Årets festival skal få iværksætterkulturen til at blomstre. Roskilde Festival og Innovationsfonden er sammen om at danne rammen.

Du har sikkert hørt det før. Roskilde Festival er en uge om året Danmarks fjerdestørste by, hvor mere end 130.000 deltagere samles. Og så har festivalen en lang tradition for at være testplatform for viden og læring, hvor bæredygtige idéer afprøves og udvikles. Det du måske ikke har hørt er, at Roskilde Festival i år er løftestang for nye iværksættere. Idéen er, at festivalen skal danne ramme for at udvikle idéer, der kan komme os alle til gavn. Og løse nogle af de udfordringer, verden står overfor.

Roskilde Festival understøtter nye idéer

Roskilde Festival og Innovationsfonden er gode makkere, fordi de gerne vil støtte iværksætteri og vækstlag. ”Innovationsfonden er sat i verden for at understøtte vækstlag og iværksættere i Danmark. Og Roskilde Festival vil gerne være platform for viden og netværk. Ikke alene inden for musik og kunst, men også alt muligt andet. Såsom bæredygtighed,” siger Hans Christian Nielsen, Divisionschef i Roskilde Festivals afdeling for Kultur og Kommunikation.

Rent praktisk byder Roskilde Festival på udfordringer for de nye iværksættere: Vejret kan være imod dem, og der kan være et hav af logistiske vanskeligheder. Hans Christian Nielsen mener, at hvis et nyt produkt kommer helskindet gennem Roskilde Festival, så vil det virke og være klar til en hvilken som helst anden by i Danmark.

Fem iværksætteridéer skal testes

Et udvalg af Innovationsfondens iværksættere og innovatører har smøget ærmerne op, og er klar til at møde festivaldeltagerne med de dugfriske produkter:

Throb: Den unikke oplevelsesapp der viser nye sider af Roskilde Festival. Appen gør det nemt at opdage og dele de spontane her og nu-oplevelser.
Mere info om projektet

Out-sider: Det teknologiske og solcelledrevne bord- og bænkesæt gør, at du ikke løber tør for strøm. Og at du får lys, når det bliver mørkt. Eller musik, når du ikke lige har en højtaler med på farten.
Mere info om projektet

Better World Fashion: Skindjakker af genbrugt plastik, lynlås og knapper omsmeltet af metal. Skindet har hængt på skuldrene af et andet menneske, inden det blev syet om.
Mere info om projektet

Retap: Virksomheden satser på postevand med smag, for at få flere danskere over til det miljørigtige alternativ. Postevand skal være mere spændende med fire forskellige instant smage.
Mere info om projektet

WakieWakie: App eller socialt vækkeur, der vækker dig med beskeder fra festivalens kunstnere.
Mere info om projektet

Skindjakker og holdningsfællesskaber

En af iværksætteridéerne er Better World Fashion (BWF). Idéen er helt særlige upcyclede skindjakker, der skal udfordre smid ud-kulturen. De holder til i en bod i Tradezone West, hvor festivaldeltagerne kan komme og se jakkerne og fortælle, hvad de synes om dem. Der findes tre herre- og tre damemodeller, men måske der skal laves om på dem. Det håber BWF, at deltagerne kan hjælpe dem med. ”Det er superfedt, at vi kommer til at møde så mange forskellige typer, mennesker og nationaliteter på festivalen. Vi er spændt på at høre om deltagerne synes jakkerne er fede. Og om de kan se idéen i det,” siger Elin Møller, grundlægger af BWF.

Elin Møller, grundlægger af Better World Fashion. Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

Skindjakkerne koster 2.900 kroner stykket. Med en festivaldeltager der har fået knækbrød og makrel til frokost i mente, kan det måske lyde lidt pebret. Alligevel mener Elin Møller, at det giver mening at præsentere produktet på netop Roskilde Festival: ”Roskilde Festival har holdning til bæredygtighed. Og det tror jeg også festivaldeltagerne har. BWF tror ikke så meget på de klassiske segmenter, som f.eks. det blå eller det lilla. Vi tror på holdningsfællesskabet som lever her på festivalen. Dem der synes vores idé er fed, er også dem der støtter op om bæredygtige tiltag. Og så tror jeg at rigtig mange af de frivillige vil kunne lide idéen, da de har været med til at føde mange af de bæredygtige projekter på Roskilde Festival,” siger hun.

Et moderne bålsted

En af de andre iværksætteridéer er Out-sider; det teknologiske og solcelledrevne bord- og bænkesæt. Det skal komme den enkelte forbruger eller borger til gavn. Og så skal det følge med den nyeste teknologi. ”Meget er styret og lavet ud fra teknologi. Og så er det bæredygtige element en stærk tendens. Derfor kom vi på idéen. Og det med, at strøm er et problem. Vi kan efterhånden få wi-fi alle vegne, men hvad med strøm?,” spørger administrerende direktør i Out-sider, Ib Mogensen. Det retoriske spørgsmål leder ham videre til at fortælle om hvad bordet kan. Der er strøm af solcelledreven teknologi. Når du sætter dig ved bordet, kan du altså få telefonen ladet op. Og det er ikke den eneste smarte funktion. Du kan også høre musik fra en indbygget højtaler, og det lyser, når det bliver mørkt. Det er med andre ord et moderne bålsted, og det lyder til at passe ret godt ind på Roskilde Festival.

Privatfoto

”Vi vil gerne være til gavn for festivaldeltagerne. Og det kan vi, da det ikke altid er lige til, at få strøm på mobiltelefonen. Vi vil også gerne udvikle vores produkt, og det kan vi gøre intensivt på Roskilde Festival. Vi retter fejl løbende i løbet af festivalen, så det er en liveudvikling.” fortæller Ib Mogensen. Bord- og bænkesættene starter deres rejse på Roskilde Festival, og bagefter skal de testes på Danmarks Tekniske Universitet og i en af Danmarks storbyer. I løbet af efteråret slutter produktudviklingen, og så skal de gerne være klar og udrustet til at bryde igennem markedet.

 

Skriv en kommentar