Da drømmen om sommerens festivaler blev slukket mandag 6. april, fik Roskilde Festivals programlæggere travlt. Øjeblikkeligt startede arbejdet med at nedlukke årets festival, og samtidigt skulle de første konturer af næste års festival tegnes. RoskildeNyt har snakket med Roskilde Festivals programchef om alternative fejringer af fællesskabet og de spæde planer for næste sommer.

Foto: Krists Luhaers

2020 startede med et brag. 27. februar kunne Roskilde Festival løfte sløret for fuldt musikprogram, og ugen efter var de sidste billetter revet af hylderne. Banen var kridtet op til sommer, sol, musik, kunst, fest og fællesskab – for halvtredsindstyvende gang.

Præcist en måned senere blev håbet slukket, og pludseligt skulle Roskilde Festivals programlæggere rykke hurtigt. Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, tager os med tilbage til starten af april, hvor drømmen om en dansk festivalsæson brast:

”Da statsminister Mette Frederiksen nedlukkede den danske festivalsommer 6. april, fik vi travlt med at kontakte en masse artister og fortælle dem, at der ikke ville blive nogen festival. Dialogen startede hektisk, fordi det ikke var vores egen beslutning at aflyse. Af samme grund var der dog god forståelse fra dem, vi talte med”, fortæller Anders Wahrén om den første tid.

”jeg vil tro, at vi kan præsentere det første musik på næste års plakat i indeværende måned”

Hvad er på programmet i 2021?

Efter støvet havde lagt sig, begyndte de svære beslutninger at trænge sig på. For hvem skal have chancen igen næste år, og hvem må vige pladsen for andre? Ifølge Anders Wahrén bliver programmet i 2021 hverken en 1:1-flytning eller en helt frisk start:

”Vi vil gerne holde fast i, at vi er en festival, der er relevant og aktuel. En del af de kunstnere, vi havde booket, har udgivelser klar, som skubbes til senere. Nogle udnytter også tiden til at lave ny musik og på den måde forblive relevante. Så en hel del af det program, vi havde booket, ser vi også som relevant næste år”, forklarer Anders Wahrén og fortsætter:

”Noget af programmet vil også blive helt nyt. I nogle tilfælde er der kunstnere, vi gerne ville flytte til næste år, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Det kan være fordi, de allerede har planer næste sommer eller vælger slet ikke at turnere til den tid. Samtidigt vil vi også sørge for, at vi har plads i programmet til noget af den musik og kunst, der er helt friskt næste år. Det betyder, at der er flere af de kunstnere, der var på programmet i år, der ikke har fået tilbud om at komme igen næste år”, siger Anders Wahrén og tilføjer, at de første offentliggørelser annonceres meget snart:

”Vi er så småt ved at få et overblik. Jeg vil tro, at vi kan præsentere det første musik på næste års plakat i indeværende måned”.

Årets kunst- og aktivismeprogram nåede ikke at blive annonceret før nedlukningen. Her sikrer den tætte dialog mellem Roskilde Festival og kunstnerne, at mange af projekterne kan fortsætte frem til næste år:

”Vi skulle have annonceret vores kunst- og aktivismeprogrammet ca. 14 dage efter, vi fik at vide, vi ikke skulle noget som helst. Meget af det kan heldigvis flyttes og tilpasses til næste år, fordi vi er i tæt dialog med de partnere og kunstnere, vi laver det med. Så vi skal sammen udnytte den ekstra tid til at bygge på og gøre det endnu skarpere”, forklarer Anders Wahrén.

Mange vigtige brikker lægges først i efteråret

Selvom store dele af programmet vil være på plads tidligere end normalt, lægger meget af planlægningen stadig og venter i efteråret:

”På den anden side af sommeren kan vi for alvor begynde at programlægge på samme måde, som vi plejer. Vi skal udfylde huller og være opsøgende på alt det nye, der sker. Kriser plejer at skabe bølger i kunsten og kulturen, så der vil nok være mange kunstnere, der har fået ny input til deres arbejde, som de kan omsætte i atelieret eller øvelokalet. Det bliver spændende at se og høre resultaterne, når vi kommer længere frem”, fortæller Anders Wahrén.

Tiden frem mod næste sommer skal også bruges på at udvikle rammerne om kunsten:

”Vi var nået langt med planlægningen af områderne på festivalpladsen og design af scenerne. Det vil give os et stort forspring frem mod næste års festival, hvor vi nu har tid til at drømme endnu større. Måske får vi endda tid til at tænke endnu længere frem, så vi også vinder noget på den lange bane”, forklarer Anders Wahrén og tilføjer:

”Vi har jo tit kigget misundeligt mod Glastonbury Festival, når de har holdt pauseår. Det får vi så nu, og jeg tror, vi kan omsætte det til noget godt”.

