Er Roskilde Festival det inkluderende, mangfoldige, ikke-diskriminerende rum, som vi  drømmer om – eller  kan vi gøre mere for mangfoldigheden?  Det er  RoskildeNyt  taget til Rising City for at finde ud af.

“Jeg har lært at sige ’rød grød med fløde’  og alt muligt.  Så må I da  også  kunne lære at sige mit navn,”  lyder det fra  Flokkr-teltet i Rising City, hvor  Mellemfolkeligt Samvirke tirsdag afholder  workshop mod hverdagsracisme.

Det er endnu så tidligt på dagen, at tømmermændene hænger som en tung sky henover campingområde C, hvor langt de fleste stadig sumper i lejeren, mens nogle få,  friske  festivalgæster  formiddagsfester til gamle MGP-sange.

Vi må sige sandheden. Sorte liv bliver ikke regnet som betydningsfulde liv. Det er vigtigt, at vi minder os selv og hinanden om det.

Med racisme på programmet er stemningen i Rising City dog for en stund  anderledes alvorlig denne festivalformiddag. RoskildeNyt  er  med  for at finde ud af, hvordan det går med racismen  på Roskilde Festival anno 2017.

Det gælder (også) liv og død

På Rising-scenen gælder det den racisme, der befinder sig  i den dødsens alvorlige ende af spektret.  På scenen står nemlig ingen andre end Opal  Tometi,  en af  foregangskvinderne  i Black Lives Matter – en verdensomspændende bevægelse mod racisme.

Opal Tometi fra scene i Rising City. Arrangementet var stablet på benene af Mellemfolkelig Samvirke. Foto: Inez Dawczyk

Noget, Opal Tometi som amerikaner med nigerianske rødder, har oplevet på egen krop hele sit liv. Værst er muligvis den racisme, der koster liv i det amerikanske samfund. Når politiet anholder, banker og i yderste tilfælde skyder unge sorte mænd alene af på grund af hudfarve. Det var netop sådan en begivenhed, der satte gang i bevægelsen – nemlig drabet på den unge, ubevæbnede mand Trayvon Martin.

FAKTABOKS: Black Live Matter startede med et hashtag på de sociale medier som reaktion på frifindelsen af George  Zimmerman, der dræbte en ung, ubevæbnet sort mand, den 17-årige  Trayvon  Martin, som var på vej hjem til sin far for at se en basketballkamp. 

Og det er også den form for racisme, der har givet bevægelsen sit navn. Det er åbenbart nødvendigt at huske folk på, at sorte liv har betydning.

Folk antager, at jeg glæder mig vildt meget til at høre Ice Cube og kan alle sangene

“Vi må sige sandheden.  Sorte liv bliver ikke regnet  som betydningsfulde liv. Det er vigtigt, at vi minder os selv og hinanden om det. Vi må skrive en kærligheds-note til os selv,” lyder det fra Opal  Tometi.

Racisme uden grænser

I Danmark er  problemet måske nok af et andet omfang end i USA, hvor 585 personer ifølge  Tometi  har mistet livet som følge af politivold siden 1. januar 2017.

Men Tometi fortæller, hvordan afrodanskere og andre grupper, for eksempel muslimer og mennesker med mellemøstlig udseende, er udsatte i det danske samfund Danmark.

“Racisme har ingen grænser.”

Det slår Mary  Consolata  Namagambe fast, da hun afslutningsvis gør Opal Tometi selskab på scenen sammen med Natasha Al-Hariri.

Natasha og Mary er begge danske debattører med minoritetsbaggrund, begge er uddannet jurist, og så har de begge oplevet racisme – både af den direkte, mellemmenneskelige og den strukturelle slags – på egen krop i Danmark. Og Roskilde Festival er ingen undtagelse, understreger de to debattører.

Der var godt fyldt op med folk fra alle baggrunde foran scenen til Opal Tometis talk. Foto: Inez Dawczyk

“Folk  antager, at  jeg  glæder mig vildt meget til at høre  Ice  Cube  og kan alle sangene,” fortæller Mary Namagambe til mig efter sin brandtale på scenen.

