Roskilde Festivals nye pantstrategi har blandt andet udmøntet i sig frivillige pantguider på festivalen. Følg med RoskildeNyts udsendte og pantguiderne på tur i smatten i denne reportage fra pantsamlernes Roskilde Festival.

Det er torsdag eftermiddag på Roskilde Festival 2017. Himlen er grå, mudderet er gråt, men foran pantboden i campingområde C bliver jeg mødt af et festfyrværkeri af farver. Mere eller mindre improviserede regnsæt i alle regnbuens nuancer lyser op og kæmper om min opmærksomhed. En ung fyr klædt i pink plastik fra top til tå står i kø til pantboden med en bugnende pose. Han stikker mig et stort smil, da jeg giver ham et kompliment for hans kreative outfit.

Fotograf: Rasmus Kongsgaard

Det er dog ikke for at spotte vandtæt streetstyle, at jeg har trodset regnen og trasket hele vejen til campingområdets udkant i mine hullede gummistøvler. Jeg er her for at blive klogere på, hvordan det er at samle pant på festivalen – og hvordan Roskilde Festival måske i endnu højere grad kan imødekomme den gruppe gæster, der er taget på festival for at samle pant. Derfor har jeg har allieret mig med nogle eksperter på dette område, nemlig de frivillige pantguider fra Responsible Refund.

Det handler om tryghed, information – og anerkendelse

 

Responsible Refund startede som pilotprojekt i 2016. Her var gruppens primære fokus at indsamle informationer om de festivalgæster, der køber en billet for at bruge det meste af festivalen på at samle pant. Hvordan er deres verden og vilkår på festivalen? Hvad gør man fra festivalens side for at imødekomme dette segment? Og er der noget, man kan gøre bedre?

På baggrund af den viden, Responsible Refund indsamlede i 2016, formulerede de en række anbefalinger, som de gav til Roskilde Festival. En central konklusion var her, at der er behov for nogen, der kan give information og skabe tryghed for de festivalgæster, der er på festival for at samle pant. Et behov, som Responsible Refund i år prøver at imødekomme med 60 frivillige pantguider.

Fotograf: Rasmus Kongsgaard

Vagtplanen er lagt, så der under hele festivalen, nat og dag, er to pantguider ved hver af de store pantboder. De står klar til at møde de festivalgæster, der kommer for at aflevere pant, og sørge for, at de har den information, de behøver.

Pantguiderne har desuden uddelt handsker og kasketter med Roskilde Festivals logo til pantsamlerne. For Responsible Refund handler det nemlig også i høj grad om at anerkende det store oprydningsarbejde, disse festivalgæster gør.

 

Camp Pant?

I dag har jeg – RoskildeNyts udsendte – fået lov at være på vagt med Ida og Anna fra Responsible Refund. De tager imod mig ved boden med store smil og Responsible Refund-veste trukket ud over deres regntøj.

Ved et bord under en hvid pavillon magen til dem, der pryder enhver roskildelejr med respekt for sig selv, sidder tre mænd. Den ene er ved at gnave sig vej gennem en sandwich, den anden holder en Fanta-flaske i luften midt mellem bordet og sin mund, som om han er gået i stå midt i en tår. Han stirrer tomt og træt frem for sig. Den sidste er sunket sammen hen over bordet midt i, hvad der ligner en velfortjent lur.

Anna fortæller mig, at de fleste af de, der bruger pantboden, arbejder med at samle pant, næsten i døgndrift. ”Mange sover ikke ret mange timer om natten, så derfor bruger de for eksempel bordet her til lige at tage et hvil.”

Og det er der en god grund til, forklarer Anika Follmann, der er teamleder for Responsible Refund:

”Noget af det, man skal forstå, er, at rigtig mange af dem, der kommer på Roskilde for at samle pant, er fattige. I ordets egentlige forstand. Ellers ville man ikke komme her og betale en billet for at lave så hårdt et stykke arbejde. For det er meget hårdt at samle pant, og det er meget beskidt at gå og rode rundt i folks affald. De kommer ud af nød og et behov for at få samlet penge ind for at forsørge deres familier for eksempel. De har købt den her billet, de har måske overbevist konen om, at det var en god idé. Så de arbejder benhårdt,” siger Anika, som dog understreger, at det selvfølgelig er en generalisering, men ikke desto mindre en generalisering med belæg i deres undersøgelser fra året før.

