Roskilde Festival offentliggjorde i går det næsten komplette musikprogram, som med 173 navne inden for alle tænkelige genrer byder på mere end rigeligt at dykke ned i for de nysgerrige. Men hvilke overvejelser ligger bag årets program, og hvor er de gamle rocklegender blevet af? Vi fangede programchef Anders Wahrén til en snak. 

Det virker som hiphop og elektronisk har fået endnu mere plads i programmet i år. Er du enig i det? 
 
Anders Wahrén: Hvis man ser procentuelt på det, så tror jeg, at det er nogenlunde det samme som de foregående år. Men der er flere store navne inden for de genrer, som f.eks. Justice og Moderat/Modeselektor, så det på den måde er det noget man lægger mere mærke til.

Vi er gået efter nogle af de navne specifikt, fordi de indfanger tiden ret godt. Der sker stadigvæk spændende ting i begge de genrer, men det gør der også inden for folk og americana, og der har vi også nogle stærke repræsentanter i år – men de er ikke oppe på det samme popularitetsniveau endnu. De genrer fylder så lidt mere på de små scener, og her kan man gå på opdagelse i, hvem der måske kommer til at spille på de større scener om et par år.

Der er ikke en stor, gammel legende i programmet denne gang, som det var tilfældet med Neil Young sidste år, Paul McCartney i 2015 og Stones året før. Hvordan kan det være? 

Det er ikke noget dogme, at der skal være sådan et navn hver gang. De skal være der, når de passer ind i helheden. I år har vi også nogle legender, men denne gang er det et navn fra hiphoppen, A Tribe Called Quest, og et fra den hjemlige scene, The Savage Rose.

Rutinerede Annisette og The Savage Rose Foto: Naja Rosa Koppel

Og så har vi nogle af de nye tilføjelser, The Jesus & Mary Chain og Slowdive, der begge er kommet med nye albums her i foråret. Det er ikke fordi, vi giver slip på musikhistorien, men det er ikke nødvendigvis de navne, der samler de allerstørste masser, det kan lige så godt være The Weeknd, Foo Fighters eller Arcade Fire.

Hvor kunstnere som McCartney og Neil Young tiltrak et stort antal ældre publikummer, synes programmet at være rettet endnu mere mod de unge i år. Er du enig i det? 

Jeg synes også, programmet har været meget ungt de tidligere år, men måske er det endnu mere tydeligt denne gang.

Vi går efter at præsentere de nye tendenser og være med til at skabe nogle af morgendagens store navne, så derfor bliver det automatisk et ungt program.

En af de nye tilføjelser, The XX, består udelukkende af folk under 30 og slutter sig til en skare af ret unge headliners – måske med undtagelse af Foo Fighters og til en vis grad Arcade Fire. Så det er ret unge navne, vi præsenterer, og det synes jeg, passer fint med den måde musikken udvikler sig på for tiden.

The XX er et af flere unge hovednavne Foto: Alasdair McLellan

Tiltro til publikum 

Er der nogen særlige erfaringer, som har I taget med jer fra sidste års festival?

Vi prøver hele tiden at tilpasse os og finde ud af, hvilke genrer der er stor interesse for, og for så vidt muligt undgår de situationer, hvor der er alt for mange mennesker til koncerter på de små scener.

Vi har i de sidste par år sat nogle navne på Orange Scene, som folk måske ikke på forhånd havde troet kunne bære den opgave, men hvor det alligevel er blevet en succes. Det har givet os modet til at prøve nogle ting af, hvilket placeringen af The XX på Orange i år f.eks. er udtryk for. Vi har fået styrket troen på, at vores publikum er nysgerrige, møder op til mange forskellige ting og har tillid til, at når vi vælger at placere et navn et bestemt sted, hvad enten det er en lille eller en stor scene, er det fordi vi har gjort forarbejdet og fundet ud af, hvor det passer ind.

