Fortjener den største klimaforkæmper i dit team eller det mest opfindsomme miljøinitiativ på Indre Plads både hæder og trofæ? Nu kan du indstille dem til Den Grønne Pris! 

Foto: Et af årets bæredygtige tiltag på Roskilde Festival 2019 var Swap Shop på camping. Fotograf: Kristine Bang Nielsen.

Genanvendelige glas, elbilbatterier i Food Court, lamper der bruger badesøens alger som energikilde. Det skorter ikke på små og store initiativer, der skal gøre Roskilde Festival lidt grønnere.

Festivalens egne klimarådgivningskonsulenter, Grøn Omstilling, er i gang med at kortlægge alle de grønne initiativer – og de allerbedste vinder Den Grønne Pris, som bliver uddelt til årsfesten for de festivalfrivillige ildsjæle den 24. august 2019.

Prisen, der har det med at skifte navn – tidligere hed den Miljøprisen, sidste år hed den Green Footsteps Award, og i år hedder den slet og ret Den Grønne Pris – er først og fremmest blevet sat i verden for at gøre opmærksom på alle de spirende grønne ideer, der opstår i forbindelse med tilblivelsen af Roskilde Festival. Og så handler det om at udbrede kendskabet til gruppen bag, Grøn Omstilling, så de kan komme til at hjælpe endnu flere klimatiltag i gang på om omkring festivalen, fortæller Marie Holm Thomsen, der er ansvarlig for gruppen.

“Helt grundlæggende vil vi gerne, at prisen hjælper os med at få flere rådgivningsopgaver i løbet af året, så vi kan få endnu flere grønne initiativer i gang på tværs af festivalen. Det er jo selvfølgelig fedt at fejre dem, der gør det bedst eller sjovest, men vi gør det også for at skabe opmærksomhed omkring alle de projekter eller teams, der gør noget ekstra grønt”, siger Marie.

Nominér din grønne favorit inden 8. juli 2019

Ved du, hvem der har fået den bedste grønne idé? Så send en mail til marie.thomsen@roskilde-festival.dk. Det eneste, du skal skrive i mailen er, hvilket tiltag og hvilken person/hvilket team, du vil indstille. Du må selvfølgelig gerne indstille dig selv eller dit eget team. Intet er for stort og intet er for småt til at vinde trofæet, så længe det gør en grøn forskel. Der er frist for at indstille et team eller en person mandag efter festivalen, 8. juli 2019.

Intet for stort, intet for småt

Sidste år vandt Sara Gregersen og Britt Lehmann med projektet REUSE, der går ud på at bortauktionere stole, borde, og hvad der ellers bliver efterladt, efter festivalen. Med i opløbet til sidste års pris var også flere innovationer fra DTU; et elbilbatteri der leverede strøm til Food Court, lamper der fik energi fra algerne i badesøen og teltsolceller til mobilopladning.

Men man behøver ikke opfinde den næste genanvendelige dybe tallerken for at blive indstillet til Den Grønne Pris.

“Det kan være alt, lige fra at et team er begyndt at affaldssortere på deres produktionskontor, men også større projekter som for eksempel de nye vaskbare krus. Vi vil gerne give nogle interne skulderklap, også til Bente, der sørger for, at der bliver sat vand frem i kander på kontoret i stedet for plasticflasker. Man kan indstille Bente, man kan indstille en gruppe, og man kan også indstille Tuborg, hvis de har et projekt om bæredygtig energi i deres bar,” forklarer Marie.

Grøn Omstilling, der efter eget udsagn er en samling grønne nørder med ekspertiser inden for bl.a. energi, affald og genanvendelighed, vurderer løbende alle indstillingerne og opsøger også selv kandidater til prisen frem til mandag den 8. juli 2019.

Skriv en kommentar