Ungdomsbureauet inviterede fem unge mennesker til at campere ved Roskilde Dyrskueplads en snetruende dag i marts for at fremprovokere festivalfølelsen. Det blev til en lille podcastserie, og du kan høre første afsnit her.

“På en festival skal ske noget skørt, for at det ikke bliver kedeligt”

Påstanden kommer ikke overraskende fra en ung mand, der har sagt ’ja’ til et halvskørt eksperiment. Sammen med fire andre unge mennesker er han blevet sat i stævne et sted lige uden for Roskilde Dyrskueplads. Her skal de slå lejr i 24 timer med en masse øl, et halvsløjt anlæg og hinanden – og ellers gøre præcis, som de ville gøre i en festivallejr.

Det er organisationen Ungdomsbureauet, der har lokket de fem festivalfans ud på det skøre eksperiment, der går ud på at undersøge, hvad festivalfølelsen egentlig er. Og eksperimentet foregår naturligvis på selvsamme mark, som tre måneder senere forvandles til et festivalinferno.

Camp Early

Men kan man overhovedet fremtrylle en festivalfølelse helt uden en festival? Og hvad er festivalfølelsen egentlig? Og hvad betyder den for dem, der dyrker den år efter år? Det er nogle af de spørgsmål, som Ungdomsbureaet og de fem festivalfans vil forsøge at finde svar på.

De fem mennesker kender ikke hinanden i forvejen – lige bortset fra veninderne Sarah og Malou. Resten af lejren består af Peter, Niels og Victor – og så to fra Ungdomsbureauet, Emma og Karen.

Lejren bliver hurtigt døbt Camp Early – og herunder kan du høre, om Camp Early finder frem til en følelse af noget orange, eller om det bare bliver drukfest på en mark.

I anden episode af miniserien har Ungdomsbureauet slået lejr på Roskilde Festival. Også her vil man forsøge at finde ind til festivalfølelsen – men denne gang med festivalen som bagtæppe.

Skriv en kommentar