I 1978 skrev aviserne om et ‘mystisk orangerødt drage-telt’, der var dukket op på festivalpladsen i Roskilde. Det er nu 40 år siden, og i den anledning går RoskildeNyt i sporet på Orange Scenes oprindelseshistorie, der startede med en spektakulær publikumsrekord i Hyde Park, før det i 1978 blev reddet fra rockkirkegården og hurtigt pejlede en ny fremtid for Roskilde Festival.

‘The Orange One’, som teltet dengang blev kaldt, var designet af den engelske scenedesigner Bill Harkin. Inspirationen kommer fra tankerne om tensile structures, som er idéerne om selvbærende og naturlige konstruktioner, havde sin udbredelse i 70’erne via den tyske arkitekt Frei Ottos skole. Frei Otto tegnede bl.a. det olympiske anlæg i München i 1972.

Det færdigsyede telt med de med tre master og den let svævende dug, opslået første gang ved Ridge Farm, Surrey i Sydengland i maj 1976. Foto: Bill Harkin

Tegningerne faldt i hænderne på The Rolling Stones’ tour manager, der stod for at planlægge bandets europæiske tourné i 1976. Bandet kunne lide, hvad de så. Scenen blev bygget.

De historiske bygninger fra det 17. århundrede på Ridge Farm tjente dengang som et slags kollektiv for tidens rockstjerner og deres venner, og grupper som Black Sabbath, Bad Company og Led Zeppelin havde deres regelmæssige gang i stedets studie og øvelokaler.
Altså det helt rigtige fødested for et scenetelt.

Valget af den orange farve har såmænd sin indlysende og simple forklaring:

“Tjaeh, det var sgu ærlig talt, fordi det var på tilbud. Men det er da en fed farve til et rock’n’roll-telt,” sagde Bill Harkin til Politiken i 2008.

Debut i regnen

29. maj 1976 spillede The Rolling Stones på ‘The Orange One’ for første gang. Bandet var booket ind til to koncerter på Zuiderpark Stadion i den hollandske by Haag. Regnen silede ned. Lastbilerne sad fast i mudderet. Én avisoverskrift dagen efter lød: ‘Rolling Stones for tunge til Haag’.

Det orange telt “The Orange One” får sin debut på Zuiderpark Stadion i den hollandske by Haag. Foto: Bill Harkin

Der var også andre problemer. Af de mere end 40 Rolling Stones-shows i Europa i 1976 viste et fåtal sig at være udendørsshows. Scenen var derfor kun i brug ganske få gange, bl.a. Haag, Stuttgart og Nice, hvor billedet ovenfor er taget den 13. juni.

Firmaet Revelation Staging stod som juridiske ejer af teltet, og uden de forventede udlejninger til The Rolling Stones udeblev de indtægter, der skulle dække omkostningerne til at bygge og transportere den ambitiøse konstruktion.

I forklædning

I sensommeren 1976 blev The Orange One for første gang til en festivalscene. Ved Knebworth Fair 21. august delte The Rolling Stones scenen med blandt andre Todd Rundgren, 10CC og Lynyrd Skynyrd, som efter eget udsagn blæste Stones af scenen. Bedøm selv.

Foto: Ukendt

Da mørket faldt på blev teltet iført det velkendte Stones-logo med tunge, tænder og oppustelige læber (eller er det bryster?). Jagger skabte ved lejligheden spekulationer om en forestående opløsning. Han kunne ikke forestille sig at spille ‘Satisfaction’ som 40-årig, fortalte han pressen.

18. september 1976 stoppede ‘The Orange One’ sin karriere i det engelske. Det blev til gengæld en spektakulær finale.

Mellem 150-200.000 publikum dukkede op til en gratis velgørenhedskoncert til støtte for vietnamesiske bådflygtninge, hvor Queen var det absolutte trækplaster. Se højdepunkter på Youtube.

Det er til dato rekorden for en koncert i Hyde Park, og politiet valgte af sikkerhedsmæssige årsager at stoppe koncerten før ekstranumrene og truede endda med at anholde Freddie Mercury, hvis han vendte tilbage til scenen.

Rockkirkegården

Efter koncerten i Hyde Park stod teltet efterladt. Ingen ville have det. Ejeren Revelation Staging var gået konkurs. Transportfirmaet Edwin Shirley Trucking havde en del penge til gode og tog teltet i pant. De dele, der ikke var blevet nuppet af det ubetalte crew, blev kørt ned til Shirleys farm i Kent i det sydlige England og læsset af i en hal fyldt med aflagt grej fra navne som Pink Floyd og Queen.

Det var en rigtig rockscenekirkegård.

I januar 1978 fandt daværende festivalleder Leif Skov teltet i en gammel og rusten bølgeblikhangar.

Herinde fandt den daværende festivalchef det aflagte telt. Foto: Nicolaj Brasch

I den ugentlige musikavis NME havde han i sommeren 1977 set et billede fra Queens kæmpekoncert i Hyde Park, og han øjnede her muligheden for at udskifte den amatøragtige stilladsscene med en professionel og iøjnefaldende scene.

