Hvad dælen laver en polsk NGO i orange veste på Caravan West? Smile Warsaw stillede med festivalfrivillige debutanter på Roskilde Festival 2019.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

I campingområdet Caravan West på Roskilde Festival, hvor campingvognene nydeligt står skulder ved skulder, ville man i juli 2019 ikke blive overrasket, hvis man hørte mere polsk og engelsk end dansk tale blandt de frivillige i gule veste. Her gik en 15 mand stor gruppe af internationale frivillige, hovedsageligt af polsk herkomst, nemlig rundt og klarede en lang række praktiske opgaver.

De 15 frivillige er alle en del af den polske NGO Smile Warsaw, som hjælper hjemløse i Warszawa. De er altså kørt den lange tur fra den polske hovedstad til Dyrskuepladsen i Roskilde. Den humanitære organisation har til hverdag bl.a. servering af mad til hjemløse i Warszawa hver søndag eftermiddag som en af deres kerneaktiviteter. Men på Roskilde Festival 2019 var det altså festivalgæster i bekneb, som Smile Warsaw servicerede. Smile Warsaw-gruppen stod for de fleste af de praktiske opgaver på Caravan West; fra guidning af nyankomne gæster til toiletrengøring.

Koordinering på Caravan West, Roskilde Festival 2019. For at  Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Frivilligbuddies

Caravan Wests frivillige er dog ikke lutter internationale. Festivalens regler foreskriver, at udenlandske frivillige skal teames op med danske. Smile Warsaw-gruppen er derfor alle blevet udstyret med danske ”buddies”. En af de polske frivillige, 17-årige Joshua, var til Roskilde Festival for første gang og er meget glad for den modtagelse, han og de andre har fået:

”De danske frivillige er super venlige. Man kan virkelig mærke, at folk gerne vil hinanden her på teamet, hvilket er rart når man er her for første gang. De spørger tit til om man har det godt, og om der er noget de kan gøre for en. Så det gør det rigtig rart at være en del af.”

Danske og internationale frivillige deles om at dække opgaverne på Caravan West på Roskilde Festival 2019. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

De frivillige er ikke havnet på festivalen ved et tilfælde. Samarbejdet mellem Smile Warsaw og Roskilde Festival er helt i tråd med festivalens strategi om at tiltrække flere internationale deltagere til festivalen.

Et godt match

I 2018 var en mindre delegation fra Smile Warsaw på besøg hos Roskilde Festival. En slags studietur, om man vil. Her blev frøene til deltagelsen i 2019-festivalen sået. Det var dog først omkring maj, at beslutningen om en endelig deltagelse blev taget. Et hold på 15 blev samlet under ledelse af Andy Eddles, en af Smile Warzaws grundlæggere, og i løbet af festivalen var holdet altså på arbejde i festivalens Caravan West. Deltagelsen vakte begejstring hos Andy Eddles:

”Arbejdet er gået fuldstændig problemfrit, og de små udfordringer, vi mødte, var festivalens ledelse gode og hurtige til at tage sig af”.

De femten festivalfrivillige fra Smile Warsaw kørte sammen i karavane fra Warszawa til Durskuepladsen for at bemande Caravan West. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

De mange frivillige på Roskilde Festival er med til at få hele møllen til at køre rundt. Men der er tale om mere end bare hårdt arbejde for de frivillige. Ifølge Andy Eddles har Smile Warsaw fået en masse med hjem i bagagen, både som organisation og for de frivillige individuelt.

”Vi er først og fremmest rigtig glade for at blive sat i forbindelse med Roskilde Festival. At være her giver os en god mulighed for at sprede vores budskab og fortælle om hvad vi laver. Vi rummer mange af de samme værdier som festivalen, så på den måde er det et godt match. Vigtigst af alt er, at vores hold er glade for det arbejde, de laver her. De føler virkelig, at de er med til at gøre en forskel”.

Smile Warsaw

Den polske NGO (non-governmental organisation) består af polske og internationale frivillige, som hver søndag samles i en park i den polske hovedstad. Her støtter de frivillige  byens hjemløse med et gratis måltid, frisørsalon og tøjbazar med mere.

Smile Warsaw vender tilbage med flere frivillige næste år til RF50
– efter planen 50 af slagsen.

Læs mere om Smile Warsaw på facebook.

Piotr skal hjælpe Roskilde Festival med at tiltrække flere internationale frivillige

Skriv en kommentar