Tidligt udsolgt RF50 vækker optimisme verden over

Siden det stod klart, at Roskilde Festival nummer 50 ikke kunne gennemføres til sommer, har festivalen oplevet en overrumplende opbakning fra frivillige, deltagere og samarbejdspartnere. 85 % af billetkøberne valgte at beholde deres billet, og da de resterende partoutbilletter blev sat til salg 12. maj, blev de revet væk på få timer.

Den massive opbakning har givet håb til en hel branche, hvis udsigter ellers er meget mørke. Anders Wahrén fortæller:

”Da vi fik udsolgt, begyndte det at tikke ind med lykønskninger fra branchefæller i hele verden. Der er mange steder, hvor de er hårdere ramt, end vi er. Især i USA og England er mange bekymrede for, om folk overhovedet har lyst til at tage på festivaler eller til koncerter igen. Opbakningen til Roskilde Festival giver et klart signal fra vores deltagere om, at de er klar til at ses på den anden side af krisen. Mange festivalkollegaer skrev derfor, at det også giver håb for hele branchen, der ellers går en meget usikker tid i møde”.

”Når vi ikke kan mødes på festivalpladsen i år, vil vi gerne samle alle de fællesskaber, der normalt kun opstår og eksisterer på festivalen, på anden vis”

4. juli fejrer vi Roskilde Festival derhjemme

Selvom vi ikke skal på Roskilde Festival i år, er der sørget for, at sommeren kan få et skær af orange lørdag 4. juli.

”Når vi ikke kan mødes på festivalpladsen i år, vil vi gerne samle alle de fællesskaber, der normalt kun opstår og eksisterer på festivalen, på anden vis. Det sker lørdag 4. juli, hvor vi opfordrer til, at man afholder festival i lejligheden, sommerhuset eller haven. Vi kalder det ’Roskilde Festival – do it yourself’, og ligesom på en normal Roskilde Festival skal vi mødes om musikken, maden, kunsten og aktivismen.

Vi vil dele playlister, guides og gode råd, så alle kan skabe deres egne fester i haven eller stuen. Aftenen kulminerer med, at vi skal mødes omkring skærmen kl. 21.00, når DR2 bringer en direkte udsendelse om årets Roskilde Festival, som vi har været med til at udvikle”.

Der bliver ingen Roskilde Festival i år, men vi skal ikke snydes for at mærke fællesskabet. Foto: Flemming Bo Jensen

Ligesom på en rigtig Roskilde Festival bliver det også muligt at gøre en forskel, mens man fester:

”Normalt går alt overskuddet fra Roskilde Festival til at støtte humanitære og kulturelle projekter. Derfor bliver det muligt at købe støttebilletter, festivalarmbånd og merchandise, og på den måde støtte initiativer, der er til gavn for unges fællesskaber”.

Skab din egen Roskilde Festival derhjemme

Alternativ dyrkelse af vækstlaget

For mange yngre artister er Roskilde Festival en affyringsrampe til noget større. Uden årets Roskilde Festival misser de muligheden for at komme ud til et større publikum, og for nogen vil chancen ikke komme igen næste år.

”Vores vækstlagsprogram på Rising og Countdown er svært at overføre til næste år. For det første vil mange af kunstnerne være vokset, inden vi når til næste sommer, så de til den tid vil bejle til større scener. Samtidig er der en hel underskov af kunstnere, der får ekstra tid til at være i øvelokalet og studiet. Dem skal vi også forsøge at favne og få plads til på de små scener næste år. Det er hårdt, for det betyder, vi skal skuffe nogen, som har glædet sig og lagt en masse arbejde i at komme hertil”, forklarer Anders Wahrén og afslutter:

”Jeg synes, vi har et helt særligt ansvar overfor de danske og nordiske kunstnere, der skulle have spillet på Rising og Countdown. Derfor undersøger vi lige nu, om vi i efteråret kan bakke op om dem og eksponere dem for publikum og den internationale branche på alternativer måder. Det er meget svært at navigere i, hvad vi egentlig må i efteråret. Jeg håber, det kan være i form at liveoplevelser, hvor der er et rigtigt publikum at spille for og ikke bare et kamera at spille til. Meget er desværre stadig uvist, og for nu må vi blot håbe på det bedste”.

Skriv en kommentar