Den erfarne Roskilde Festival-entusiast Henrik Christiansen har prøvet lidt af hvert, siden han blev frivillig først i 90’erne. I år er han for første gang med til at uddele Roskilde Festivals juledonationer, og det har været en kæmpe oplevelse.

17 forskellige organisationer modtager juledonationer fra Foreningen Roskilde Festival i år. I alt uddeler vi mere end 1 million kroner. Pengene skal anvendes til julebanko, gadeidræt, juletræsfester og andre sociale fællesskaber for især udsatte børn og unge over hele Danmark.

Henrik Christiansen er en af de frivillige, som sidder i juledonationsudvalget. Han er med til at udvælge, hvilke organisationer der skal have juledonationer fra Foreningen Roskilde Festival.

”Vi laver research, undersøger foreninger og finder ud af, hvem der vil være de rigtige til at modtage en donation. Og så er vi med til at uddele pengene, og støtter modtagerne i at få dem brugt på en god måde,” fortæller Henrik.

Dejligt at være med som frivillig

En af de 17 organisationer, som har modtaget penge er LUA – Lænkens Unge Ambassadører. En forening for unge, der er er vokset op i en familie, hvor en eller flere af deres forældre har haft et alkoholmisbrug.

”Jeg var ude hos LUA for at uddele pengene. De havde fået 25.000 kroner, og jeg havde så glæden af at kunne afsløre for dem, at de fik 30.000 mere. De var jo ved at falde ned af stolen og blev virkelig glade. Sådan noget er jo bare virkelig dejligt at være med til,” fortæller Henrik Christiansen.

For ham har det været en øjenåbner at være med til at dele ud af overskuddet fra Roskilde Festival.

”Det har været min største oplevelse som frivillig. Før var vores donationer noget lidt fjernt noget, men pludselig hænger det hele sammen,” siger Henrik.

Og når man spørger ham, om han kunne forestille sig at være med igen, er svaret.

”Det har været et privilegie og en kæmpe oplevelse at være med. Det gør jeg meget gerne igen.”

Fakta

Henrik Christiansen
Frivillig teamleder i Indhold (Team Production) – står for Hal 1, (Nu den grønne hal på Rønøs Alle) hvor der opbevares siddeinstallationer, og en masse andet grej, der om sommeren står ude på pladsen.
Ansat i Roskilde Kommune som torvemester
Frivillig i Foreningen Roskilde Festivals juledonationsudvalg
Været frivillig siden 1990’erne.

Du kan læse mere om vores juledonationer, og de enkelte foreninger i denne artikel.

Meld dig ind i Foreningen Roskilde Festival
Vil du gerne have indflydelse på Foreningens og derved Roskilde Festivals udvikling, så skynd dig ind på din profil på People og meld dig ind.

Foreningen Roskilde Festival er skabt af og for frivillige på Roskilde Festival og er et fællesskab fyldt med aktivitet og aktiv deltagelse året rundt. Det er også Foreningen der står bag det store donationsarbejde der foregår hvert år når alt overskuddet fra årets festival skal deles ud. Du kan se meget mere på Foreningens side under Information på People.

Skriv en kommentar