Med udstillingen “Nutidens Forbrug – Fremtidens Problem” sætter Roskilde Festival fokus på, hvordan den unge generation går forrest og viser nye veje i klimakampen.

Udstilling er måske et lidt misvisende ord at bruge om “Nutidens Forbrug – Fremtidens Problem”. For det er ikke meningen, at man bare skal tage ind og betragte, når man besøger Dansk Arkitektur Center (DAC) i forårsmånederne.

I løbet af foråret kan du møde den aktivistiske del af Roskilde Festival midt i København. Sammen med en række ungdomsorganisationer og NGO’er har festivalen og festivalhøjskolen kurateret en udstilling i Guldgalleriet på Dansk Arkitektur Center, der kredser om FN’s verdensmål nr. 11: Bæredygtige Byer og Lokalsamfund.

“Det er et helt nyt format, og det er på samme tid et værksted, en eventplatform, et eksperiment – og allermest et frirum”, forklarer Signe Brink Wehl, der er chefkurator på Roskilde Festivals program for kunst og aktivisme.

Roskilde Festival højskole deltager i udstillingen på DAC. Foto: Kasper Hjorth

Nye deltageformer

Udstillingen forandrer sig hele tiden, og der er lagt op til, at alle besøgende kan tage del i den. Du kan eksempelvis lære at holde en ægte brandtale hos Ungdomsbureauets overdimensionerede ølkasse ude foran bygningen, bygge møbler med Public Works eller lave videoer med Turning Tables.

Ungeråd KBH, der til daglig arbejder for at sikre demokratisk indflydelse til unge under 18, har bidraget til udstillingen med en stemmeboks. Ikke sådan en, du kender fra folketingsvalg, men en nytænkt stemmeboks, hvor du både kan fortælle om dine drømme for et mere klimavenligt København og lytte til andre unge stemmer, der gør det samme.

“Jeg drømmer om et bilfrit København”, siger en af stemmerne. “Jeg ønsker en mere miljøbevidst befolkning”, siger en anden.

Fælles for installationerne er, at de understøtter den aktivistiske bevægelse, der er i gang rundt om i verden, og som har den unge generation i spidsen.

Det er på tide, at denne generation får sit eget ungdomsoprør

Inden du går ind til selve udstillingen i Guldgalleriet, møder du en tidslinje med nedslag i Roskilde Festivals historie, flettet sammen med historiske højdepunkter for forskellige oprørsbevægelser i både ind- og udland fra 1968 og frem til i dag.

“Det her handler om det spirende ungdomsoprør, der finder sted lige nu, men vi har med udstillingen også dykket ned og set tilbage på, hvad det var, der skete i ‘68. Hvad var det for nogle bevægelser, der skabte netop skabte frirum, kritik, modkultur, social engagement og som drev den forandring, som vi står på skuldrene af? De unge i dag kalder på en ny solidaritet, og det er enormt inspirerende”, siger Signe Brink Wehl.

De historiske referencer er Den Grønne Studenterbevægelse også helt bevidste om. De deltager på udstillingen med nogle af de breve, hundredvis af unge har sendt til de politiske magthavere.

“Inspireret af de kulturelle forandringer, Studenterbevægelsen formåede at gennemføre i 1960’erne og 1970’erne, har vi sagt, at det er tid til, at den her generation får sit eget ungdomsoprør. Men det er ikke kun vores ansvar at gøre noget, det er også dem, der har magten nu. Så vi prøver at sparke opad,” fortæller Frida Simon Jahn om dannelsen af Den Grønne Studenterbevægelse.

“De unge i dag kalder på en ny solidaritet, og det er enormt inspirerende”

Skriv et brev

“En af de måder, vi arbejder på, er at skrive breve til både klimaministeren og den kommende statsminister. Brevskrivning er noget af det mest decentrale, man kan gøre. Unge fra hele landet har sat sig ned med papir og blyant og skrevet, og det er virkelig en måde, vi kan få bredt klimakampen ud på”, forklarer Kolja Dahlin,  der også er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.

Foto: Kasper Hjorth

Som en del af udstillingen kan man også skrive sit eget personlige brev, som Den Grønne Studenterbevægelse vil aflevere til klimaministeren, og det er bare en blandt mange aktiviteter i udstillingens omfattende eventprogram, som du kan læse mere om på DAC’s hjemmeside.

Hvis du vil vide mere om Roskilde Festivals program for kunst og aktivisme på selve festivalen, kan du læse om det her.

“Nutidens forbrug – fremtidens problem” kan opleves på Dansk Arkitektur Center frem til 2. juni. Der er gratis entré for alle unge under 26.

Skriv en kommentar