Af Ina Marie Ernø Jacobsen

Krænkelser, kunst og kapitalismekritik var på dagsordenen til forårsfællesmødet.

Inspiration til adfærdsændringer, introduktion til kunstprogrammet og invitation til en fernisering i den gamle grusgrav. Programmet var både tætpakket og bredt favnende på årets første fællesmøde 21. marts på “Amtet” midt i Roskilde.

Havde du ikke selv mulighed for at deltage i mødet, så fortvivl ej. Roskildenyt var til stede og nedfældet et par ord om de vigtigste indslag. Og dem får du her:

1. Festen skal være fed for alle – også uden for festivalen

Problemer med gråzoneadfærd og krænkelser er igen i år højt på dagsordenen hos Roskilde Festival. For det skal være en fed fest for alle – både på og uden for festivalpladsen. Og den fede fest handler ikke bare om høj musik og fyldte fadølsanlæg. Det handler om at give plads og respektere hinandens grænser. Respekt for frirummet med andre ord.

Til at arbejde med – eller snarere mod – den problematiske adfærd har Roskilde Festival nedsat en projektgruppe, der arbejder med temaet året rundt.

Adfærdsprojektet står på fire ben. Arbejdet går både ud på at:

  1. Researche og indsamle viden om festivalgængernes adfærd, blandt andet i et igangsat ph.d-projekt.
  2. Arbejde for en bredere adfærdsændring og række ud over festivalen, blandt andet ved at besøge landets gymnasier med et roadshow om gråzoneadfærd.
  3. Sættes fokus på adfærdsproblemer under festivalen gennem kampagner og events på pladsen.
  4. Internt i organisationen at udruste og undervise de frivillige i bedre adfærd. Vi starter med os selv, som Michael Jackson sang i 1988.

På forårsfællesmødet fik vi besøg af to af de organisationer, som adfærdsarbejdsgruppen arbejder sammen med: DareGender og Sex & Samfund, der sammen med andre organisationer indgår i en fælles indsats på at forbedre adfærden på årets festival.

Forårsfællesmødet foregik på gymnasiet Amtet i Roskilde. Foto: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

2. Chelsea Manning, en antikapitalistisk slange og grammofonplader

I år bliver der lagt ekstra mange kræfter i kurateringen af Roskilde Festivals kunst- og holdningsprogram, der har sit afsæt i det overordnede tema for festivalen: Equality. I 2016 var hovedfokus på politisk lighed. Sidste år var det kulturel lighed, og i år handler det om økonomisk lighed.

Kurateringsgruppen løftede på forårsfællesmødet sløret for tre af de store happenings på årets festival.

Et af dem har allerede fået en del bevågenhed i medierne, nemlig besøget fra amerikanske Chelsea Manning, der blev idømt 35 års fængsel for whistleblowing tilbage i 2013. Han fik siden nedsat sin straf og blev løsladt på ordre fra den daværende præsident. Nej, det var ikke Donald Trump, men Barack Obama. Med sin nyvundne frihed rejser Manning, der desuden sprang ud som kvinde, mens hun var fængslet, rundt i verden og taler om aktivisme. I den forbindelse kommer hun altså forbi Roskilde Festival. Manning vil være til stede under det meste af festivalen og gøre sig bemærket både på camping og på scenerne.

Den anden happening er en gigantisk oppustelig slange, ‘The Serpent of Capitalism’, der skal sno sig gennem festivalområdet med et protestoptog som hale. Det er det skotske kunstnerpar Zoë Walker & Neil Bromwich, der står bag slangeoptoget, der skal symbolisere en giftig kapitalismekritik.

Sofie Dahl. Foto: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

I år kan festivalgængerne også opleve forskellige perfomances på den intime Gloria-scene. Et af dem er et audiovisuelt show med den danske kunstner og musiker HVAD, der også lagde vejen forbi den lille scene på forårsfællesmødet for at give de frivillige en forsmag på sin elektroniske dubstep. Til daglig går han under det borgerlige navn Hari Shankar Kishore, og så driver han noget så sjældent som et grammofonpladeskæringsstudie på Nørrebro ved navn Kommunal Dubplate Service. Hans show på Gloria-scenen er en del af en aktuel udstilling på Museet for Samtidskunst, der er sat i værk i samarbejde med Roskilde Festival.

3. Der sker noget i den gamle grusgrav…

Hadet af mange, elsket af få, men i hvert fald berømt og berygtet. Grusgraven er heldigvis fortid i East, og det 296 hektar store område, der i årevis er blevet brugt til at udvinde råstoffer skal fremover være et rekreativt kultur- og fritidsområde kaldet Milen. Inden længe ser et nyt værk dagens lys i Milen lige nord for Dream City: ‘Ursuppen’ skal forene landskab og kunststrategi og tager udgangspunkt både i råstofproduktionen i området og festivalens ånd.

På forårsfællesmødet fik de fremmødte en lille hilsen fra René Schmidt, kunstneren der står bag Ursuppen. Det var en oplevelse i sig selv – og måske højdepunktet på fællesmødet. Bedøm selv herunder:

Alle helårsfrivillige er inviteret til fernisering for Ursuppen. Det finder nemlig sted til næste fællesmøde, der er 24. maj. På græs vel at mærke. Så sæt kryds i kalenderen og tag det gode vejr med. Tak.

Skriv en kommentar