Roskilde Nyt har sat HR-chefen i stævne som skraldesamler for en dag.

Han hedder Hans Christian Nielsen, og de sidste tre år har han været HR-chef for Roskilde Festival. HR-HC kunne man kalde ham. Han arbejder med engagement, fællesskab og frivillighed. Det er tre vigtige opgaver, for på selve festivalens sekretariat er der kun omkring 65 fastansatte. Resten af arbejdsstyrken udgøres af omkring 32.000 frivillige.

RoskildeNyt har sendt chefen i praktik hos ReAct – bedre kendt som skraldeholdet ­- for at minde ham om, hvordan det føles at være frivillig. Det hele skal jo ikke gå op i ord og udviklingsplaner.

Til dagligt arbejder HC på festivalens sekretariat som HR-chef. Han var for første gang på festival som 2-årig med sin mor i 1972. Foto: Inez Dawczyk

”Det er et lille mirakel, vi er vidne til den her uge hvert år,” siger HC, da snakken falder på vigtigheden af frivillighed. Ifølge ham giver det nemlig slet ikke mening organisatorisk, at festivalen overhovedet kommer op at stå.

det var virkelig fedt, og de var vildt dygtige, jeg blev simpelthen så glad

Festivalen ville ikke eksistere, hvis ikke organisationen og partnerforeningerne kunne rekruttere og fastholde frivillige.

Kampråb og gule veste

ReAct er et stort team, og deres arbejde består primært af hårdt, manuelt arbejde. På en typisk vagt møder man ind klokken 8.45, hvor man hægtes op på et team, som man skal samle skrald med. Derefter går man rundt på festivalpladsen med en skraldebil og samler affald og ikke mindst motiverer festivalgæsterne til selv at sortere deres affald. Vagten varer til klokken 16, og teamlederne understreger mange gange før vagten, at man skal huske tøj, der må blive beskidt.

HC er med et ReAct-team på vagt. Og selvom han hvert år hjælper til med at rulle teltdugen til Orange Scene sammen og kører ned og fylder en indkøbsvogn med solcreme til håndværkerne, så varetager han langt de fleste opgaver fra sit kontor.

”Det var helt fantastisk at være ude og få jord under neglene igen!” siger han, da jeg spørger om hans umiddelbare oplevelse.

”Vagten startede med et kampråb, hvor hele teamet skulle stå i en rundkreds og sige reeeeeeeeee ACT i kor, så vi kom i den rette stemning, og så hjalp vores teamleder os med en personlig og vildt motiverende tale,” siger han og fortsætter, ”det var virkelig fedt, og de var vildt dygtige, jeg blev simpelthen så glad.”

Holdet kører rundt med en skraldevogn og opfordrer deltagerne til at sortere deres skrald og rydde op efter dem selv. Foto: Inez Dawczyk

Iført gule veste og handsker gik HC og hans team rundt og uddelte poser og samlede skrald, men de kom også nærmere hinanden.

Dialoger mellem mennesker midt i skraldet

”Der sker altså bare noget sjovt på sådan en vagt. Selve frivilliggruppen er ret broget til at starte med. Og så bliver vi fulgt af en skraldevogn, hvor det er skraldemænd, som er på deres rigtige jobs. Så var der en af de frivillige, en ung studerende, som brokkede sig over, at klokken 9 var tidligt. Og så grinede skraldemanden og fortalte, at han er vant til at starte sin dag klokken 5 om morgenen… Det er den slags dialog, der ligesom kun sker herude.”

Jeg er så glad for, at jeg satte tid af til det her. Det var lidt ligesom et frikvarter.

Alligevel er ReAct et af de teams, der har svært ved at rekruttere frivillige. Jeg spørger HC, om han har et bud på hvorfor, og han trækker på skuldrene:

”Renomme. På en måde så spejler vi det omgivende samfund her på festivalen, og skraldejobs er bare ikke særlig højt oppe i hierarkiet, desværre. Og man bliver da også lidt træt i kroppen.”

Internationalt skraldeteam

På HC’s skraldeteam var over halvdelen internationale. Der var franskmænd, nordmænd og endda også en brasilianer. Det er en generel tendens for ReActs frivillige, og derfor foregår al kommunikation også på engelsk.

Humøret er højt på skraldeholdet trods det lidt kedelige arbejde. Foto: Inez Dawczyk

Som HR-chef på Roskilde Festival har man nok at se til, så der kom et par møder i vejen for, at han kunne blive hele vagten ud. Men HC er ikke tvivl:

”Jeg er så glad for, at jeg satte tid af til det her. Det var lidt ligesom et frikvarter.”

Og så skal han videre til det næste møde.

FAKTABOKS

I 2017 bestod ReAct af ca. 170 frivillige – men man ville gerne have haft 300 frivillige:

2.181 kg bilbatterier

122 kg  alm. batterier

47.700 kg metal

28.100 kg  luftmadrasser

31.920 kg  glas

17.060 kg pap

I alt 127.000 kg affald.

SHARE
Previous articleDruk og erobringer: På sporet af Roskilde-vikingen
Next articleRoskilde Festival er et laboratorium for nye iværksættere
Inger Løwe

Inger Løwe

Inger Christine har været på Roskilde Festival, lige siden hendes mor for første gang gav hende lov til at tage bussen over Storebælt iklædt gummistøvler og et telt, der uden undtagelse har manglet pløkker. Dengang kunne hun ikke forestille sig at arbejde på festivalen, nu kan hun ikke forestille sig andet. Når hun ikke sirligt bruger tid på at få sit eget festivalprogram til at gå op, drikker hun lunken kaffe på Danmarks Radio eller på Københavns Universitet Amager, hvor hun også studerer Retorik.

Skriv en kommentar