, så kan vi ikke bruge regler og rammer. Det er bedre at understøtte ting, der allerede sker, og derfor er det vigtigt, at vi har vores deltagere med. Vi kan ikke bare sige, at der skal være rent, og så bliver der rent.”

“Vi har været på festival i mere end 20 år, og i 90’erne kunne man spille på sin guitar over det hele. Det kan man ikke mere.”

Det, at festivalgæsterne selv kan sætte præg på festivalen, har man udnyttet i det efterhånden veletablerede Silent & Clean-område. Netop fordi de festivalgæster med anlæg så store som traktorhjul holder til i andre områder, så er der ro til andre musikeksperimenter. Mellem badesøen og fiskesøen er der en akustisk zone, hvor der opfordres til at spille på akustiske instrumenter, ligesom man gjorde på festivalen for flere år siden, forklarer Jonas Kjeldsen, mens han sidder med sin guitar:

”Vi har to guitarer og en mundharpe. Vi har været på festival i mere end 20 år, og i 90’erne kunne man spille på sin guitar over det hele. Det kan man ikke mere. I gamle dage kunne man spille lejrbålsakkorderne, og så ville folk komme over og være med. Jeg er ret ked af, at det er gået den her vej med de her kæmpestore anlæg,” siger Jonas Kjeldsen og vifter med hånden mod Dream City.

”Grunden til at vi stadig er her på festivalen er sådan noget som Silent & Clean. Ellers kunne vi ikke holde det ud. Og det her med, at det også er akustisk, det er meget mit temperament,” siger han og fortæller, at deres naboer har et telt fuld af instrumenter, og de har en aftale om at jamme sammen i løbet af festivalen.

Gæsterne vil ikke bo i makreldåser

Skraldeproblemet og bæredygtigheden er noget, som festivalen vil blive ved med at tage hånd om og videreudvikle på. Der bliver sat otte millioner kroner af til at rydde op efter festivalen, som foregår meget nidkært. Først skal teltene håndtømmes for glas, batterier og luftmadrasser og den slags. Derefter bliver teltstængerne løsnet, så teltene ligger ned, og først derefter kan man begynde at bruge maskinkraft. Det tærer ikke kun på økonomien, det tærer også på miljøet.

“Jeg tror også, at en helt ren festival ville være for kedelig.”

Derfor glæder det Freja Marie Frederiksen, at det er noget festivalgæsterne også går op i:

”Vi ved godt, at vi ikke får affaldsbunkerne til at forsvinde i morgen. Når vi fester sammen, så skal vi også rydde op sammen, og den kultur vil vi gerne støtte op om. Det er første år, vi har en form for optælling, og jeg er blevet meget positivt overrasket over, at det viser sig, at en tredjedel af alle gæsterne bor i sådan et område. Det kunne kun være sket med de små, gradvise skridt. Den slags skal vokse af sig selv.”

Men det er jo jer fra festivalens side, der bestemmer hvilke områder, der skal være rene. Hvor meget kan man så tillægge det, at det er noget, de selv har valgt? De skal jo bo et sted.

”Da vi startede med at lave Clean out Loud, var der plads til 1.200 mennesker. I år har vi fået ansøgninger fra 15.000, og vi havde plads til 10.000. Det siger mig, at der er kommet opmærksomhed om, at man godt kan være på festival uden at bo i makreldåser. Vi hører også fra folk, der har ligget i nogle af de her rene områder, at de vil gøre meget for ikke at komme tilbage til områder, hvor deres naboer ikke går op i at rydde op efter sig selv.”

Hvornår bliver hele Roskilde Festival så en ren festival?

”Det tror jeg ikke nødvendigvis er vores mål. Det skal jo også være et frirum, hvor folk kan få lov til at skeje ud, men jeg vil håbe, at vi en dag kan slippe af med de store affaldsbunker ude på pladsen. Jeg tror også, at en helt ren festival ville være for kedelig.”