Efter en hæsblæsende ilddåb på hedengangne Pavillon Junior i 2012 måtte Nelson Can trække i håndbremsen og genfinde gejsten. Siden har trioen været igennem en længere forvandlingsproces, og nu er de atter klar til at indtage scenen på Roskilde Festival denne sommer. RoskildeNyt har mødt trioen til en snak om at finde sig selv, før man kan finde vejen til toppen.

For unge, håbefulde musikere kan en koncert på Roskilde Festival være den gyldne billet til at kickstarte karrieren. Konkurrencen om festivalpublikummets gunst er benhård. Det er altafgørende, at man ikke forspilder chancen.

“Da vi kommer ud og spiller det første nummer, så knækker stemmen helt – altså der er ingenting.”

Men hvad gør man, når man står på scenen og ens trumfkort sidder fast i ærmet? Man skruer forstærkeren op på 11 og håber på det bedste.

Det er med blandende følelser, at forsangeren i bandet Nelson Can, Selina Gin, genkalder bandets debutkoncert på Roskilde Festival i 2012:

”Da vi startede bandet, kunne ingen af os rigtigt spille. Så det med at varme op – det vidste jeg ikke, hvordan man gjorde. Jeg stod bare og råbte som en sindssyg ude bagved. Da vi kommer ud og spiller det første nummer, så knækker stemmen helt – altså der er ingenting. Og vi har ikke spillet nok sammen til at Signe lige kan redde den. Hun kigger bare på mig med et blik, der siger: ’the show must go on’”.

Signe Tobiassen og Selina Gin husker tydeligt Roskilde-koncerten i 2012, hvor de mere eller mindre stemmeamputeret alligevel valgte at gennemføre koncerten. Foto: Kasper Hjorth

I de senere år har Nelson Can udmærket sig som en yderst selvsikker trio, der formår at skabe betagende lyduniverser med få virkemidler. Vejen til anerkendelsen er båret af velvilje og benhårdt arbejde, men bandet tilskriver også en hektisk oplevelse på Pavillon Junior i 2012 som udslagsgivende for, at bandet overhovedet blev til et band – og dermed at vi kan se dem igen til sommer.

Inden vi dykker længere ned i den skæbnesvangre Roskilde Festival-debut, skal vi på en sviptur til Dyrskuepladsen en varm sommeraften i 2006.

Voldsomt førstehåndsindtryk i 2006

Når Nelson Cans tre medlemmer, sangerinden Selina Gin, bassisten Signe Tobiassen og trommeslageren Maria Juntunen lægger vejen forbi Roskilde Festival til sommer, er det med et hav af unikke oplevelser fra tidligere års musikalske udflugter til festivalpladsen i hukommelsen.

De gamle veninder, Signe Tobiassen og Selina Gin, husker det som en overvældende og nærmest uoverskuelig affære, da de i 2006 gæstede Roskilde Festival for første gang.

”Det første indtryk vi havde af Roskilde var, at det var massive”, mindes Selina Gin.

Udsigten til en aften i audiens hos Roger Waters havde lokket de to daværende teenagere til det forjættede land, og mens solen gik ned, fik de en forsmag på festivalens sentimentale side:

”Det var en ret speciel koncert med Roger Waters. Da han spillede ’Shine On You Crazy Diamond’, stod der fire fuldvoksne mænd og græd, mens de holdte om hinanden”, forklarer Selina Gin med et eftertænksomt smil på læben.

“JEG TROR, AT DET VAR EFTER ANDET NUMMER, HVOR VI LIGE STAK HOVEDERNE SAMMEN OG BLEV ENIGE OM, AT VI TOG DEN PÅ SHOWET. OG SÅ FIK DEN BARE SHOWMANSHIP FOR ALLE PENGENE.”

Den ceremonielle lukning af Orange Scene gjorde stort indtryk på de to førsteårsgængere. I de efterfølgende år blomstrede kærligheden til musikken, og få år efter koncerten med Roger Waters havde Selina Gin og Signe Tobiassen startet det musikalske samarbejde, der senere skulle blive til Nelson Can. Da de gæstede festivalen i 2012, skulle de selv optræde.

”The show must go on”

Da snakken falder på bandets debutkoncert på Roskilde Festival, er det ganske tydeligt, at emnet fremkalder stærke følelser – i alle ender af spektret. Bandets bassist, Signe Tobiassen, er dog ikke i tvivl om, at oplevelsen har spillet en afgørende rolle i bandets udvikling:

Jeg plejer at sige, at det er på grund af Roskilde, at vi er et band i dag. Det var egentlig aldrig planen, at vi skulle blive et stort musikprojekt. Vi havde lavet en EP af nogle forskellige årsager, og så var tanken, at vi skulle spille tre koncerter og stoppe – men så bookede Roskilde os. Vi snakkede frem og tilbage, om hvorvidt vi skulle gøre det eller ej. Vi vidste godt, at det var noget af et bjerg, vi skulle bestige, hvis vi skulle blive klar til Roskilde – fordi vi knap nok kunne spille”.