‘En baldakin er til salg’

Man fornemmer ikke ligefrem suset fra de historiske vingeslag i formuleringerne i under punkt 6 i referatet dateret 16. april 1978 fra mødet i Roskildefondens Forretningsudvalg.

“En baldakin til overdækning af scene er til salg i England forventelig til en pris af kr. 150.000. Vi undersøger bygningsmyndighedernes indstilling, hvorefter festivalen kan afgive tilbud svarende til ovennævnte beløb.”

Passagen er dog ét af de tidligste bevarede vidnesbyrd om det forestående indkøb, der siden skulle farve Roskilde Festival orange og blive udgangspunktet for det let genkendelige og internationalt berømmede brand og logo.

I maj 1978 var handlen omsider fuldendt, og halvdelen af købssummen blev overført til en engelsk bank. DFDS Seaways i London blev bestilt til at hente canopyen hos Edwin Shirley, som i første omgang ikke ville lade læsset køre, før han havde fået sit tilgodehavende.
Cirka fem tons ‘bits and pieces’ var nu på vej til Roskilde.

Dansk debut

I maj ankom teltet til Roskilde, og et hold frivillige opsatte teltet opsat ved Poppelgården syd for pladsen med hjælp fra én af de engelske sceneansvarlige, der havde turneret med The Rolling Stones.

De nye danske ejere ville besigtige nyerhvervelsen og især danne sig et overblik over det manglende grej og skader, der var opstået siden Queen-koncerten i Hyde park.

Sælgeren måtte til lommerne og indkøbe supplerende jordspyd, sjækler og wirespil, så det frivillige scenehold kunne opsætte teltet i al sin pragt til festivalen, der fandt sted i dagene 30. juni til 1. juli.

Nye tider

“Med en vis stolthed i stemmerne kunne arrangørerne af weekendens Roskilde Festival i går afsløre et avanceret, orangerødt scenetelt, som de håber vil slå byens domkirke som vartegn.”

Sådan omtalte Politiken den 29. juni 1978 årets orange nyskabelse, mens Aktuelts læsere samme dag kunne læse om et mystisk 50 meter bredt ‘drage-telt’.

Det orange telt fik en flot modtagelse på Roskilde Festival. Foto: Ukendt

“Teltets særegne form gør det dels til et nyt Roskilde-symbol og dels byder det på bedre muligheder for såvel lysfolk som musikere,” lød det endvidere i Aktuelt.

Ingen syntes fra starten i tvivl om, at festivalens friluftsscene havde fået sig en ekstraordinær indramning, selvom startvanskeligheder gjorde teltrejsningen til en fire dage lang affære.

Mens hovedscenen gennem de foregående år lå på pladsens sydlige del, fandt den orange canopy sin rette placering længere mod nord, så den sendte lyden væk fra Roskilde by og gav publikum et let skrånende areal foran scenen.

30.000 besøgte den tre dage lange Roskilde Festival i 1978, hvilket var endnu en rekord i festivalens årelange vokseværk.

Og det var ikke kun det markante scenetelt, der varslede nye tider.

Lørdag aften tryllebandt Bob Marleys det svajende og lykkelige publikum med sine flagrende dreadlocks og glødende rastaman vibrations, mens den dengang 23-årige Elvis Costello dagen efter fik pladsen til at dirre i støvregnen med sine frustrerede kaskader af neurotisk og aggressiv rock.

Publikum blev udfordret og begejstret i fællesskabet. Roskilde Festival var for alvor ved at finde sig selv.

40 års fællesskab

I 1984 var den originale dug så slidt, at den måtte erstattes med en ny (kun masterne kunne fortsat bruges), og i 2001 – året efter ulykken – indkøbte festivalen helt ny konstruktion, der var 33 % større end originalen.

Foto: Flemming Bo Jensen

Og her står den endnu centralt i festivalbyens nordlige ende og lægger sommer efter sommer scene til de store helt store fællesskabsoplevelser i stadionformat.

I år kan den fejre sin 40 år fødselsdag sammen med Eminem, Bruno Mars, Gorillaz og Nick Cave & The Bad Seeds blandt de prominente fødselsdagsgæster.

Lad os gerne få 40 mere af slagsen.

Kilder:
Aftenavisen Roskilde Tidende, torsdag den 29. juni 1978, Aftenavisen Roskilde Tidende, mandag 3. juli 1978
Aktuelt, torsdag den 29. juni 1978, Politiken, torsdag 29. juni 1978, Politiken, Onsdag 16. april 2008, Forhandlingsprotokol for Roskildefonden, RoskildeNyt nr. 96, 2008, ‘Knebworth – 30 years of the Greatest Rock Venue in the World’, Henry Lytton Cobbold, 2003, Looking Back At The Odeon, interview med Roger Taylor and Brian May (Youtube), ‘Roskilde Festival’, Johannes Feil, 1981, ‘Vi mødes i Roskilde – Roskilde Festival i 25 år’, Grete Rung, 1995

Skriv en kommentar