Det grønne område ved Bar Dame var proppet under årets sidste fællesmøde torsdag den 26. majMen hvis du ikke var en af de mange fremmødte, så fortvivl ikke, fordi her får du en lynhurtig oversigt over de fem vigtigste ting, som du gik glip af. 

1. Iskolde drinks i bæredygtige genbrugsglas 

I år udskiftes over én million af de engangskrus af plastic, som du sædvanligvis drikker din kolde øller af, med de nye genbrugsglas. Fordelen med de nye glas er, at de er mere bæredygtige, da de kan vaskes op til 25 gange, hvorefter de er gode som nye, hver gang. Det vil sige, at du ikke skal smide dit glas ud, men i stedet genbruge eller bytte den til et nyt brugt glas 

Fællesmødet på græs foregik i Roskilde Festivals egen frivilliglandsby Vor Frue. Foto: Alma Marie Risby Nielsen

Til sommerens festival vil det i endnu højere grad være muligt at nyde drinks uden procenter, da der vil være et helt alkoholfrit område på campingpladsen. Denne zone skal ligge midt i campingbyen. 

2. New York flytter ind på Roskilde Festival 

Du gik også glip af annoncering af et helt nyt område på Roskilde Festival. Nu behøver du ikke længere sætte dig i en fly og kede dig i syv timer for at få en fornemmelse af New York. Central Park flytter nemlig ind på Roskilde Festival, som et helt nyt område. Området er placeret i trærækkerne, lige der hvor indre og ydre plads plejede at mødes. Ligesom den i den store grønne park i New York, vil Roskilde Festivals Central Park tilbyde en masse gode steder at hænge ud. Til mødet fik alle syn for sagen, da de træpaller, som skal danne fundament for de mange kreative siddemuligheder, blev vist frem 

I de 4 første dage af festivalen, vil du let kunne finde Central Park, da Countdownscenen vil pryde området, men fra onsdag omdannes området til indgang til indre plads og bliver samtidig en oase, hvor du kan ”chill-out”, som de lokale newyorkere ville sige det. Desuden vil der være frivillige i form af park rangers, der skal sikre at parken holdes grøn og ren.  

3. Workshop som skal skabe den fedeste modtagelse af alle nye på festivalen  

Team Frivillig Udvikling havde arrangeret en workshop til fællesmødet med fokus på modtagelsen af nye på festivalen, hvad end det er tale om nye gæster, nye frivillige eller nye ildsjæle.  

Til workshoppen gik alle sammen to og to for at udveksle ideer til, hvordan man kunne tage bedre imod nye på festivalenDet kom der denne flotte post-it-collage ud af. 

Post-it-kunst. Foto: Alma Marie Risby Nielsen

Alle ideer og forslag vil efterfølgende blive brugt af Team Frivilligudvikling til kortlægning af den frivillige rejse, så vi forhåbentlig kan mindske frafaldet af nye frivillige.  

4. Nye grønne tiltag på festivalen 

Der kommer en række nye grønne tiltag på årets festival, som skal være med til at gøre hele festivalen mere bæredygtig.  

De nye genbrugsglas, som man fik en forsmag på, vil bl.a. være med til at reducere plastforbruget på festivalen med 20 tons. Og det er ikke det eneste bæredygtige ved dine drikkevarer. Sugerørene vil ikke længere være af plastik, så nu vil du kunne zippe dine drinks med god grøn samvittighed. 

Derudover er årets medarbejder t-shirts lavet af genanvendeligt materiale. Og så vil der blive eksperimenteret med nye typer skraldespande, kaldet BuddyBob, på nogle udvalgte områder på festivalpladsen, der er mere brugervenlige og produceret af genbrugsplast. 

5. Ildsjælene kom på græs 

Sidst, men ikke mindst, så gik du glip af den særlige gode stemning, der opstår, når du sammensætter Roskilde Festivals ildsjæle, med sol, sommer, god mad, dejlig musik og hyggelige rammer ved Bar Dame. Og den kan vi desværre ikke hjælpe dig med at genopleve.  

De fremmødte lytter til festivalchefen Signe Lopdrup ved fællesmøde på græs. Foto: Alma Marie Risby Nielsen

Om det var hensigten eller ej, så fik man i vanlig god festivalstil, stukket en lunken festivalbajer i hånden  

Nu er du opdateret, og så lad os da ses til næste møde på græs  

Skriv en kommentar