Foto: Kim Matthäi Leland

Af Rasmus Raasø Hjorth

I løbet af en række år har Roskilde Festival gradvist ændret sikkerhedsstrategi med stor succes. Dorthe Folmer har været frivillig i service og sikkerhed på Roskilde Festival i mange år. Hun anser sig ikke som vagt, men vært. 

Adrenalinen pumper. Foran Dorthe står mere end 10.000 festivalgæster, der har ét mål for øje; At være den første inde på campingpladsen, så de kan få præcis den campingplads, de har drømt om i et helt år. Det eneste, der adskiller hende og de ivrige festivalgæster, er et simpelt plasticbånd.  

Dorthe går hen og løsner plasticbåndet. Hun håber, at festivalgæsterne venter på nedtællingen. ligesom hun har aftalt med dem. 

Hun tæller ned; 3, 2, 1… SÅ ER FESTIVALEN ÅBEN! 

Nu sker det. Over 10.000 forventningsfulde festivalgæster, der sprinter for fuld udblæsning udover Roskilde Festivals campingområde, klar til at erobre endnu en sommer.  

Sådan er scenariet for Dorthe, som i mange år har arbejdet med både safety og service, som frivillig vært på Roskilde Festival.  

Dorthe i sin værtsuniform. Privatfoto

For hende giver seancen med åbningen af campingpladsen det vildeste rus og indkapsler fællesskabsfølelsen på Roskilde Festival. Samtidig, anser hun det også som et udtryk for et vellykket arbejde.  

”Jeg kan godt røbe, at det er stadig en vild fed oplevelse, når man er med til åbningen. Det er helt vildt at stå at kigge på 10.000 mennesker og vide, at de kunne bare løbe nu, og så ville de løbe hen over dig. Men det gør de ikke. Så man føler virkelig, man er lykkedes med sin indsats som vært”siger hun om arbejdet med åbning af Roskilde Festivals campingplads. 

Dialog med festivalgæster skaber mere sikkerhed 

For Sikkerhedschef på Roskilde Festival, Morten Therkildsen, er eksemplet med de flere tusinde af forventningsfulde festivalgæster, der hver og én respekterer plasticbåndet, et udtryk for en vellykket strategi.  

Det har nemlig ikke altid været sådan. Mange kan nok huske den karakteristiske vælten af ”hegnet”. Her havde de frivillige udfordringer med at håndtere publikums iver efter at erobre den bedste soveplads, før alle de andre. Men ved at gå i dialog og være imødekommende overfor festivalgæsterne, lykkedes det at skabe en bedre løsning. 

Folk i kø til til åbningen af pladsen 2018. Eminem spiller om aftenen. Foto: Nicolai Hegelund Vilhelmsen

”Det, at vi (Roskilde Festival) nu formår at håndtere over 10.000 mennesker, der står og venter på det, som de måske har ventet på et helt år, og beder dem holde sig bag et strimmelbånd og først løbe, når vi siger, at de må løbe ind, er lige præcis, fordi vi er inde og arbejde med værtskab. Som værter siger vi ”Vi vil gerne det her, vi er et fællesskab. Vi er sammen om det her”, udtaler Morten Therkildsen om strategien bag.

“Er I søde at vente” 

Dorthe anser også dialogen som utrolig vigtig, når hun f.eks. går rundt på festivalpladsen og skal passe på alle festivalgæster. I det hele taget gør hun meget ud af at møde alle besøgende ligesindet. 

”Jeg kan se, når vi smiler og kommer gæsterne i møde, så har alle bare en federe dag. Hvis vi vil have publikum til at samarbejde med os og gøre det, som vi beder om, så er det simpelthen at møde dem med venlighed, interesse og imødekommenhed.”, siger hun og giver et eksempel på hvordan hun som vært går i dialog med de festivalgæsterne. 

