Skal du rekruttere frivillige til dette års festival, men har ikke helt knækket rekrutterings-koden? Så læs her, hvordan Spillestedet Stengade, der hvert år har en bar på Roskilde, har fået succes med at tiltrække frivillige

For Spillestedet Stengade har det ikke været svært at tiltrække frivillige. Det har det hverken været sidste år eller i år. Ja, faktisk er Stengade så godt som i mål med rekrutteringen af de i alt 71 frivillige, de skal bruge til dette års Roskilde. I 2017 så det dog helt anderledes ud.

Foto: Maria Voss

”I 2017 kom der ændrede krav til de frivillige, som gjorde det virkelig svært at få fat i frivillige. Kravene var blandt andet, at antallet af timer man skulle arbejde, blev sat op,” fortæller Maria Voss, der er frivilligkoordinator hos Stengade. Til dagligt arbejder hun med marketing og branding, og i 2018 tilbød hun derfor at hjælpe med rekrutteringen til Stengade.

Rekruttering som begivenhed på Facebook

Videoer, tekstopslag, billeder og begivenheder på Facebook udgør grundelementerne i Stengades rekruttering. Sidste år foregik selve rekrutteringen via en åben Facebook-begivenhed med navnet ”Stengade Goes Roskilde”.

”I begivenheden skrev vi, fra hvilken dato og til hvilket tidspunkt vi var på Roskilde, og så kunne folk ellers bare tilmelde sig”, siger Maria Voss, og tilføjer, at de pludselig havde så mange tilmeldte, at de måtte skrive folk på venteliste og spørge andre, der var manglede frivillige, om de kunne bruge folk fra ventelisten.

I år har Stengade lavet en offentlig Facebookgruppe. Her kan alle, der har lyst til at være frivillige, melde sig ind. I gruppen ligger alt materiale såsom vagtplaner fuldt tilgængeligt for alle. Stengade går nemlig ind for 100 procent gennemsigtighed.

Foto: Maria Voss

Det kan være lige lovligt nemt at trykke på knappen ”deltager” på Facebook eller melde sig ind i grupper. Derfor bliver man først regnet som frivillig, når man har betalt et depositum på 300 kroner. Maria Voss fortæller også, at rekrutteringsprocessen i år har mindet om et normalt ansættelsesforløb. Eksempelvis har de, der vil være frivillige, udfyldt et spørgeskema med detaljer om, hvilken stilling de kunne tænke sig, hvilken erfaring de har og så er der lavet alderstjek. Derudover har Maria Voss også mailet og talt i telefon med folk for at høre, om de har været oprigtigt interesseret.

Glem alt om at bruge billetten som lokkemad

Ifølge Maria Voss er en ting, du helt skal undgå, hvis du vil have fat i frivillige at bruge Roskilde Festival-billetten som lokkemad. Hun mener, at grunden til at Stengade har haft stor succes med at tiltrække frivillige, er, at de har fået det til at handle om alt andet end at få en gratis billet.

”Ingen af vore frivillige er her, fordi de vil have en billet. Den er komplet ligegyldig. Det er en røvdårlig timeløn, hvis du bare er der for billetten, så du kan sgu’ lige så godt arbejde pengene op et andet sted og så være fuld hele tiden”, siger Maria Voss, og tilføjer, at frivillighed ikke længere er en selvfølge.

”Vi vil gerne have noget mere. Vi vil gerne være en del af et community, og vi vil gerne have det godt og vide, at der er en mening med det, vi laver.”

Som frivillig får du den fulde festivaloplevelse

Da Stengade fokuserer på alt andet end Roskilde Festival-billetten, er det dét community, man bliver en del af, som skinner igennem i de videoer, tekstopslag og billeder, Maria Voss poster på Facebook på vegne af Stengade.

”Vores videoer handler om alt det, der sker omme bag ved. Og vi præsenterer vores koordinatorer og skaber det community, som kan blive en del af. Vi vil have det sjovt, og det skal give mening at være her,” siger Maria Voss. Hun mener, at Roskilde Festival er en tam oplevelse, hvis man kun er der som betalende festivalgænger.

”Jeg plejer at sige, at hvis du kun er på festivalen som gæst, så ser du kun halvdelen.”

Hvert år er 31.000 frivillige med til at skabe Roskilde Festival. Af dem skal cirka 10.000 rekrutteres. Det oplyser Team Rekruttering, der hvert år hjælper divisioner, teams, hold, projekter og foreninger med at skaffe frivillige. Ifølge Team Rekruttering er vi på nuværende tidspunkt godt med i forhold til rekrutteringen til dette års festival.

Stengades 3 råd til rekruttering

  • Drop billetten som lokkemad!

Fokuser på, hvorfor man skal være frivillig i dit team. Det vil sige, hvad får de frivillige ud af det udover billetten? Hermed menes der ikke mad, men derimod hvad man får ud af det på et personligt plan.

  • Hav struktur

Sørg for at have en gennemsigtig og struktureret tilmeldingsproces. Læg alt information tilgængeligt – også selvom folk ikke altid læser det. Der er ikke noget værre end at dukke op et sted uden at vide, hvad du skal eller hvem du skal kontakte.

  • Byg et community

Opret en Facebook-gruppe. Det er hverken svært eller koster penge, men det tager tid at holde styr på. Folk kan godt lide hinanden, så sørg for at samle dem andet end kun, når de er på vagt.

Skriv en kommentar