Kære alle

Det er netop blevet meddelt, at det ikke er tilladt at gennemføre store arrangementer til sommer. Forbuddet gælder også Roskilde Festival.

Det er dybt ulykkeligt.

Vi havde frygtet, at det kunne ske. Til det sidste, har vi håbet, at det ikke ville ende sådan. Men risikoen for smittespredning er for stor, når så mange mennesker er samlet. Det hensyn er ubetinget det vigtigste. Så der bliver ingen Roskilde Festival denne sommer.

Den skulle have været noget helt særligt. Som Roskilde Festival nr. 50 skulle den have været en markering, der fejrede det, vi er rundet af, ved at se frem. En fejring, som hyldede kunsten, fællesskabet og lysten til at gøre en forskel. Alt det, som binder os sammen her i Roskilde Festival.
Alt det, som alle har så meget brug for i disse tider.

Jeg havde virkelig glædet mig til at fejre den med jer. Alle har knoklet, gjort sig umage, tænkt nyt. Ambitionerne har som altid være tårnhøje. Forventningens glæde ligeså. Sammen har vi krydset fingre og holdt vejret i forhåbning om, om at udviklingen ville være positiv og gå stærkt nok til, at vi kunne mødes til sommer. Sådan blev det ikke.

Roskilde Festival nr. 50 må vente til 2021.

Det er ubærligt at tænke på, og vi er slået bagud lige nu. Men jeg ved, at vi vil rejse os.
Roskilde Festival er et fællesskab, der eksisterer hele året. Vi er der for hinanden. Vi kommer igennem dette.

HVIS DU FÅR OG HAR SPØRGSMÅL
Hvis du får spørgsmål om Roskilde Festival og situationen lige nu, må du meget gerne sende linket til siden med hyppigt stillede spørgsmål på hjemmesiden. Vi opdaterer den fortsat.

Har du spørgsmål til din egen rolle, så tag fat i din nærmeste leder eller festival-kontaktperson. De vil forsøge at hjælpe dig så godt som muligt, men udvis gerne forståelse for, at vi alle lige skal have et overblik over situationen

Nu går vi sammen med kunstnere, samarbejdspartnere, leverandører, foreninger og organisationer – alle dem, der med til at skabe Roskilde Festival – om at skabe en forrygende Roskilde Festival nr. 50 i 2021 og så sikrer vi sammen, at det orange lys brænder stærkt og varmt helt frem til næste sommer.

Det er det vi kan! Fordi vi er dem vi er!

Lige nu skal vi komme os over meddelelsen. Så vender vi tilbage med mere.

Tak for jeres støtte og kærlighed og pas godt på jer selv og hinanden.

Kærlig hilsen,
Signe

Skriv en kommentar