Trioen endte dog med at takke ja til tilbuddet. Blot to dage inden den store dag gav de en koncert på festivalens campingområde under mere spartanske forhold:

”Det var på et lille pisanlæg, hvor man blev nødt til at råbe og skrige for at høre noget som helst. Så Selina havde totalt mistet stemmen, da vi nåede til den rigtige koncert”, forklarer Signe Tobiassen med et smil.

Siden koncerten på Roskilde Festival i 2012 har bandet høstet anerkendelse for deres seneste plade ‘EP3’. Foto: Kasper Hjorth

Til bandets store fortrydelse viste det sig, at den overanstrengte hals blev en væsentlig hæmsko for den imødesete optræden på Pavillon Junior:

”Jeg tror, at det var efter andet nummer, hvor vi lige stak hovederne sammen og blev enige om, at vi tog den på showet. Og så fik den bare showmanship for alle pengene. Jeg tror faktisk, at der var en af sangene, jeg endte med at synge. Så det er også det, der for alvor sejlede under koncerten: vores eneste trumfkort var, at Selina sang godt – og så havde hun mistet stemmen”, forklarer Signe Tobiassen og får de andre til at bryde ud i latter.

Post-Pavillon Junior: Genrejsning og omrokering

Tiden efter koncerten brugte bandet på at reflektere over den halvbarske oplevelse. Ifølge Signe Tobiassen indså de, at enten måtte det blive deres sidste koncert, og ellers skulle alt laves om:

“DET FEDE VED AT RAMME BUNDEN ER, AT SÅ VED MAN, HVORDAN DEN SER UD, OG SÅ ENDER MAN MED AT SIGE: ’DET GIDER JEG IKKE IGEN’.”

”Efter koncerten så vi hinanden i øjnene og sagde: ’Okay. Vi har ikke krydset baren for, hvad der er godt nok endnu. Der skal ske nogle ændringer’”.

Signe Tobiassen er ikke i tvivl om, at den turbulente oplevelse har været med til at hærde hende som musiker og person:

”Det fede ved at ramme bunden er, at så ved man, hvordan den ser ud, og så ender man med at sige: ’Det gider jeg ikke igen’. Vi har virkeligt stået nogle ydmygelser igennem på scenen – på godt og ondt. Men vi har været der, så på en måde er det ikke noget, vi frygter. Vi ved, at vi kan komme igennem det. Jeg går aldrig på scenen med frygten for ydmygelsen. Det giver en anden sikkerhed på scenen faktisk – at have været så heldig at stå og fejle på en scene”.

Signe Tobiassen genkalder også, hvor langt bandet trods alt var nået på den korte tid mellem bandets begyndelse og koncerten på Roskilde:

”Man kan sige meget, men hold kæft vi havde knoklet. Vi gav alt, hvad vi overhovedet havde det halve år op til, og det var ret fedt. Så det med at have et mål, som man arbejder sig hen imod – og opdage hvor meget vi trods alt kunne rykke os på så kort tid, gav os blod på tanden”.

Maria Juntunen var til stede blandt publikum under debutkoncerten for bandet i 2012. Foto: Kasper Hjorth

”… Og så stod hende her ude i kulissen”, tilføjer Signe Tobiassen og kigger på Maria Juntunen, der tilbage i 2012 ikke var en del af bandet endnu. Hun havde været til stede blandt publikum, og gennem en ven blev hun introduceret til Signe Tobiassen og Selina Gin umiddelbart efter koncerten. Næste gang Nelson Can gav koncert, var det med Maria Juntunen bag trommerne, så ifølge Selina Gin banede Roskilde-debuten også vej for bandets første væsentlige ændring:

”Vi gik fra at være et for-sjovt-projekt til et seriøst projekt. Det blev for real med Nelson Can, da Maria kom med. Og hende mødte vi dér”.

”Pludselig står man i Koncertsalen og spiller live”

Siden 2012 har Nelson Can udgivet et debutalbum og spillet landet tyndt flere gange, men i 2017 nåede trioen for alvor ud til et større publikum – både i Danmark og i det store udland. Bandets medgang tager sit udgangspunkt i deres seneste udgivelse, ‘EP3’ fra september 2017, der høstede fremragende anmeldelser fra den danske musikpresse, og som blev kvitteret af Statens Kunstfond med kåringen som et af årets bedste musikudgivelser. Derudover har 2017 blandt andet budt på en udsolgt koncert i Pumpehuset og en turné i England.