“Dialogen med festivalgæsterne gør, at de accepterer vores anvisninger, og vi faktisk alle sammen får en federe oplevelse”

”Vi siger til festivalgæsterne; ”Hvis I kan vente på, at vi er klar med opsætning af campingpladsen, så vil vi(værterne) gøre det hele så hurtigt som muligt. Men er I ikke søde lige at vente på, at vi bliver færdige?

Så siger de oftest, ”Nå men, det er jo ikke fordi, at værterne er sure. Der er et formål med, at vi skal vente en time mere end vi måske havde lyst til”, eksemplificerer Dorthe og afslutter:

”Dialogen med festivalgæsterne gør, at de accepterer vores anvisninger, og vi faktisk alle sammen får en federe oplevelse.

Den gode samtale og dialog er også nogle af de værdier, som Sikkerhedschef, Morten Therkilsen fremhæver, når han skal beskrive skiftet fra ”vagt” til ”vært” tilgangen.  

”Udadvendt kommunikation er den eneste vej til at lave rigtig sikkerhed. I ordet værtsskab ligger det ligesom, at det er udadvendt kommunikation. Og så får vi en højere sikkerhed ved at gøre det sådan.” 

LÆS OGSÅ: Bliv mester i rekruttering

Det vigtigste er ikke hvad, men hvem, der er under den orange vest  

At man betegner de frivillige, der arbejder for at skabe en tryg og god festivaloplevelse, som værter, er også et udtryk for vigtigheden af mødet mellem de frivillige og publikum. 

Det er afgørende, at værterne udstråler troværdighed og imødekommenhed både i deres opførsel, men også i deres påklædning. Det er simpelthen lettere at passe på Roskilde Festivals gæster, hvis gæsterne kan spejle sig selv i de frivillige værter.

Security ved Rising Scenen får kys af publikum. Foto: Jacob Stage

”Man er nødt til at ligne én person, som folk kan stole på. Hvis jeg siger, ”Nu brænder teltet, I skal ud. Og så ser gæsterne på sådan en person, der ligner noget som er løgn, og ikke aner hvad hun laver, så vil gæsterne ikke gøre, som du siger. Man skal kunne udstråle, at man er udadvendt og troværdig gennem sin påklædning og opførsel”, siger Dorthe, der selv tænker meget over sin fremtoning. 

Og et fokus på hvad man bærer indenunder vesten, er ikke nogen dum idé, ifølge Morten Therkildsen. Han mener, at tøjvalg og udstråling også kan udtrykke et ønske om at skabe et fællesskab, 

”Vi ser gerne at du som frivillig vært tager eksempelvis dine almindelige jeans på, eller noget som kan være tæt på gæsternes tøjvalg. Vores værter er selv deltagere på festivalen, og det må man faktisk godt kunne se, fordi jo mere vi har tilfælles, des mere vil man også gerne samarbejde om at skabe en god festival”, udtaler Morten Therkildsen. 

Gem et lille smil til Roskilde Festival 

Det bedste, som Roskildes frivillige værter kan påføre sig under den orange vest, er dog ikke noget, som man finder i garderoben.   

Et smil og en udadvendt personlighed kommer man længst med. Det smitter nemlig af på gæsternes opførsel. 

Der deles vand ud på Arena. Foto: Khanh Gia

”Der er mange gæster, der tænker, ”De orange veste, som jeg snakkede med i går, de var rigtig søde. Nu kommer der nogle orange veste – de er rigtig søde, fordi det var dem, som jeg talte med i går. Så det smitter meget. Så det handler om at være rummelig og overskudsagtig, når man er på vagt, fordi det giver glade gæster og god sikkerhed”, afslutter Dorthe. 

To typer værter
Der findes to typer værter på Roskilde Festival. Begge roller indtages af frivillige, hvis formål er at skabe en tryg og god festivaloplevelse for alle gæster.

  • Den ene type værter er serviceværter. De tager imod gæster ved f.eks. åbning af festivalpladsen, porte, osv, og har meget kontakt med festivalgæsterne
  • Den anden type værter er Safety værter som tilkaldes når der skal løses sikkerhedsopgaver.

Både Service- og Safetyvæter har orange veste på.

Skriv en kommentar