Monas Køkken blev hans vej til Roskilde Festival, men i dag er han frivillig i Backstage Lounge. Frivillig-stafetten er nået til Frederik Diness Ove.

1. Hvad består dit frivilligjob i? 

Jeg er frivillig i Backstage Lounge, hvor jeg hjælper med at bygge loungen op. Under festivalen er jeg vært for vores gæster.

 2. Har du haft andre frivilligjob på Roskilde? 

Ja, mit første år på Roskilde var jeg hos Monas Køkken, men året efter kom jeg til Backstage Lounge, og har været der siden. 

3. Hvordan har det været at skifte rolle? 

I Backstage Lounge føler jeg mig i høj grad som en del af nerven i Roskilde, hvor vi skaber en lounge for bl.a. gode samarbejdspartnere, som er med til at gøre Roskilde muligt. For mig giver det rigtig god mening af være en del af det team, og det kan ikke rigtig sammenlignes med Monas Køkken. Men man skal starte et sted, og er bare så glad for, at Monas Køkken blev min vej til Roskilde første gang.

4. Hvorfor er du frivillig på Roskilde? 

At være en del af hele sammenholdet bag Roskilde og være med til at bygge festivalen op, gør det til at meget større oplevelse at nyde musikken. Festerne og alle de glade mennesker, som man er omgivet af i mere end en uge. Nu er det blevet en tradition for mig, og jeg føler, at jeg har fået en Roskilde-familie, som jeg glæder mig til at hænge ud med år efter år, samtidig med at jeg kan gøre en god gerning.

5. Hvad laver du, når du ikke er frivillig på Roskilde? 

Jeg har startet et Brand Agency, som hedder THE CREATORS REP, hvor vi hjælper skabere af interiør og livsstilsprodukter med alt fra produktion til salg & marketing.

Frederik Dines Oves har været frivillig i Roskilde festivals Backstage Lounge i flere år. Privatfoto

6. Hvad er din bedste Roskilde-oplevelse?

At finde ud af at jeg ELSKER Roskilde uanset vejret. Allerede første år på Roskilde var jeg ude for, at det stod ned i stænger, så der i løbet af kort tid var mudder overalt. Jeg fandt ud af, at jeg har et stort festival-gen, hvor mit gode humør ikke bliver slået ud af en masse regn og mudder, stemningen på Roskilde er stadig fantastisk, og så bliver det hyggeligt at søge i læ for regnen eller bare stå og nyde en koncert i silende regn! Fik også meget respekt for Roskildes evne til at få styr på det hele igen, da jeg vågnede efter nattens mudderfest, var der flis overalt på festivalpladsen, så man nemt kunne gå tørskoet rundt. Dagen derpå havde min tålmodighed med mudderet måske ikke været den samme som aftenen før.

7. Hvad er dit bedste råd til andre frivillige? 

Gør dit bedste, uanset hvad du laver. Selvom du måske ikke har et drømme frivilligjob i starten, så kan dit første frivilligjob blive springbrættet til dit drømme frivilligjob.

8. Har du et Roskilde-hack, vi andre skal kende til?

Hvis man er ny på Roskilde, er det rigtig rart med nogle pejlemærker. F.eks. boede jeg første år i et telt lige ved vindmøllen, så var det dejligt nemt for mig at finde tilbage ud på natten, hvor jeg ellers havde mistet orientering fuldstændig.

9. Hvad er din største Roskilde-bommert? 

At stå helt klar til en koncert i god tid på Arena for til sidst at finde ud af, at den var på Apollo. Jeg synes stadig, at der er for mange scener, som starter med A!

10. Hvilken kunstner så du allerhelst komme til Roskilde? Og hvorfor? 

Et bud kunne være Bat for Lashes, som jeg tror vil kunne lave en rigtig fed koncert, og så har hendes sange en særlig betydning for mig. 

11. Hvem skal stafetten tale med næste gang? Og hvorfor? 

Min storesøster Marianne Mensal, som var på Roskilde for første gang for nyligt, så altså endnu senere debut end mig selv, og nu har hun taget festivalen til sig. 

12. Hvad skal vi spørge vedkommende om? 

Hvordan var Roskilde at opleve i forhold til, hvad du havde forestillet dig? 

Skriv en kommentar