Finn Kristiansen startede som frivillig på Roskilde i 1972, senere fulgte hans tre sønner trop, og i dag er flere af børnebørnene også med. RoskildeNyt mødte repræsentanter fra alle tre generationer af familien Sonne-Kristiansen for at høre om deres særlige tilknytning til Roskilde Festival – og om de aldrig bliver trætte af at være med familien på festival.

I 1972 tog Roskilde Kommune kontakt til en af de lokale ungdomsklubber, Larsens Ungdomsklub i Bondetinget, og bad dem arrangere anden udgave af Roskilde Festival. Et af ungdomsklubbens medlemmer var Finn Kristiansen, og det blev starten på hans indtil videre 45 år lange virke på festivalen.

Rundt i organisationen gennem fem årtier

Sammenlignet med i dag var festivalen dengang et meget lille foretagende med kun 10-15 frivillige i alt, og de første år var Finn både med til at bygge scenen (der var kun én scene) og sætte hegn op. Efterfølgende har han haft mange forskellige opgaver på festivalen: han har været en del af pladsgruppen, medansvarlig for Blå Scene og en del af bookinggruppen i 1980’erne.

De to ældste af Finns sønner, Jesper (50) og Søren (49), arbejdede første gang på festivalen i 1978 – hvor de vaskede op efter de to arbejdshold – og den tredje søn, Anders (43), debuterede som frivillig nogle år senere. Søren og Anders har for det meste været tilknyttet holdet omkring Blå Scene – der i dag hedder Pavilion – mens Jesper har arbejdet i check-in. Jesper, Søren og Anders har syv børn mellem sig, og de ældste er nu nået den alder, hvor de selv er begyndt at være frivillige, herunder Rebecca og Malthe (begge 16), der er frivillige i check-in.

Roskilde Festival er kulturarv i familien

For Søren har det dog været essentielt at hans to døtre fik Roskilde Festival ind under huden helt fra starten, og han har haft dem med en eftermiddag hvert år i opbygningsfasen fra de var helt små:

”Det her har jo været en del af vores liv, og vi vil gerne give den kulturarv videre. Det er vigtigt for os, at der er en overlevering fra generation til generation: At man både giver nogle af de kulturelle oplevelser videre, og man samtidig giver dem mulighed for at udvikle deres egen måde at lave frivilligt arbejde på. Og jeg tror, det er vigtigt for festivalen at have nogle medarbejdere, der ikke blot er på festival for at få en gratis festivalbillet. Der er en særlig kultur omkring de her arbejdshold og nogle traditioner, som gør, at man får lyst til at komme igen.”

Det her har jo været en del af vores liv, og vi vil gerne give den kulturarv videre. Det er vigtigt for os, at der er en overlevering fra generation til generation: At man både giver nogle af de kulturelle oplevelser videre, og man samtidig giver dem mulighed for at udvikle deres egen måde at lave frivilligt arbejde på.

Sørens datter Rebecca er enig i, at der eksisterer en særlig frivilligkultur på festivalen:

”Når man har været her så mange år, bliver det lidt som en stor familie. Alle taler med alle, og hvis man har et spørgsmål, så er der altid en, der kan hjælpe. Der er et virkelig godt fællesskab.”

Festivalsnak til familiefesterne

Med undtagelse af Finn og Jesper, der begge tager hjem og sover, bor hele familien sammen i en stor lejr på medarbejdercampen. Men er det virkelig lutter lagkage at være på Roskilde Festival med hele familien?

”Det er mere et problem, når man er sammen med familien ved andre lejligheder, for så bliver der talt festival. Og så skal man høre for noget, man gjorde for 20 år siden,” mener Jesper.

Rebecca har for sit vedkommende følt familiebåndene i festivalversionen på egen krop fra barnsben af: ”Der er mange sjove historier. Jeg har en historie, som jeg aldrig tilgiver min far. Min søster og jeg fik engang lov at sidde og save i noget, mens min far lavede noget andet, og så kom jeg til at save mig selv i benet. Men min far synes ikke, at det var slemt nok til at tage på hospitalet, så han satte bare en forbinding på. Jeg har stadig et ar på benet, som nok ikke ville have været der, hvis jeg var kommet på hospitalet.”

Familien Sonne-Kristiansen løber ellers ikke hinanden på teltdugene i løbet af Roskilde Festival. På spørgsmålet om, hvorvidt de tre generationer mødes til middag og koncerter, svarer Søren: ”Nej, ikke så meget. Vi har et særligt sted ved Orange, hvor man kan mødes inden koncerterne, men vi vil normalt ikke høre det samme, så det sker ikke, at hele familien går til koncert sammen.”

En festival i festivalen

Som frivillige gennem årtierne, har familiens forskellige generationer fulgt Roskilde Festivals organisatoriske udvikling indefra. Søren fortæller: ”I 1970’erne og 80’erne havde man kun tre-fire arbejdshold, og nu er der selvfølgelig mange flere, men de har hver især deres egen lille festival i festivalen med deres egne traditioner, som de holder fast i. Det er vigtigt: det er det, der holder mange af de frivillige, der er her i to-tre uger, til ilden. Hvis man laver for meget om på det, risikerer man at miste folk.”

”Der er så mange subkulturer herude, og dem må man ikke ødelægge,” slutter frivillig-farfar Finn af, inden familien Sonne-Kristiansen igen går hver til sit for at passe deres forskellige frivilligindsatser.

SHARE
Previous articleKlub Rå – overraskelsen var i fokus
Michael Lakjer Meyer

Michael Lakjer Meyer

Michael er dedikeret musiknørd med smag for alt fra country til elektronisk, hvilket gør et årligt ophold på Dyrskuepladsen til en selvfølge. Siden 2002 har han med få beklagelige undtagelser været på Roskilde hvert år, enten i rollen som betalende gæst, frivillig i en pølsevogn eller journalist for det nu hedengangne musikmagasin Almonde.dk. Michael underviser til daglig i dansk på en sprogskole.

Skriv en kommentar