Hun er ansvarlig i team proces, har solgt bagels til en meget våd festival og så skal hun sejle over Atlanten til november. Frivillig-stafetten møder Anja Kammacher, leder i team proces.

Hvad består dit frivilligjob i?

Jeg er frivillig leder og ansvarlig i team proces, som er en gruppe på seks interne proceskonsulenter. Vi hjælper hele organisationen med at løse forskellige opgaver. Helt grundlæggende handler det om at finde folks skjulte viden og få den sat i spil for dermed at styrke samarbejde. Uanset hvem i organisationen det er.

Har du haft andre frivilligjob på Roskilde?

Jeg startede med at være helårs frivillig for tre år siden i analyse, og fik tilnavnet ‘Anjalyse’. Før det har jeg været festivals frivillig blandt andet i et meget vådt år, hvor jeg stod og solgte bagels i Øst.

Om team proces

Teamet hjælper ifølge Anja Kammacher andre teams med evalueringer, samarbejdsvanskeligheder, mødeledelse eller en workshop, der sætter fokus på at genere idéer til den kommende sæson. Temaet arbejder på tværs i hele organisationen.

Trine Frydkjær ville gerne vide, hvordan har det været at skifte rolle? Hvad har været de gode ting og de dårlige ting?

Jeg har hele tiden haft et godt øje til procesgruppen, selvom jeg var virkelig glad for at være i analyse, fordi det sociale er virkelig fedt. Der er mange mennesker med meget på hjerte, og som er glade for at feste. Men jeg er ikke super tændt af det rene analysearbejde, og skrive de der rapporter, men mere hvordan det virker ude i organisationen. Og så åbnede muligheden sig for at blive ansvarlig i proces-gruppen, og jeg tænkte, at det kunne være meget interessant at prøve kræfter med frivillig ledelse, og så er jeg typen, der godt kan lide en udfordring.

Om stafetten

Frivillig-stafetten er RoskildeNyts interview-stafet, som går rundt blandt de frivillige. Stafetten går på tur efter det princip, at den sidst interviewede vælger, hvem RoskildeNyt skal snakke med næste gang – og hvad vi skal spørge dem om. Man kan ikke sende frivillig-stafetten videre til én i sit eget team.

Har du nogle gode råd til dem, der overvejer at skifte frivilligjob?

Jeg tror, at det kan være godt at gå lidt analytisk til værks, og spørge sig selv om, hvad der egentlig driver ens motivation i forhold til at være frivillig. Det kan være alt muligt forskelligt; det sociale, ansvar, udvikling, intet ansvar eller andet. Hvis man begynder at få øje på nogle andre roller, som, man synes, kunne være spændende, kan man prøve at læse eller spørge ind til, hvordan det forholder sig i deres team.

Hvorfor er du frivillig på Roskilde?

Det er jo forskellige etaper. For fjorten år siden i bagelboden var det for at få billetten. De sidste tre år er det helt sikkert på grund af det faglige og min indre nørd. Og så er jeg vild med den store diversitet af mennesker, der er i organisationen. Folk der er spændende, søde og festlige.

Når Anja ikke er frivillig på Roskilde

Jeg er udviklingskonsulent i Glostrup Kommune, og ekstern underviser på Københavns Professionshøjskole. Så sejler jeg, og jeg skal sejle over Atlanten til november. Og så bruger jeg meget tid med mine venner, går meget til koncerter og så rejser jeg så meget, jeg kan komme afsted med.

Hvad er dit bedste råd til andre frivillige?

Hvis man går lidt sur i sit frivillige arbejde, så tal med en leder om det. Jeg synes, at organisationen er ret god, hvis de gerne vil holde på folk, til at gøre et eller andet for måske at give dig nogle andre opgaver eller strukturere tingene på en anden måde eller sætte dig sammen med nogle andre mennesker. Så hvis du har den mindste lyst til at fortsætte, men føler dig brændt ud, så prøv at tag fat i nogle af dine ledere og vær ærlig, i stedet for at gå i flyverskjul.

Har du et Roskilde-hack, vi andre skal kende til?

Noget, jeg har fundet ud af gennem årene, som jeg ville ønske jeg havde vist tidligere er; stop al koordinering. Hvor meget tid har jeg ikke har brugt på at vente og koordinere, hvis man gerne vil samle tre vennegrupper. Der går så uendeligt lang tid. Lad være. Det er meget nemmere at sige, jeg er gået, jeg står ved Apollo, jeg står der. Så kan folk finde dig.

Har du nogle traditioner, når du er på Roskilde?

Min veninde, som jeg skal høre Gorillaz med, vi skal altid spise Hjaltes toast. Der var nogle år, hvor vi købte virkelig mange toast, så der er bare noget nostalgisk i det.

Beskriv den mest optimale Roskilde-situation.

Når man har været til koncerter en hel dag, og man går til den sidste koncert på Arena og det hele sitrer, fordi man skal have det sidste ud af det.

Hvem skal stafetten tale med næste gang? Og hvorfor?

I skal snakke med Frederik Dines Ove, som er en gammel ven. Han kom fra et job som økonomidirektør og kom ret sent på festival. Da han kom til festival for første gang, og han var helt oppe at køre og tog alt det ind, som jeg elsker. På festivalen er han 32-timers frivillig.

Hvad skal vi spørge Frederik Dines Ove om?

Jeg tænker, at det kunne være interessant, om han kunne tænke sig at gøre mere end de 32 timers.

Tidligere stafetter

Trine Frydkjær, frivillig i analyse

 

Skriv en kommentar