“Med den her udgivelse føler jeg for første gang, at vi er kommet i sync med folk.”

Maria Juntunen mener, at man i bandet har en mærkelig følelse af, at alting falder på plads:

”Vi er jo et band, der knokler og arbejder hårdt. Vi har vores eget pladeselskab, og ud over ‘EP3’ har vi udgivet alting selv. Så det har været en lidt ny følelse – nærmest som at få tingene foræret. Folk kontakter os. Ting kommer lidt lettere. Det er en dejlig følelse, men meget anderledes. Pludseligt står man inde i Koncertsalen og spiller live. Hov, hvad skete der lige her?”.

Selina Gin uddyber:

”Vi har jo altid haft en fanbase i Danmark, men der er pludseligt kommet så mange flere til. Det betyder så meget, at folk kommer til vores koncerter, køber vores musik eller skriver en sød e-mail. Og at man så oven på kagen får noget anerkendelse i form af priser. Men det er publikum, der har sørget for, at vi har fået den”.

Hør ‘Miracle’ fra pladen herunder:

For Signe Tobiassen har den positive respons på udgivelsen betydet, at hun føler sig forstået:

”Med den her udgivelse føler jeg for første gang, at vi er kommet i sync med folk. Vi har formået at lave den plade, der viser det, vi gerne vil vise. Så det er i høj grad også en følelse af at blive forstået. Det er meget vigtigere for mig, at folk har lyst til at komme ud og høre os spille live end alverdens priser. Og det var først, da vi gav os selv den fuldkomne kreative frihed, at vi fik lavet den plade, hvor vi synes, at det er lykkedes for os. Og det giver mig en kunstnerisk ro”.

Inden sommerens gensyn med Roskildes Festivals utrættelige publikum har Nelson Can planer om at holde ild i den kreative proces – med omtanke:

”Det skal være en høj prioritering at få lavet mere musik i 2018. Den her EP har klaret det rigtigt godt herhjemme og fint i udlandet, men der er stadig langt ved endnu. Så skal vi på Danmarksturné i februar, hvor vi spiller ni koncerter rundt omkring i landet. Og så skal vi forhåbentligt også mere til udlandet”, udtaler Signe Tobiassen og bliver suppleret af Selina Gin:

”Vi skal dog passe på med at tænke, at vi skal lave opfølgeren. Det regelsæt, man putter ned over hovedet på sig selv – ud med det. Det, der gik så godt med den her udgivelse, var, at der ikke var nogle regler”.

En trio i topform melder sig klar til RF ’18

Nu er trioen klar til at bringe deres karakteristiske ufiltrerede energi tilbage til stedet, hvor det hele startede. Denne gang uden selvsaboterede sangstemmer og usikkerheder. Alle tre får entydigt slået fast, at det er megastort at skulle spille på Roskilde Festival, og Selina Gin er ikke i tvivl om, at et spillejob af den kaliber kalder på specielle forberedelser:

”Vi glæder os virkelig meget. Jeg tror godt, man kan se det som Roskilde-koncertén. Så vi har ret travlt, for vi vil gerne lave noget helt specielt. Der skal ske noget ekstraordinært”

Ifølge Signe Tobiassen vil de nok skæve lidt til bandets koncert på Haven Festival i 2017, hvor de blandt andet blev gæstet af Aaron Dessner fra The National på scenen:

De seneste par år har jeg ofte tænkt: ’hvornår bliver vi booket?’

”Vi kan godt afsløre, at vi ikke kun bliver tre på scenen. Da vi spillede Haven i sommer, havde vi otte mand med op på scenen. Det har helt klart givet os mod på at lave lidt anderledes setups og eksperimentere med vores udtryk”.

Maria Juntunen, der siden 1999 har besøgt Roskilde Festival, glæder sig meget til, at hun skal optræde – denne gang som en del af Nelson Can:

”De seneste par år har jeg ofte tænkt: ’hvornår bliver vi booket?’ Og jeg synes bare, at vi bliver booket på det helt rigtige tidspunkt, hvor vi virkeligt har noget med i bagagen, som vi er super stolte over”.

Med et glødende, nærmest orange glimt af forventningens glæde i øjnene afslutter hun:

”Men det er også specielt, fordi vi er et dansk band. Vi er vokset op med Roskilde Festival, der gør rigtig meget for dansk musikliv. Vi har totalt hjemmebanefordel. Så det er dejligt at få en kæmpe platform – men stadig føle sig tryg. Og når man har fået så meget fra Roskilde som musiker og menneske, så er det bare fantastisk at kunne give noget igen”.

Skriv en kommentar