Fotograf: Rasmus Kongsgaard

Da jeg spørger til, hvor disse gæster typisk sover, når de finder tid til at sove, er Anikas svar igen, at det er forskelligt:

”Nogen slår et telt op i en lejr og føler sig fint modtaget der. Andre sover ikke rigtig, måske får de sig en lur under et træ et sted, meget ubeskyttet. Nogle andre laver deres egne lejre.”

Jeg spørger, om det kunne være en idé, at Roskilde Festival lavede et særligt område til de gæster, der kommer på festivalen for at samle pant. Et område, der imødekommer deres behov – en Camp Pant – ligesom man for eksempel har lavet områder, der imødekommer andre segmenter af festivalens gæster (Silent and Clean, Get a Tent o.s.v.).

Men det afviser Anika: ”Vi snakkede om sidste år, om det ville være en idé, at der var et område til dem, men responsen blandt pantsamlerne var, at det ikke ville være en god idé, for der bliver nemt et hierarki imellem dem, og det bliver nemt en konkurrence – for er der nu pant nok i år? Måske er vi også nået længere, hvis de føler sig trykke ved at bo i en lejr med andre festivalgæster. Der er nogen, der har nogle grimme oplevelser med det, men også nogen, der har gode.”

I køen foran pantboden i C møder jeg Steve, som har haft en fin oplevelse med at sove på campingpladsen. I hvert fald indtil i dag. Da jeg spørger Steve, hvor han sover, slår hans ven, der står i køen lidt længere fremme og lytter med, en høj, drillende latter op.

”Jeg havde et telt derovre,” fortæller Steve og peger i retning af Street City og campingområde B. ”Men det er gået i stykker.” På trods af, at han nu er teltløs – og gennemblødt, er Steve er i godt humør, og da jeg spørger, hvordan han holder humøret oppe, svarer han, at han godt kan lide festivalen. Han har været på Roskilde flere år, og han synes, at det er endnu bedre og nemmere i år, fordi køerne ved pantboderne er kortere.

Arbejd’, arbejd’

Steves ven, der nu har fået scannet sin pant og fået sin kvittering, vinker til Steve med sin tomme pantsæk, stadig med et drillende, men venligt smil og råber: ”See you at the office!” Arbejdet kalder, og for de fleste er området omkring pantboden ikke et sted, man hænger ud.

Det mener Anika fra Responsible Refund dog, at det med fordel i højere grad kunne være:

”Sidste år afprøvede vi, at der var nogle telte ved pantboderne med steder, man kunne sidde, kunne få opladet sin mobil og trække stikket. Det oplevede vi, at de brugte rigtig meget. Det med at hænge ud, få et læ og et helle: Et sted hvor de ikke var bange for at blive chikaneret eller bestjålet. Det har vi ikke i år. Jeg oplevede at områderne sidste år var lidt mere skærmede, og lidt mindre udstillede,” fortæller Anika, men understreger samtidig, at det ikke er fordi, de andre gæster ikke skal se, at de at de er her.

”Jeg mener, at det er rigtig godt for de andre festivalgængere at se, at dem der rydder op, når du ikke selv gider, det er dem her. Og der er faktisk nogle mennesker i den her globale verden, der ikke har de samme muligheder for at tage på festival, som du har.”

Kontantløse udfordringer

I år har der dog været en anden udfordring, der, set fra Anika Follmann og Responsible Refunds perspektiv, har overskygget det meste:

”I år har den største udfordring uden tvivl været det kontantløse system. Der har været systemudfordringer, som for mange mennesker bare er irriterende, men for de her mennesker er det mere end det. De har ikke lige et Dankort, så de kan ikke få mad, hvis det ikke virker. Og for mange af dem er det svært at gribe det abstrakte. Det er ikke fordi de er dumme, men hvis de bliver snydt, er de bare virkeligt dårligt stillet.”

