30. oktober udkom bogen De Sidste Drømmere, en ny festivalbog af Anna Ullman. RoskildeNyt har spurgt forfatteren, hvorfor endnu en bogudgivelse er relevant for den samlede fortælling om Roskilde Festival.

I det tidlige forår 2019 gik Anna Ullman i gang med bogen De Sidste Drømmere. Forinden havde Forlaget GAD kontaktet hende og spurgt, om hun ikke ville skrive en bog om Roskilde Festival. En begivenhed, der ifølge forfatteren ”griber ind i mange menneskers liv og fortællinger”.

Foto: Gad

Festivalen set i fugleperspektiv

Historier om Roskilde Festival er forsøgt gengivet i flere bøger gennem tiden. At nævne bl.a. Roskilde Festival fra 1981, Vi Mødes i Roskilde. Roskilde Festival Gennem 25 år fra 1995, Mellem Drømme og Drøn fra 1995 og senest På Roskilde fra 2003. Så hvorfor har vi brug for endnu en bog om Roskilde Festival her i festivalens halvtredsindstyvende jubilæumsår?

Under tilblivelsen af bogen satte Anna Ullman sig ned og læste sig igennem de bøger, der allerede var skrevet om Roskilde Festival. De tidligere bøger er alle et produkt af deres tid, hvor Roskilde Festivals omdrejningspunkt var, at den husede store rockartister og rock oplevelser.

Annas Ullmans bog er mere vendt mod de samfunds- og historieinteresserede læsere; den tager fat i Roskilde Festivals forhold til samfundet, og beskriver, hvordan festivalen i årenes løb også er blevet et spejl af tidens tendenser og bevægelser.

Det politiske engagement

“Beatfestivalen Sound Festival i 1971 var et vildt og viltert skumsprøjt på efterkrigstidens bølge af fremgang og optimisme. Og ungdomsoprørets store ryk mod et bedre samfund er stadig den jordbund, som scener, iglotelte og æbleskiveboder rejses ovenpå. Få steder i dansk kulturliv trives 68-værdierne så godt som på Roskilde Festival. De gulnede fotografier fra dengang kaster et utopisk genskin tilbage på nutiden.”

Sådan indledes bogens første kapitel. Et kapitel som tager fat på, hvordan Roskilde Festival opstod ud af 68’er oprøret. Et oprør der bredte sig som en trykbølge og nåede ud til Roskilde, hvor de to gymnasieelever Mogens Sandfær og Jesper Switzer Møller i 1971 besluttede sig for at lave en midtsjællandsk udgave af Woodstock – et utroligt ambitiøst og næsten naivt projekt.
Men med en trang til at ændre verden formåede de på vegne af deres generation at skabe et nyt kulturfænomen, som skulle vise sig at række mange årtier frem og hver sommer fylde Dyreskuepladsen.

Roskilde Festival er blandt andet baseret på politisk engagement, og i De Sidste Drømmere undersøger Anna Ullman, hvordan unges forandringstrang ’skifter ham’ eller ’forklædning’ op gennem tiden, og hvordan det politiske engagement blandt unge har skiftet valør i i takt med skiftende tiders værdier og strømninger.

”Strømninger i samfundet får lov til at spejle sig og få plads i festivalens program. På Roskilde Festival er der et stort fokus på at udfordre gæsternes holdninger til eksisterende samfundsdebatter”, forklarer hun.

Foto: Peter Troest

Roskilde Festivals aftryk på kulturlivet

På samme måde, som tiden har formet Roskilde Festival, har Roskilde Festival også formet tiden. ”Man kan jo næsten sige at Roskilde Festival er hele Danmarks store sommerfest”, fortæller Anna Ullman.

Hun mener selv, at noget af forklaringen bag festivalens levedygtighed skal findes her: ”Det ligger nok ret dybt i mennesket, det her med at fejre højsommeren, vitaliteten og rusen, som vi som mennesker har brug for at mærke for også at kunne fungere om vinteren, hvor det hele bliver mørkt og lukker ned.

Jeg tror, det er sådan på tværs af alle kulturer, at man har den her festtrang. Og det tror jeg i høj grad, er forklaringen på Roskilde Festivals succes”.

