Flest drømmer om at knipse billeder eller løbe rundt på de store scener.

Fotografer: Inez Dawczyk og Rasmus Kongsgaard

Rekrutteringen af frivillige til Roskilde Festival 2018 er gået strålende. 1. juli, altså dagen efter campingarealet officielt åbnede, kunne festivalen melde, at alle frivillige festivaljobs var blevet fordelt. Både dem i madboderne, ved toiletterne, kontorvagterne, og hvor de ca. 31.000 frivilliges arbejdskraft ellers gjorde gavn på festivalen.

Det er ikke alle frivilligjobs, der er lige eftertragtede, det er klart. Men hvilke af de mangeartede tjanser på Roskilde Festival er egentlig de mest populære?

Roskildenyt har stillet lige netop det spørgsmål til Mikkel Sørensen, der er teamleder i Team Rekruttering. Ifølge Mikkel er der særligt to arbejdsområder, festivalen får flest henvendelser om fra håbefulde frivillige in spe.

“Vi fører ikke statistik over, hvilke indsatser der bliver ‘hurtigst udsolgt’, men vi får absolut flest henvendelser fra folk, der gerne vil være fotografer eller videografer på festivalens regning”, forklarer teamlederen.

Der er især rigtig mange amatørfotografer derude, der godt kunne tænke sig at vise, afprøve eller finpudse deres fototalenter ved at filme eller tage billeder for Roskilde Festival. Men de fleste af den slags henvendelser er forgæves. I hvert fald dem, der stiles til Team Rekruttering.

“Fotografholdet er bare så småt, at der ikke er behov for nær så mange fotografer, som der er henvendelser. Og de hold, der bruger fotografer, de står meget selv for rekrutteringen”, fortæller Mikkel Sørensen.

Femte gang var lykkens gang

En af de fotografer, der er sluppet igennem nåleøjet, er Alexander Hjort Jespersen. Han har på årets festival været fotograf på Orange Press – et frivilligjob han har jagtet i flere år.
“Jeg har søgt det her job fire gange før, men der har altid været noget i vejen. Enten har jeg haft svært ved at komme igennem til de rigtige, eller også har holdet bare allerede været sat, når jeg har henvendt mig”, fortæller Alexander.

Alexander Hjort Jespersen er frivillig fotograf på Roskilde Festivals egen avis, Orange Press. Fotograf Inez Dawczyk

I år lykkedes det så endelig, fordi Alexander fik banet vejen af en bekendt, der har været journalist på Orange Press. Journalisten fik besked om, at der var et par ledige fotografpladser på årets hold og sendte den melding videre til Alexander, der skyndte sig at sende en ansøgning afsted til redaktørerne.

“Det her er bare større”

Ligesom på arbejdsmarkedet uden for Roskilde Festival er det en god idé at få noget relevant arbejde på CV’et, hvis der er et bestemt frivilligjob, man har sat næsen op efter. Det er i hvert fald Alexanders erfaring.

“Sidste år var jeg fotograf på både Northside, Heartland og Haven Festival, og det har helt klart hjulpet at have den erfaring på CV’et. I hvert fald skrev de tilbage efter min ansøgning, at jeg fik en af pladserne, og det var super fedt,” fortæller Alexander.
Selvom det er Alexanders ottende gang på festivalen, er det første gang han arbejder frivilligt for sin billet.

“Jeg har ikke overvejet at søge andet frivilligt her på Roskilde, for det var kun det her, jeg ville. Indtil nu har jeg købt billetten, for jeg synes, det er det værd, selvom den bliver dyrere og dyrere. Jeg elsker bare så meget at fotografere,” siger Alexander.

Udover glæden ved at fotografere, værdsætter Alexander at der er frie rammer, og at det er muligt selv at disponere over sin tid – selvom det også er hårdt arbejde. Og så er det bare noget særligt, fordi det er Roskilde Festival.

“Det er lidt af det samme arbejde, jeg har lavet på Northside og Heartland, men det her er bare større. Alle kender Roskilde, og det er mere prestigefyldt”, konstaterer den nyudklækkede Orange Press-fotograf.