Fotograf: Rasmus Kongsgaard

Anika understreger, at det dog ikke er det kontantløse system i sig selv, der har været problemet – men de fejl, der har præget systemet:

”Responsible Refund har bakket 100% op om den kontantløse løsning, men det har været rigtig ærgerligt med de her systemfejl, og selvom fejlene løbende er blevet løst, giver det nogle udfordringer for den gruppe, når de opdager, at deres penge er væk fra kortet. Så mister de tillid til systemet. Der har været noget oplysende arbejde i at forklare, hvordan man bruger cash-kortet, men havde det bare virket, så tror jeg det havde været en mindre opgave.”

”It’s not just this carnival?”

Ved et dertil indrettet bord står en mand i en gul, regntæt heldragt og sorterer sin indsamlede pant. Flasker og dåser med dansk pantmærkning i én pose, og dem uden i en anden.

Han fortæller mig, at han hedder Miki. Miki har to store sække med indsamlet pant, som han lidt efter lidt lader rasle ud på det let skrånende træbord. Bordet er bygget, så man kan stå ved det uden at skulle bukke ryggen, og forsynet med høje kanter, så panten ikke triller ned i smatten.

Fotograf: Rasmus Kongsgaard

Miki giver sig tid til at give mig hånden og spørge om mit navn, selvom han har meget pant at sortere. Da jeg spørger, hvordan det går, giver han luft for sin frustration over pantsystemet, som han ikke forstår.

Hvorfor giver nogle øldåser én krone, mens en anden dåse – uden pantmærke, men ellers magen til – giver meget mindre? De er jo lavet af det samme!

Jeg tøver, men heldigvis træder Ida til. Som pantguide er hun inden festivalen blevet klædt på med den relevante information, ligesom hun er blevet undervist i målgruppen og i konflikthåndtering.

Ida kaster sig ud i en forklaring af det danske pantsystem, men må også medgive Miki, at det virker lidt fjollet. Og netop det, at informere, er en vigtig opgave, fortæller teamleder Anika:

”Sidste år var der for eksempel mange, der ikke vidste, at festivalpladsen åbnede onsdag, og at de var velkomne derinde. Der var en mand, der, da vi fortalte ham det, udbrød: ”What? It’s not just this carnival?” Derfor har pantguiderne en vigtig oplysende rolle i for eksempel at sige: Nu åbner pladsen herinde. Der er også en pantbod, og der har I også lov til at være.”

En ny gruppe på Roskilde Festival

En, der har taget festen til sig, er Mohammed, som jeg møder i køen til pantboden. Han er kommet til Danmark fra Sierra Leone og bor nu på Dianalund Asylcenter. Da jeg spørger, hvordan det går, lyser han op i et stort smil: ”Jeg elsker den her festival!” svarer Mohammed, og forklarer, at han finansierer sit ophold ved at samle pant, men at han også har tid til at danse og feste.

Mohammed giver mig en kort demonstration af sine dansetrin og bekræfter mig i, at Responsible Refund har fat i noget: Mohammed og de andre, jeg møder ved pantboden den eftermiddag, har præcis lige så meget ret til en fed festival som dig og mig, de søde højskoleelever med den fede musiksmag i min nabolejr og hende, der redde dit liv ved at lange et smil og en Skiburger over disken til dig i nat.

Som Anika Follmann siger: ”De køber deres armbånd som de fleste andre, og ligesom der er nogen, der gerne vil bo i en campingvogn, nogen der gerne vil have det pænt og rent græs og ro, når de skal sove, og så videre, har de bare deres måde at gøre det på. I Responsible Refund mener vi, at det er vigtigt, at man ser på de der samler pant, som en gruppe af festivalgæster, som der, ligesom for alle andre grupper, bør blive lavet nogle tiltag for at imødekomme. Det er i det lys, vi gerne vil se vores indsats. Det er hverken varmestuearbejde eller opsøgende gadeplansarbejde. Det er en måde at understøtte den måde, de som gæster har valgt at være her på.”

 

 

Skriv en kommentar