Eksterne kompetencer og engagement skal det næste år styrke og udvikle bestyrelsernes arbejde i Foreningen Roskilde Festival og Roskilde Kulturservice A/S. Foreningens bestyrelse får et nyt supplerende medlem udpeget af bestyrelsen selv, mens Roskilde Kulturservices bestyrelse får to nye medlemmer. De skal hver sidde i 1 år.

Det er første gang, bestyrelsen i Foreningen Roskilde Festival udpeger et supplerende medlem. På den ekstraordinære generalforsamling i Foreningen Roskilde Festival i november sidste år blev det nemlig besluttet, at bestyrelsen fremover kan udpege 1-2 eksterne medlemmer af bestyrelsen.

Og bestyrelsen har nu valgt at udpege Pernille Drost, mens Roskilde Kulturservices bestyrelse får Lars Frelle som ny formand og Sara Linell som nyt menigt medlem.

Lær de nye bestyrelsesmedlemmer at kende herunder. Er du nysgerrig på Roskilde Festivals-gruppens bestyrelsesstruktur, kan du se meget mere i Roskilde Festival-gruppens Årsskrift 2016 her samt i bestyrelsernes ansvars- og kompetencebeskrivelse her.

Pernille Drost – fra kultur- og fagforeningslivet

– udpeget som supplerende medlem til Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse af Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse

 

Der var ingen tvivl, da Pernille Drost blev spurgt, om hun ville engagere sig i Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse det næste år:

”Jeg elsker jo at lave Roskilde Festival-arbejde og har gjort det i pressegruppen som frivillig i fem år nu. Jeg kan godt lide det med at se, hvordan tingene sker bagved, og hvordan de forskellige hjul kører sammen,” fortæller Pernille.

“Jeg har altid været ekstremt fascineret af, at man kan få så mange frivillige til at bevæge sig i samme retning.”

I bestyrelsen skal Pernille bruge nogle andre kompetencer, end dem hun bruger, når hun tager fri fra sit fuldtidsarbejde, for at sidde 40 timer på pressekontoret under Roskilde Festival:

”Jeg har arbejdet med organisationer og været fagforeningsformand, så forhåbentligt kan jeg komme med noget om, hvordan man kan udvikle bestyrelsesarbejdet. Og så vil jeg rigtig gerne arbejde med at skabe en forening, hvor flere ved, at man kan være aktiv udover det at komme og være frivillig i selve festivaldagene,” siger Pernille.

Selvom Pernille Drost til hverdag sidder i en chefstilling på Det Kgl. Bibliotek, så er hun – ud over at være glad for Roskilde Festival og de kolde øl, der følger med – også en ”frilandsagtig” type, der ofte rider rundt på Amager Fælled eller knokler løs på en træbåd fra 1968 i Svanemøllehavnen.

”Og så er jeg jo gammel Roskilde-føding”, fortæller Pernille, pludselig lidt mere syngende. ”Jeg har gået på Amtsgymnasiet og er vokset op i Osted og været frivillig på Roskilde i gamle dage, da det hele var noget mere håndholdt.

Pernille Drost er 45 år og bor på Frederiksberg med sine to teenagedrenge.

CV Pernille Drost:

  • 2013- Vicedirektør, Det Kgl. Bibliotek
  • 2013-2015: Næstformand, Akademikernes A-kasse
  • 2005-2013: Formand, Bibliotekarforbundet
  • Siden 2013: Frivillig i pressegruppen i Roskilde Festival

Lars Frelle-Petersen – fra Orange Scene og embedsværkets top

– udpeget til Roskilde Kulturservices bestyrelse af Fonden Roskilde Festival

Der stod 1991 på papirkalenderen, første gang Lars var på frivillig på Roskilde Festival. Han har både skrællet kartofler og været ansvarlig for Orange Scene. I dag er han en del af holdet, der står for Backstage Village-området. Det har givet oplevelser og erfaringer for livet:

”Jeg har ikke siden oplevet det – det med at nakkehårene rejser sig, når 60.000 mennesker står foran det, man har bygget. Den kulmination det er, når det hele spiller, det man har lagt så mange kræfter i. Jeg har jagtet det i mit professionelle liv – men det findes ikke,” fortæller Lars, der til dagligt er afdelingschef i Finansministeriet og har været direktør i mange år.