De store scener lokker

Udover fotograf- og videofotografjob får Team Rekruttering mange henvendelser fra folk, der “bare gerne vil arbejde på en scene”.

“Det næstmest populære, det er klart at arbejde for scenerne. Det får vi mange henvendelser om. De er ikke altid sikre på, hvad der lige skal ske på scene, eller hvad det egentlig handler om at arbejde på en scene, men de kunne bare godt tænke sig at arbejde der og måske lige få et glimt af Eminem på Orange”, fortæller Mikkel Sørensen.

Men heller ikke scenejobbene er helt nemme at få fat i. Rekrutteringen af nye frivillige sørger dem, der arbejder på scenerne ofte selv for. Og så bliver de scenefrivillige ofte hængene i mange år.

“Det kræver et vist kompetencesæt, og der er lidt mere rigide regler omkring scenerne. Når man putter et menneske op på en scene, så skal de helst vide, hvad de har gang i. Og så sørger de selv for at finde nogle, der har motivationen til at blive der i en del år,” forklarer Mikkel Sørensen.

Ikke altid glamourøst

En af de frivillige, der arbejder ved Orange år efter år, er Simon Dollerup Madsen. I år har han været kontorvagt på produktionskontoret på Orange, og fra 2011 og indtil nu har han været runner ved selv samme scene. Ifølge Simon er jobbet ikke nær så glamourøst, som man måske skulle tro.

Simon Dollerup Madsen er runner på Orange Scene. Fotograf Rasmus Kongsgaard.

“Jeg startede som runner, og det er et meget simpelt job, hvor man gør, hvad der er brug for, der skal gøres. Man henter noget gaffatape, strips… Vi bruger rigtig mange strips. Og alle mulige andre ting, vi får besked på. Det er egentlig ikke så glamourøst. Man cykler en hel masse og henter ting til andre mennesker,” fortæller Simon.

Han fik jobbet på Orange ved et tilfælde, da de akut manglede en runner på scenen i 2011. En af Simons venner arbejdede der, så han ringede til Simon og spurgte, om han havde mod på at begynde med det samme. Det havde han, og fordi han viste sig at være lidt af en arbejdshest, fik han tilbuddet om at komme tilbage året efter.

“Jeg kan godt lide at arbejde meget af natur, så jeg var der bare hele tiden det første år. Og så ringede min chef og spurgte, om jeg ville komme igen, og det har jeg så gjort lige siden”, fortæller Simon.

Minus manglen, masser hårdt arbejde

Hvis man tror, at et runnerjob på Orange handler om at mingle med alle de største stjerner, kan man godt tro om igen. Til gengæld er det et fedt job, hvis man kan lide at være i gang hele tiden og ikke er bange for hårdt arbejde.

“Det er ikke sådan noget, hvor du render rundt og snakker med kendisser hele dagen. Faktisk ser vi ikke meget til kunstnerne. Det sker, at man ser en, men der er meget strikse regler for, hvad vi må og ikke må gøre. Vi må ikke tage kontakt til dem, for de er her for at arbejde, og vi er her for at arbejde. Så det handler om at respektere dem,” forklarer Simon.

Det betyder ikke, at Simon ikke har oplevet spændende og ting omme bag Orange. De bedste anekdoter har han dog fået besked på at holde hemmelige.

“Det er hårdt arbejde at være runner. Der er overhovedet ikke noget med at rende rundt i Artist Village – faktisk har vi har ikke engang adgang,” fortæller Simon.

Vil du have et af de mest eftertragtede jobs på Roskilde, må du altså i gang med at opgradere CV’et eller netværke dig frem. Men måske er det heller ikke det sjoveste for dig at løbe efter gaffatape på Orange eller opleve festivalen gennem en kameralinse? Heldigvis er der tusindvis af frivilligjobs at vælge imellem. Læs mere om at være frivillig og hvordan du kan blive det på Roskilde Festivals volunteer-side.

Skriv en kommentar