Hun havde sin frivilligdebut forrige år som 52-årig og har tænkt sig at blive ved længe endnu. Hendes råd til andre, der overvejer det? Spring ud i det! Frivilligstaffen går denne gang til Marianne Mensal.

Hvad består dit frivilligjob i?

Jeg er tilknyttet Rekruttering & Registrering og er her frivilligansvarlig i Handel, Field og Porte.

Har du nogle gode råd til dem, der overvejer at være frivillig?

Spring ud i det! Start måske med en funktion som ikke indebærer så meget ansvar, så du får en fornemmelse af, hvad det vil sige at være frivillig. Derefter kan man bedre forholde sig til, hvor man kan bidrage på en måde, der passer til ens kompetencer.

Hvad var årsagen til, du blev frivillig på Roskilde?

Jeg var på RF første gang i 2016 på en endagsbillet, og så var jeg solgt! De sidste tre år har jeg været der hele ugen, og festivalen er bare kommet ind under huden på mig. Jeg forsøger at komme rundt til så mange områder som muligt – det er som at være på én lang opdagelsesrejse, hvor man bliver bombarderet af indtryk. Forrige år blev jeg spurgt af en kollega, som har været frivillig i rigtig mange år, om jeg ikke var frisk på at blive frivillig, da de manglede nogen med mine kompetencer. Jeg blev nysgerrig, for det ville give mig mulighed for at komme bag kulisserne, samtidig med at jeg faktisk også kunne gøre en forskel.

Frivillig-stafetten: “Nu siger jeg noget helt vildt cheesy…”

Hvorfor er du frivillig på Roskilde?

Jeg er dybt fascineret af hele konceptet og synes, det er helt unikt, at en festival af denne kaliber bidrager til velgørenhed. Samtidig ser jeg også en mulighed for personlig udvikling og en masse fede oplevelser.

Hvad er dit bedste råd til andre frivillige?

Husk at smile og vær hjælpsom – også når du ikke er på ’arbejde’.

Hvad er din bedste Roskilde-oplevelse?

Der er så mange gode oplevelser, at det er svært at pege på den bedste. Men MØ på Orange i 2016 var en fantastisk koncert!

Det er også ganske særligt at opleve, hvordan festivalpladsen bliver lukket ned til sidst. I 2018 havde jeg den sidste vagt søndag til kl. 22, og jeg følte, at jeg nærmest lukkede og slukkede festivalen. Det var vildt at observere scener og bygninger mm., der blev taget ned. Fra det ene øjeblik til det andet var ’byen’ nærmest væk!

Beskriv Roskilde festival med tre ord

Vildt, vanvittigt og wonderfull!

Hvad er dit Roskilde-motto?

Hvis man ikke prøver noget nyt, så oplever man ikke noget nyt!

Hvem skal stafetten tale med næste gang? 

Henriette Rifbjerg Erichsen

Hvad skal vi spørge vedkommende om?

Hvad er din drivkraft i forhold til at varetage så krævende en frivilligrolle som frivilligheds- og organisationchef –  og så altid med et smil?’

Skriv en kommentar