Nu skal han være formand for bestyrelsen for Roskilde Kulturservice og en del af forretningsudvalget i Roskilde Festival-gruppen. Her vil både bruge sit kendskab til Roskilde Festival og ikke mindst sine erfaringer som leder.

”Jeg har været direktør for en stor organisation og været embedsmand i staten. Så jeg har arbejdet med store problemstillinger og har evner for at drive store administrationer. Jeg kommer altså ind med et professionelt syn på ledelse: Ikke kun af de ansatte, men også i samspillet mellem frivillige og ansatte,” siger Lars.

Som bestyrelsesmedlem, udpeget af Fonden Roskilde Festival, vil Lars Frelle-Petersen især fokusere på at fastholde og udvikle Roskilde Festival som en stor, omfavnende, international kulturbegivenhed. Men det er også vigtigt for ham, at frivilligheden er i fokus:

“Jeg lærte meget af at være frivillig, som jeg har brugt i mit professionelle liv. Det vil jeg gerne give noget videre af.”

”Det er også en mærkesag at udvikle det frivillige og sikre at den bærende kraft, som de er, bliver bibeholdt. Jeg var purung, da jeg fik ansvar for Orange Scene, og jeg lærte meget af at være frivillig, som jeg har brugt i mit professionelle liv. Det vil jeg gerne give noget videre af.”

Lars, 47, bor i Hellerup med sin kone og tre børn – den ældste har allerede været frivillig på Roskilde Festival. Han løber og cykler – og forsøger at se en masse og kultur og musik sammen med sin familie – der dog ofte har lidt mere tid til koncerter, end han har.

CV Lars Frelle-Petersen:

  • 2017- Afdelingschef, Finansministeriet
  • 2012-2017: Direktør i Økonomistyrelsen/Digitaliseringsstyrelsen
  • 2006-2011: Kontorchef/Digitaliseringschef i Finansministeriets departement
  • 1993-1998: Ansvarlig for Orange Scene, frivillig
  • 2017: Tilbagevendende frivillig leder i Backstage Village på Roskilde Festival

Sara Linell – fra kultur- og organisationsledelse

– udpeget til Roskilde Kulturservices bestyrelse af Foreningen Roskilde Festival

”Jeg er af den opfattelse, at Roskilde Festival er Danmarks vigtigste kulturbegivenhed overhovedet. Uden sammenligning.”

Sara Linell kender kulturen. Hendes karriere har haft kulturbranchen, kulturpolitik og vilkårene omkring kunsten og kulturen som omdrejningspunkt. Sara har også over 12 års erfaring fra offentlig kulturforvaltning, har de sidste tre år været direktør i Dansk Musiker Forbund og er nu ansat som PA for bestyrelse og direkion i KODA.

Det er dog kun blevet til to Roskilde Festivaler – indtil videre. Senest i år.

”Så tænkte jeg – ”hvorfor har jeg dog ventet i 17 år?” For det var en vidunderlig oplevelse at være tilbage,” fortæller Sara.

Til gengæld bringer det nye bestyrelsesmedlem, der er udpeget af Foreningen Roskilde Festival, en bred viden og kompetence ind i bestyrelsen:

”Noget af det, jeg kommer ind med, er et bredt kendskab til det danske musik- og kulturliv og en mangeårig erfaring med ledelse og drift i organisationer.”

Når Sara ikke holder styr på chefer og bestyrelse i KODA, er hun mor til bør børn på 5 og 7 år. Hun bor på Vesterbro og er i gang med et omsiggribende sommerhusrenoveringsprojekt.

CV for Sara Linell:

  • 2017: PA for direktion og bestyrelse, KODA
  • 2014-2016: Direktør i Dansk Musiker Forbund
  • 2003-2014: Fuldmægtig/Kontorchef i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune.
  • Siden 2015: Bestyrelsesmedlem og medlem af forretningsudvalget, VEGA

Skriv en kommentar