Hun nævner ligeledes pantsamlerne som et eksempel på en minoritet, der ikke bliver behandlet som ligeværdige festivalgæster.

Hovedsageligt er Roskilde Festival dog et trygt og omsorgsfuldt rum, mener hun.

“Her omfavner vi hinanden. Jeg ville ønske, at vi var bedre til at tage den kærlighed med hjem og sprede den i resten af Danmark.”

Don’t touch myhair

Olivia Sørensen, som også har fulgt debatten denne formiddag, er blandt dem, der føler sig ekstra udsat på Roskilde Festival på grund af sin hudfarve. Og måske særligt sit afrohår, der tilsyneladende er genstand for evig fascination hos det homogene festivalfolk.

”Grænserne er mere flydende her,  og folk rører for eksempel hele tiden ved mit hår.”

En tilnærmelse, hun oplever som grænseoverskridende – ligesom Roskilde-aktuelle Solange, der har skrevet en sang med den klokkeklare opfordring i titlen “Don’t  touch  my  hair”.

Olivia oplever dog, at det øgede fokus på diskrimination og racisme har hjulpet. Journalist Lucia Odoom er af samme opfattelse. Hun er en erfaren festivalgænger med 15 Roskilde-år på CV’et.

Lucia Odoom er journalist på blandt andet Politikens populære podcast ‘Politikens Poptillæg’ og så er hun tidligere vært på det ‘Det Elektriske Barometer’. Foto: Inez Dawczyk

“Da jeg var på Roskilde første gang i 2002, var jeg tit den eneste sorte kvinde til koncerterne. Men inden for de sidste  fem år,  er jeg begyndt at kunne  se mig selv – altså folk, der ligner mig blandt publikum.”

Og den repræsentation betyder noget, mener Lucia.

“Jeg ville ønske, at jeg havde kunne spejle mig mere i publikum, dengang jeg var 15 år.”

Snak, lyt og sig fra
Selvom Roskilde Festival måske har elementer af et inkluderende utopia, og selvom festivalen er blevet mere mangfoldig, så findes racismen også her.

Roskilde er jo ungdommen! Jeg håber, at den vil klæde publikum på til at sige fra, hvis de for eksempel hører deres forældre sige noget racistisk

Men vi er på den rigtige vej, for det vigtigste våben i kampen mod racismen er samtalen, understreger Opal Tometi. Et synspunkt, som både Marya Namagambe og Natasha Al-Hariri bakker op omkring. Det er vigtigt, at vi insisterer på at tale om det her – også på ”fucking Roskilde!” som Al-Hariri formulerer det.

Da jeg spørger Mary Namagambe, hvad hun tror og håber, at denne samtale rykker på Roskilde Festival, svarer hun entusiastisk.

“Roskilde er jo ungdommen! Jeg håber, at den vil klæde publikum på til at sige fra, hvis de for eksempel hører deres forældre sige noget racistisk.”

Også Opal Tometi har en klar opfordring til de fremmødte:

“Lyt med åbne hjerter til jeres sorte søskende. Lyt til jeres muslimske søskende. For folk  lider også i det danske samfund.”

SHARE
Previous articleJohnny biked here from Amsterdam – is this the new American Dream?
Next articleDin efterladte luftmadras bliver ikke indsamlet
Frida Hviid Broberg

Frida Hviid Broberg

Frida har været bidt af en gal festivalgænger, lige siden hun første gang fik lov at rykke teltpløkkerne op og med en slidt Converse at mase dem ned i Dyrskuepladsens muld. Og selvom hun har haft et par sjove sidespring, vil Roskilde Festival altid have en helt særlig status på samme måde som den første kæreste, du aldrig helt kan slippe. Når Frida ikke skribler om alle festivallens fornøjeligheder her på siden, render hun til forelæsninger på Københavns Universitet, hvor hun studerer Retorik.

Skriv en kommentar