RoskildeNyt har sat Roskilde Festivals direktør, Signe Lopdrup, i stævne for at besvare de mest presserende spørgsmål ovenpå hendes Orange Klumme fra starten af september. For hvad betyder det egentlig, når hun skriver, at vi skal sikre fremtidens festivaler?

Signe Lopdrup, du skriver, at I (Roskilde Festival, red.) vil sætte jeres viden i spil for at sikre fremtidens festivaler. Betyder det, at Roskilde Festivals eksistens er truet?

Nej, jeg har en meget stærk tro på, at festivalen er stærkere end den her virus. Vi skal nok klare den igennem, men krisen er alvorlig for os, fordi festivalen repræsenterer alt det, vi ikke må lige nu.

Vi kan ikke afholde en Roskilde Festival med de nuværende afstandskrav. Derfor er vi nødt til at prøve på at finde andre løsninger sammen med de øvrige festivalarrangører – både lokalt og internationalt. Og vi skal gøre det nu, fordi hvis vi ikke gør det, har jeg svært ved at se, at vi bliver klar til at afholde en Roskilde Festival 2021. Derfor byder vi kollegaer, forskere og myndigheder op til dans, så vi sammen kan udvikle nogle nye løsninger.

Nye samarbejder

Hvordan er det helt konkret, I vil sætte jeres viden og erfaring i spil?

Udfordringen er, at vi lige nu kun har to våben til at bekæmpe virussen; Afstand og hygiejne. Vi mener, at vi også er nødt til at tænke i andre løsninger både som Roskilde Festival, men også som samfund.

Vi ved om nogen, hvordan man håndterer store menneskemængder i komplekse miljøer, og hvordan man får folk til at tage hensyn og udvise god adfærd. Så vi håber at blive inviteret med rund om bordet, når der skal tænkes nye tanker om åbning af samfundet.

“vi kan bidrage med vores viden og erfaring med at håndtere store menneskemængder”

Når du siger ”rundt om bordet”, er det så et ønske om at blive inddraget politisk?

Nej, jeg tænker på vores særlige faglighed i crowd management. Den viden er der behov for nu, hvis vi skal håndtere mange mennesker i et risikofyldt miljø, som det er lige nu med coronavirussen. Her kan vi bidrage med vores viden og erfaring med at håndtere store menneskemængder.

Fremover kan Roskilde Festival blive noget helt andet, end vi hidtil har været vant til. Foto: Inger Marie Mulvad

Du skriver i din klumme, at I vil bruge mest tid på at etablere samarbejder, som kan skabe ny viden, der kan bidrage til at sikre næste års festivalsæson. Hvilke samarbejder og med hvem?

Vi er gået sammen med vores festivalkolleger hos bl.a. Smukfest, Tinderbox og Grøn Koncert for at lave en fælles løsning.

Derudover samarbejder vi også med andre europæiske festivaler, for selvom krisen er global, så er der store forskelle på, hvordan krisen er blevet tacklet nationalt. Man har eksempelvis lavet nogle spændende eksperimenter i Tyskland med livekoncerter uden afstand. De resultater venter vi spændt på.

Sidst, men ikke mindst, fokuserer vi på at gøre det, vi er allerbedst til; at arbejde tværfagligt og samle vores egne folk med andre aktører, myndigheder og forskere, og udvikle nye løsninger, ligesom når vi bygger festival.

Vi kan se perspektiver i at udvikle nye og hurtigere test, så man kan testes på stedet, eller muligheder for at man kan testes inden festivalafholdelse, så man på den måde skaber en sikker ”skal” rundt om festivalen.

Fra RF til hele samfundet

I hvilken grad samarbejder Roskilde Festival med sundhedsfaglige institutioner?

Vi arbejder også på at etablere forskningssamarbejder, fordi vi har brug for mere viden, og fordi vi jagter svar på, hvad man rent sundhedsfagligt vurderer, at en ”normal” Roskilde Festival vil betyde for samfundet i den nuværende situation.

Der har indtil videre ikke været overskud til at gå ind i de drøftelser, fordi man har været mere optaget af at sige, at det slet ikke kan lade sige gøre. Derfor skal vi have folk med på rejsen om at forestille sig, hvordan det kan lade sig gøre.

Vil Roskilde Festival være bannerfører for at afholde store events i en corona-tid?

Min pointe er nærmere, at når vi undersøger, hvordan vi kan samle mange mennesker uden afstandskrav, kommer det ikke kun Roskilde Festival og de mange unge mennesker, der savner fællesskaberne, til gode – vi kan også hjælpe hele samfundet. Der er jo ingen, der ønsker et scenarie, hvor vi bliver nødt til at lukke helt ned igen.

Festival i det offentlige rum

Når man sammenligner med andre områder indenfor udendørs events såsom fodboldkampe, har der været forhandlinger om, at danske Superligaklubber skal kunne åbne for flere tusinde tilskuere. Er udviklingen gået for langsomt på festivalområdet?

Nej, man kan ikke sammenligne Roskilde Festival med en fodboldkamp på stadion. Det er mere håndterbart at lukke folk ind i sektioner på stadion og sikre afstand, end det at være en stor menneskemængde foran Orange Scene.

Vores opgave minder mere om det offentlige rum, og derfor forstår jeg godt, at det tager tid at finde de gode løsninger.

Hvordan ser du sandsynligheden for at vi afholder Roskilde Festival i 2021?

Jeg kan ikke sætte procenter på. Jeg er ikke naiv, og det bliver svært. Det er ikke umuligt, men det kræver nye løsninger, som vi ikke har set endnu. Når det er sagt, så er der ingen der ved, hvordan situationen ser ud til næste sommer.

Vi har set et hav af forandringer, vi aldrig havde drømt om være en realitet de seneste 5 måneder. Og vores viden om coronavirussen udvikler sig hele tiden.

Skriv en kommentar