Det er fedt at være frivillig på Roskilde Festival og være med til at give alle en fed festival. Men der skal også nu og da være lidt ekstra til dig selv – her kan du læse ti tip til at optimere din festivaloplevelse.

Foto: Inez Dawczyk

 

1. Wellness

Selvom der går mange festivalbabes M/K rundt på Dyrskuepladsen, så må vi hellere blive enige om, at folk generelt er ret uhygiejniske. Men nu får frivillige et forspring! I Volunteer Village tilbydes i år for første gang ”Volunteer Wellness”, hvor du kan blive stylet, eller få vasket hår, et fodbad (!) eller måske en omgang massage.

2. Bar Rock

Hvis du bare går og tæller timer til musikdagene starter, kan du med fordel tage forbi Bar Rock i Volunteers Village i løbet af opvarmningsdagene, hvor der hver aften klokken 23 vil være intimkoncerter med nogle af de bands, der også spiller på festivalens scener.

Foto: Inez Dawczyk

3. Billige øl

… Og når du nu allerede er i Bar Rock, så kan du jo ligeså godt benytte dig af de gode priser på kolde øl, drinks og vin, der er langt under priserne ude på festivalpladsen. Ja, det er lige før, det er billigere end dine medbragte lunkne dåseøl. Bar Rock er de frivilliges bar.

4. Genvej

Kan du huske Phlake-koncerten warm up-dagene 2016, hvor broen mellem G og C blev af sikkerhedsmæssige årsager, fordi koncerten var sådan et overvældende tilløbsstykke? Det var ret ærgerligt for dem, der befandt sig på den forkerte side af trappen fra f.eks. deres telt. Som frivillig er det intet problem:Du kan nemlig bruge den faste bro ved togstationen i dagene, inden indre plads åbner. Afhængig af zonerne på dit armbånd kan du også skyde genvej gennem festivalpladsen (husk blot ikke at forstyrre folk, der arbejder på at få festivalpladsen op at stå). I år åbner Phlake for resten Orange.

Foto: Inez Dawczyk

5. Yoga

Er luftmadrassen punkteret? Eller har du bare overbevist dig selv om, at du da saaagtens kan sove en uge på et nærmest symbolsk liggeunderlag? Uanset hvad: Du får med garanti ondt i kroppen på den ene eller anden måde. Men hver dag klokken 11 kan du deltage i en yogatime og få strakt kroppen i Volunteers Village.

6. Gratis solcreme

Roskilde Festival har indgået et samarbejde med Kræftens bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne om at beskytte festivalens frivillige. På Restricted Camping Darup Idrætscenter er der en skyggelounge, hvor frivillige i de brændende hede timer midt på dagen kan komme forbi og slappe af, spille spil og få gratis solcreme på. Såkaldte solformidlere vil derudover tage rundt på festivalens plads og uddele solcreme til de frivillige, der står direkte i solen.

Foto: Inez Dawczyk

7. Merchandiseforsalg til frivillige

Som frivillig kan du få fingre i årets Roskilde Festival-kollektion før alle andre, og du kan også få lov at købe de sidste års kollektioner med op til 60 procent rabat! Det hele sker i merchandiseboden i Trade Zone Central på festivalpladsen. Se 2017-kollektionen her.

8. Digital frivilligguide

Selvom Roskilde Festivals app ikke er en ny opfindelse, så gør den i år livet ekstra let for frivillige. Fra i år er det muligt at logge ind som frivillig og få adgang til Værd at Vide, så du altid har de vigtigste informationer lige i lommen.

9. Shuttlebus

Det kan godt være hårdt arbejde at være på festival, og når man har været nede og besøge sine venner i P mens man selv bor i medarbejdercamping, så bør man virkelig ikke gå mere den dag. Derfor er det heldigt, at der kører en gratis shuttlebus for frivillige på festivalområdet. Bussen kører mellem Parkering East, Parkering West, Gate 3, Øde Hastrupvej, Check-in, Roskilde Tekniske Skole og Havsteensvej 11.

10. En lille kaffepause

Har du festet med dine venner i timevis nede ved East, men nu kunne du godt bruge et lille pusterum? Så slå et smut forbi cateringen ved Vor Frue depotet, hvor du kan tage en kop gratis kaffe eller saftevand og et stykke kage, og få lidt ro om ørerne.

SHARE
Previous article#RFheroes hyldet på rock of fame
Next articleDruk og erobringer: På sporet af Roskilde-vikingen
Inger Løwe

Inger Løwe

Inger Christine har været på Roskilde Festival, lige siden hendes mor for første gang gav hende lov til at tage bussen over Storebælt iklædt gummistøvler og et telt, der uden undtagelse har manglet pløkker. Dengang kunne hun ikke forestille sig at arbejde på festivalen, nu kan hun ikke forestille sig andet. Når hun ikke sirligt bruger tid på at få sit eget festivalprogram til at gå op, drikker hun lunken kaffe på Danmarks Radio eller på Københavns Universitet Amager, hvor hun også studerer Retorik.

Inez Dawczyk

Inez Dawczyk

Siden 2015 har Inez været fotograf for RoskildeNyt. Hendes passion for fotografi blev født mens hun læste fotojournalistik på Volda College i Norge, og hun fik særlig interesse for at fotografere mennesker. Inez fotograferer i dokumentarisk stil kombineret med kreative indfald. I Inez’ personlige projekter foretrækker hun enkelthed som æstetisk metode for sit arbejde.

2 COMMENTS

  1. Shuttlebussystemet bør fungere bedre: flere gange måtte jeg betale for at komme fra East til West…fordi bussen skulle omkring stationen mellem de to stop. Og ja: jeg havde taget den rigtige bus.

    Min sidste vagt sluttede kl. 23 på lukningsdagen. Absolut ingen mulighed for bus/tog op til Roskilde Station. Rigtig surt at slutte en fin festival med en gåtur i regnvejr med bagage fra East til handelsskolen – og så her vente på en alm. bus i søndags-aften-køreplan. Og jeg var ikke den eneste.

    • Det samme galdt, når man skulle hente armbånd og møde på vagt inden festivallens åbning – særligt på morgenvagten fra kl. 7, hvor busserne endnu ikke var begyndt at køre, og man desuden havde sin oppakning med.

Skriv en kommentar