Udover fejringen, rusen og vitaliteten, som Roskilde Festival giver til mange gæster, sætter Roskilde Festival også et aftryk på kulturen og udfordrer den eksisterende populærkultur.
”Hvis man kigger på programmet for Roskilde Festival, kan man et stykke op i 1980’erne se, at man begynder at udfordre deltagerne mere med de navne, man vælger at booke.

Mere Clash, færre algoritmer

Musikken skal ikke stryge deltagerne med hårene, og som tidligere festivalchef Leif Skov siger: ‘Vi skal ikke have Svend Nicolaisen og Palmehaveorkestret. Hellere The Clash!’ Dette kan ses som et tydeligt tegn på, at festivalen skulle have det nye, det udfordrende, vilde, uforudsigelige i den musik man valgte at booke”, siger Anna Ullman.

I dag bliver der mindre og mindre plads til det uforudsigelige i medierne og musiktjenesterne, da man f.eks. ved hjælp af algoritmer kan beregne menneskers musiksmag. Dette bliver styrende for, hvad man vælger at høre, og for at brugerne gennem algoritmerne blot bliver tilbudt mere af det samme gennem foreslåede sangvalg.

Anna Ullman mener, at Roskilde Festival i modspil til dette har en vigtig rolle i samfundet: ”Med de nye teknologier synes jeg, der er kommet et endnu større behov for den her kompromisløse insisteren på at give folk noget, de ikke kender allerede og for at turde udstikke en retning for noget, der er vildt og nyt og eksperimenterende – og det er et punkt, hvor Roskilde Festival virkelig har sat sit aftryk”.

Frirummet i forandring

Når man taler om Roskilde Festival, nævner mange mennesker, at der her opstår noget helt særligt; ‘Orange Feeling’, som mange også kalder det. Gemt i det udtryk ligger der hos hver enkelt festivaldeltager en bestemt forestilling om bl.a. fællesskab og frirum.
Forestillingen om frirummet er noget, der har ændret sig gennem tiden, skriver Anna Ullman i sin bog. Det såkaldte frirum er blevet et allemandseje, både at have, men også at definere.

Hun forklarer, hvordan Roskilde Festival er født ud af en kritisk 1970’er-pædagogik, hvor man havde stor tillid til unge mennesker og gerne ville bidrage til at nedbryde autoriteter. Man skulle udvise tillid til, at unge blev myndige personer i deres eget liv, og herigennem opstod en af datidens definitioner på frirummet.

I nyere tid har forestillingen om, hvordan man opnår frirummet, ændret sig: ”Frirummet som begreb er blevet et mere kompliceret og problematiseret sted.

På flere niveauer i samfundet er der kommet en bevidsthed om, at man måske er nødt til at regulere frirummet, for at det kan blive ved med at være frit, og at frisind ikke er ensbetydende med grænseløshed eller hæmningsløshed, hvor man kan gøre som man vil uden at have omtanke eller empati for, hvordan det opleves af andre”, fortæller Anna Ullman, og fortsætter:

”Den nye generation i dag er også kommet med en fortolkning af, hvordan man definerer frirum i forhold til de tidligere generationer. Bevægelser som ’MeToo’ og antiracisme-dagsordener er eksempler på, hvor ungdommen ser en større frihed i at regulere frirummet, for at det kan være inkluderende og give plads til alle”.

Foto: Gad

50 år mere med Roskilde Festival?

Ifølge Anna Ullman har Roskilde Festival fulgt med tiden. Ungdomsoprøret lever stadig videre gennem nye politiske strømninger og emner, der fylder noget for ungdommen i dag. Netop det er, hvad der gør Roskilde Festival aktuel, og det skal sikre dens eksistens 50 år mere:

”Festivalen er tilpasningsdygtig. Det har gjort den slidstærk og levedygtig. Ikke alene skal Roskilde Festival have antennerne ude og tilpasse sig til de mest progressive samtaler, som finder sted i samfundet, den skal endda også være på forkant med dem. Og i forhold til programlægningen er det også vigtigt, at festivalen påtager sig en dannelsesrolle og tør gå foran ved at præsentere et program, som er pirrende, nyt og gerne udfordrer folk”.

Skriv en kommentar