Torsdag 27. februar 2020 blev sløret løftet for den samlede pulje af god musik, vi skal skråle med på til sommer. Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, har sat et par overskrifter på programmet for festival nr. 50, der er anført af de yngste hovednavne nogensinde.  

Vanen tro byder årets program på forrygende musik for ethvert øre – men hvor skal man starte? RoskildeNyt har bedt Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, om at dele tankerne bag programmet.

Fremtiden tilhører de unge

Markeringen af Roskilde Festival bliver ikke et trip down memory lane. Tværtimod er hensigten bag årets program at se fremad og give nye generationer en plads i rampelyset. Det kan særligt ses i det øverste lag af årets festivalplakat, der har det laveste aldersgennemsnit nogensinde. Anders Wahrén forklarer:

”Med årets musikprogram gør vi det, vi altid har gjort: ser fremad. Programmet skiller sig blandt andet ud fra tidligere år ved at have den yngste stribe headliners i toppen, vi nogensinde har haft. Det er imponerende, at Kendrick Lamar, som vi præsenterede første gang for blot syv år siden, nu nærmest står som en veteran i feltet sammen med The Strokes. Det understreger, at vi stadig er en festival, der kan give plads og stemme til nye generationer, selv her i den halvtredsindstyvende udgave”.

Dagens offentliggørelse byder desuden på de tre søstre i HAIM, der har et nyt album undervejs, og den britiske sanger og sangskriver Charli XCX, der debuterer på Roskilde Festival i år. Sammen med allerede offentliggjorte Taylor Swift, FKA Twigs og Kacey Musgraves er de en del af en bevægelse af unge, kvindelige musikere, der pejler vejen for nye generationer.

Kendrick Lamar besøgte Roskilde Festival i 2013 og 2015. På billedet, der er taget i 2015, er begejstringen fra publikum til at mærke. Foto: Christian Hjorth

Kunstnere med noget på hjerte

Mange af årets kunstnere udmærker sig ved at tage aktuelle problemstillinger under behandling.

”Flere af de store navne er meget politisk vakte, hvilket også skinner igennem på resten af programmet med alt fra Les Amazones D’Afrique til russiske Moscow Death Brigade, der med meget forskellige kunstneriske udtryk kæmper imod sexisme og overgreb af enhver art”, udtaler Anders Wahrén og fortsætter:

”Se også den meget energiske optræden fra Dave til The Brit Awards, som er et forvarsel på, hvad denne unge engelske rapper kan bringe til bordet”.

“Showet med Damon Albarn er den første store offentliggørelse i en serie af aktiviteter, der på vidt forskellig vis skal markere den 50. udgave af Roskilde Festival”

Vi markerer RF50 i hele 2020

Roskilde Festival nr. 50 bliver markeret med særlige arrangementer og koncerter i løbet af hele året. Et af de større nedslag er et nyt musikalsk projekt med den evigt opfindsomme Damon Albarn, der kan opleves 10. juni i KB Hallen. Anders Wahrén fortæller:

”Showet med Damon Albarn er den første store offentliggørelse i en serie af aktiviteter, der på vidt forskellig vis skal markere den 50. udgave af Roskilde Festival. Det er jo svært at komme i tanker om en mere oplagt kunstner til at tage del i fejringen end Damon Albarn, der har været på plakaten otte gange – både solo, med Blur og i så forskellige musikalske projekter som Gorillaz, Africa Express og The Orchestra of Syrian Musicians”.

Ifølge Anders Wahrén vil markering også kunne mærkes til sommer, når vi mødes på græs:

”Under selve festivalen vil jubilæet både blive markeret fysiske ændringer af festivalpladsen, som vi endnu ikke helt kan afsløre, og ved markante unikke shows. Blandt andet kan vi glæde os til shows med Danish String Quartet & Dreamers Circus, Africa Express og meget eksklusive koncerter med særligt gode venner som The Whitest Boy Alive og Malk de Koijn”.

Efter festivalen vil fejringen af vores fællesskab strække sig langt ind i efteråret. Få indblik i listen over de mange aktiviteter via linket herunder.

Se listen med nedslag

Programchefens uundgåelige

Med så meget god musik i vente, hvad glæder programchefen sig så mest til at opleve?

”Jeg glæder mig til Tyler, The Creator på Orange, FKA Twigs på Arena, Tyler Childers på Avalon, Rapsody på Apollo, Lous and the Yakuza på Pavilion og Lingua Ignota på Gloria. Og så selvfølgelig så meget jeg kan nå ud til på Rising og Countdown – ikke mindst Tessa og Gabestok!”, afrunder Anders Wahrén.

Udforsk RF50-programmet her

Skriv en kommentar