Jostein Haugum har drevet den berømte og berygtede cocktailbar Gringobar i 20 år nu. Han og festivalen har udviklet sig, de er blevet mere professionelle, og blevet deres opgaver mere voksne – ikke uden omkostninger.

Ingen jubilæer kommer gratis, heller ikke på Roskilde Festival.

På hjørnet af festivalpladsen tæt ved pavilionscenen finder man det, som Jostein Haugum kalder for “en landsby af små børn.” Jostein Haugum er idémanden bag den famøse Gringobar, det er hans skyld, at du kender til Mucho Macho-hattene, og så har han en del af æren af, at festivalen er blevet mere… festlig gennem årene. I 2018 kan Gringobar fejre 20 års jubilæum, og for Jostein Haugum er det uden siesta eller stråhat.

“Vi startede med én stor bar, der ville det hele. Vi havde et laaaangt menukort med surt og sødt og bittert, farver og størrelser. Alt sådan noget. Nu synes vi, det er bedre, at vi specialiserer os, så nu har hver bar et tema, så man ikke bare får en drink, man får også en oplevelse.”

Hvis man kan tale om, at oplevelser går viralt på Roskilde Festival, så næsten alle festivalens 65.000 gæster kender til det, så kan man her nævne fænomener som Orange Feeling, Alien og ko og de evindeligt tilstedeværende Mucho Macho-hatte. De kommer naturligvis fra Gringobar.

Billede 2: En stadig uberørt temabar klar til Roskilde Festival 2018. Foto: Rasmus Kongsgaard

Årets nyeste tiltag bød blandt andet på små temabarer med enkelte serveringer. I én bar kunne du nyde synet af en væg med tyrekranier, mens du nød en halv liter white russian. En anden bar var dekoreret som 1920’ernes apoteker, og her kunne du naturligvis medicinerer dig med gin og tonics.

Læderjakker og paraplydrinks

Før han blev skaberen af Gringobar, så solgte Jostein Haugum tøj og kunsthåndværk fra Sydamerika på festivalpladsen. Men så er han en dag til en fest, hvor han møder én, der arbejder for Roskilde Festival, som opfordrer ham til at gøre noget med. Hvad med at åbne en bar med dit latinamerikanske tema?

“Men Latinamerika det er jo cocktails og drinks, sagde jeg. Det her var tilbage i 1998 – dengang drak man altså kun fadøl herude. Det var dengang, der stadig kommer rockere herude med læderjakker og tatoveringer og deres rockerkampe herude. Jeg kunne ikke se dem drikke drinks med paraplyer i. Men de der store fyre ville gerne sidde med vores cocktails – også selvom de var meget mere pyntede dengang.”

“Der burde have været dobbelt så mange bagved – og jeg havde også glemt at tænke over, at de 12 mand i baren jo heller ikke kunne arbejde hele tiden. De nåede ikke at høre én koncert.”

Jostein Haugums egen inspiration til Gringobaren kom også fra noget mere skummelt og utrygt, end det fremstår på Dyrskuepladsen. På en rejse gennem Sydamerika bliver han inspireret af de lidt faretruende cantinaer. Han beskriver det som et sted, man går ind med en cowboyhat på, og så drikker man sig fuld i hård sprut, indtil man ligger på gulvet.

“Det var farlige steder, men også spændende. Der var nogle fede gamle skilte, og så står der en eller anden mutter inde bagved og skuler. Det var min første idé; at lave noget originalt latinamerikansk.”

Den kaotiske opstart

Sluthalvfemsernes rockertyper tog godt imod de farverige tequilaforfriskninger. Det gjorde resten af festivalens gæster sådan set også. Jostein Haugum forklarer, at det også hjalp, at hans forretning begyndte at skille sig mere ud fra resten af boderne, der dengang mest bestod af anonyme sortmalede vægge af træplader med huller i. Gringobar blev større, og Jostein Haugum lærte mere om, hvordan man driver en forretning med frivillige.

“I starten havde vi det her store telt med 12 bartendere, som stod bag ved sådan nogle luger. Det tænkte jeg var fint, men jeg havde ikke tænkt på al den ekstra logistik, der er. Sådan noget som opbygning af baren, bespisning, oprydning og alt det der. Der burde have været dobbelt så mange bagved – og jeg havde også glemt at tænke over, at de 12 mand i baren jo heller ikke kunne arbejde hele tiden. De nåede ikke at høre én koncert.”

I dag er de cirka 650 i den lille landsby, forklarer Jostein Haugum, og arbejdet er blevet meget mere professionaliseret. Folk bliver uddannet, så de ved, hvad der forventes af dem, og hvad de går ind til. Og ligesom i en landsby med så mange mennesker, så kan der ske meget i løbet af den tid en festival varer. Derfor skal der også tages hånd om, hvis nogen får problemer undervejs. Det kan være med familien, kæresten eller psyken, forklarer han.

Gringobar anno 2018, mens den stadig var under opbygning. Foto: Rasmus Kongsgaard

Det har han også selv oplevet, fortæller han. Han havde aldrig selv lagt så mange arbejdstimer i projektet, hvis ikke det var fordi, han selv kunne tjene penge på det, men han siger også, at det i mindst to tilfælde har kostet ham flere måneder, hvor han er gået ned med stress efter en festival.

Han bliver dog ved med at finde på nye idéer – måske får strandbaren lov til at blive stående, måske skal bussen renoveres. Fremtiden for Gringobar er aldrig helt sikker, men sådan kan Jostein Haugum bedst lide det.

Skriv en kommentar