Hanne Davidsen strikker for familien og for fællesskabet. Syv unikke sweatre med Roskilde-logo er det blandt andet blevet til. Nu får The Weeknds tourmanager, Matt, også en helt særlig souvenir.

Han kunne ikke få den ud af hovedet. Den mørkegrå sweater med Roskilde-logo på, som hang over skulderen på Emilie Davidsen – den frivillige, der fulgte ham og The Weeknd fra lufthavnen ud til bussen til Roskilde.

Matt fik sat en større eftersøgning i gang. Det måtte jo være officielt merchandise! Måske fra tidligere år. Men eftersøgningen gav ingen frugt, indtil Hanne Davidsen, der er frivillig i Intern Transport, overhørte, at nogen efterlyste en strikket Roskilde-sweater.

Hanne Davidsen med en af sine hjemmestrikkede sweatre. Foto: Rasmus Kongsgaard

”Den har jeg strikket!” udbrød Hanne, Emilies faster.

Egentlig kun for familien

Onsdag aften inden Orange Scene-koncerten, mødtes Hanne Davidsen med den glade tour manager og et målebånd, så nu kan han se frem til en helt særlig sweater:

”Jeg havde faktisk først sagt nej. Fordi jeg kun strikker til familien. Men så blev jeg lidt blød. Jeg synes, det var en lidt sjov historie,” fortæller Hanne.

”Der er mange der spørger, om de også kan få en. Men man kan godt blive træt af den der orange farve. Den er lidt hidsig at sidde med, ik? Jeg har også sagt, at den næste bliver først, når min søn eller datter skal giftes – så kan de komme i betragtning til en sweater. Min mand har ikke engang fået en endnu!”

Sønnikes sweater var for grim

Det hele startede for otte år siden, da Hannes søn var par vej ud en kølig sommeraften i starten af juni, og hev en gammel genbrugssweater frem fra skabet.

”Jeg sagde, ’den er fandme grim’,” fortæller Hanne og tilbød at strikke en ny sweater til ham inden Roskilde Festival.

”Og så gik jeg simpelthen i gang med at kopiere op og ned og tælle. Men det er et bøvlet mønster at lave Orange Scene. Der er mange spidser,” griner Hanne.

“Made by søde mor”

Syv børn, niecer og nevøer er med tiden blevet begavet men en personlig Roskilde-sweater. En om året strikker Hanne. På skulderen står der ”Made by søde mor” – eller moster eller faster. Det giver masser af orange street-credit på campingområdet, fortæller Hannes yngre familiemedlemmer. Men det skaber også fællesskab i familien.

”Jeg synes, det er sindssygt sjovt at gøre sådan noget, som bliver en fælles ting. Det handler om fællesskabsånden. Det er i det hele taget er det bedste ved Roskilde Festival. Det er også derfor, jeg har været frivillige herude i over 30 år. Jeg elsker fællesskabet.”

Alle sweater-ejerne har på en eller anden måde været frivillige.

”Hvis de ikke arbejder som frivillige under hele festivalugen, så er de i hvert fald herude i opbygningen eller under oprydningen,” siger Hanne.

”Det har været en vigtig værdi for os. Min søster og min bror arbejder også som frivillige herude.”

Foto: Rasmus Kongsgaard

Sweaterproduktion på sommerferien

Selvom Hanne Davidsen er en habil strikker, når tourmanageren ikke at få en sweater med hjem denne gang.

”Jeg strikker altid, når jeg rejser. Så jeg tænker, den skal med mig på sommerferie. Og så plejer jeg at være lidt over en måned om det.”

Ud over den unikke sweater, har Hanne allerede modtaget endnu en bestilling på en helt almindelig, norsk sweater. The Weeknd selv har dog (endnu) ikke aflagt bestilling.

Skriv en kommentar