Det lader til, at der kommer flere og flere Roskilde-eksklusive shows i programmet, hvor kunsterne forbereder noget særligt til lejligheden, eller går sammen i nye konstellationer. I år gælder det f.eks. Den Sorte Skole, Moderat/Modeselektor og Seun Kuti feat. Yasiin Bey. Er det ved at blive en større del af Roskildes identitet? 

Ja, det synes jeg godt, man kan tale om. Vi ser jo, at der kommer flere og flere festivaler, og der skal noget særligt til at skille sig ud. Vi har selvfølgelig en historik og en anden type festival, end mange af de nye der kommer, fordi vi har fællesskabet i centrum og fokus på mange af andre oplevelser udover musikken, som f.eks. kunst og mad, og selvfølgelig hele camp-oplevelsen.

Seun Kuti er en af mange artister med en holdning Foto: Romain Regal

Men også når det kommer til musikken, gør vi meget for at tilbyde noget unikt, som man ikke kan få andre steder. Det gør vi både ved at have en stor bredde i programmet og placere meget forskellige navne side om side eller lige efter hinanden, men selvfølgelig også ved at få nogle lidt større navne til at lave noget ekstraordinært til os. Heldigvis er de fleste friske på at lege med og synes, det er sjovt at få mulighed for at lave noget anderledes.

Tilbage til Roskilde 

Der er mange bands, som spiller på Roskilde flere gange, og flytter fra de mindre scener til de større. Betyder det noget i forhandlingsprocessen?

For nogle betyder det, at de har en større lyst til at komme tilbage. Når de vokser til et vist niveau, så bliver det selvfølgelig også et spørgsmål om penge, fordi det bliver en stor forretning både for musikerne og alle de andre, der er involveret i processen. Men det kan tit betyde noget og også blive tungen på vægtskålen, at vi har præsenteret kunstnere tidligt i deres karriere og skabt et særligt forhold til dem.

Det synes jeg også, at der er en del eksempler på i årets program – nogle som vender tilbage efter mange år og nogle som har været her flere gange i forskellige sammenhænge.

Foo Fighters er et af de større eksempler på et band, der vender tilbage, og Sort Sol har også haft et stort ønske om at spille her igen og kommer med et særligt show til lejligheden, når de skal lukke Arena-scenen lørdag nat.

Madame Gandhi er en mange stærke kvinder på årets plakat,

Så er der navne som Madame Gandhi, der har været på festivalen tidligere som trommeslager for M.I.A., Wiki, der spillede med Ratking for et par år siden, og selvfølgelig en del af de danske, som har været her tidligere og spillet på Rising eller Countdown.

Her til sidst, vil du give et par eksemplar på navne, som du selv glæder dig til at opleve? 

Jeg er ret spændt på, hvordan Sigrid fra Norge klarer sig – jeg så hende på South by Southwest (branchefestival i Texas, red.), hvor hun gjorde det virkelig godt, og vi har valgt at opgradere hende fra Countdown til en af hoveddagene i programmet.

Norske Sigrid er på vej mod større scener

Ellers tror jeg, at Princess Nokia kommer til at give et forrygende show, det har hun i hvert fald ry for. Og selvfølgelig A Tribe Called Quest, som betyder rigtig meget for mig personligt – og som jeg aldrig har set live – så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Du kan lytte til de Roskildeaktuelle kunstnere på vores website eller i vores app. Find også vores playliste på Spotify.

SHARE
Previous articleBliv klogere på årets festivalprogram og de 77 nye navne
Next articleRoskilde Festival startede som en byfest i 1932
Michael Lakjer Meyer

Michael Lakjer Meyer

Michael er dedikeret musiknørd med smag for alt fra country til elektronisk, hvilket gør et årligt ophold på Dyrskuepladsen til en selvfølge. Siden 2002 har han med få beklagelige undtagelser været på Roskilde hvert år, enten i rollen som betalende gæst, frivillig i en pølsevogn eller journalist for det nu hedengangne musikmagasin Almonde.dk. Michael underviser til daglig i dansk på en sprogskole.

Skriv en kommentar