Folkene bag Hands On –  et app-projekt, som arbejder med online mikrofrivillighed – var på Roskilde Festival 2016 for at teste mulighederne for at engagere festivaldeltagerne til at gi’ en hånd med alt fra hjemløsefodbold til opvasken. Deres ambition er, at man skal kunne tage Orange Feeling med hjem i lommen. Det skal være så nemt og uforpligtende som muligt at engagere sig.

Jeg møder Simon Holmgaard (stifter) Carsten Theede (stifter) og Kasper Oksen (projektleder) fra Hands On i Clean Out Loud-området. De kommer alle tre fra onlineplatformen for frivillighed, TAG DEL, hvor de til daglig arbejder fuldtid, men de har nu startet et samarbejde med Roskilde Festival om lanceringen af app-projektet Hands On på Roskilde Festival 2017.

Det er målet, at Hands On næste år skal fremme mikrofrivillighed og mikrohandlinger. Konceptet er inspireret af, at man skal kunne swipe mellem opgaver, som passer til en, og  som alle har et socialt sigte – præcis ligesom man swiper mellem potentielle dates på app’en Tinder. Sammen skal Hands On og Roskilde Festival 2017 blive en slags Tinder for frivillighed. Men hvorfor er lige Roskilde Festival oplagt til at eksperimentere med den slags? Jo, svaret er simpelt:

”Folk er simpelthen den bedste version af dem selv, når de er på Roskilde Festival,” konstaterer Carsten Theede.

Med det på plads får jeg dem til at forklare, hvad app’en egentlig går ud på, og hvad den skal bidrage til.

Foto: Inger Marie Helgasdatter Mulvad
Foto: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

Match dig selv med en opgave

”Vi har arbejdet med online-frivillighed i lang tid. Og det, som er sket inde på vores site TAGDEL, er, at mange foreninger har efterspurgt, hvordan man rekrutterer frivillige. Og her svarede rigtig mange, at de gerne vil noget ad-hoc. Altså en tidsafgrænset opgave, hvor du ikke behøver sidde i lektiecaféen hver tirsdag eftermiddag, men bare kan gå ud og flytte nogle sække fra A til B, og så er det det,” forklarer Simon Holmgaard.

”Ja, præcis,” samstemmer Kasper Oksen og fortsætter: ”det handler om at gøre det helt uforpligtende.”

Hands On bliver på den måde en selvstændig videreudvikling af hjemmesiden TAGDEL. Man opretter en bruger på app’en og krydser af, hvad man er interesseret i – eksempelvis bæredygtighed eller socialt samvær. Så får man notifikationer, når der kommer noget, som matcher ens interesser, og så kan man melde sig til.

”Hands On er et intelligent tilmeldingssystem, hvor alle kan gå ind og tilmelde sig, men også selv kan oprette opgaver eller udfordringer,” uddyber Carsten Theede. ”Men det er vigtigt, at de her opgaver er nogle, der skaber værdi for nogle andre – fx kunne det være en fodboldturnering for pantsamlernes børn. Det, som vi egentlig gerne vil, er at opdrage folk i at tænke i ad-hoc frivillighed og uddanne dem i at oprette opgaver eller udfordringer.”

Kurér moralske tømmermænd på et par timer

Og det er netop herfor, at samarbejdet mellem Hands On og Roskilde Festival giver så meget mening. For det første fordi Roskilde Festival er et mekka for frivillighed. Og for det andet fordi Hands On og Roskilde bygger på samme værdier; på tanken om, at publikum kan gøre mere, at der ikke behøver være et skel mellem frivillig og gæst, fordi alle kan være medskabere af festivalen. Et eksempel kan være morgensang: Kunne man lige samle et band og synge morgensang og glæde andre?

”Roskilde Festival er et socialt eksperimentarium, folk er virkelig på, og det er et ret trygt miljø. Altså, der er jo ikke nogen, der dør, hvis man opretter en opgave om at samle et skraldetårn, men der så ikke er nogen, der dukker op. På den måde kan man ligesom også få lov at prøve kræfter med sin indre aktivist og projektleder,” siger Simon.

”Ja, og hvis man nu har lavet noget lort om natten, så kan man lige få lov til at arbejde et par timer frivilligt for Mellemfolkeligt Samvirke. Så kan man lige komme af med de moralske tømmermænd. Det er jo smart!” supplerer Kasper.

Lancering på Roskilde Festival 2017

App’en er stadig ved at blive udviklet, og Simon, Carsten og Kasper har på dette års Roskilde Festival været på feltstudie på campingområderne og festivalpladsen for at finde ud af, hvilke behov der er, og hvilke der allerede bliver løst af fx Facebookeevents.

Derfor ved de heller ikke helt endnu, om app’en skal være et politisk projekt, eller om den også skal inkorporere nogle af de ting, som folk på festivalen allerede laver – altså øl, dating og fest. Derfor er det heller ikke nemt at få dem til at afsløre, hvad de brygger på af oplagte opgaver:

”Det er jo derfor, vi er her i år, kan man sige… Men en helt klar udfordring er da pantsamlernes børn, de er måske de mest udsatte, der er på festivalen. Kunne man ikke lave en grill-aften for dem og spille noget fodbold fx? Noget andet kunne være at arbejde med at skabe en følelse af ejerskab og forpligtigelse til at rydde op efter sig, når festivalen er slut.” siger Carsten.

Mikrofrivillighed året rundt

Indtil lanceringen næste år skal de bruge tid på at udarbejde et kartotek over opgaver, som festivalgæsterne så kan deltage i.

”De skal selvfølgelig mest fungere som pædagogiske eksempler,” siger Simon ”vores ambition er jo, at folk selv går ind og opretter opgaver.”

Derefter håber de alle tre, at Hands On kommer til at inspirere folk til at lave mere mikrofrivillighed hele året rundt.

”Det skal være sådan, at man kan tage Orange Feeling med hjem i lommen!” siger Kasper.

TAG DEL har til formål at understøtte og skabe bedre vilkår for ad hoc-frivillighed. TAG DEL er en online platform for frivillighed, som skal fordre sociale handlinger. Hvor TAG DEL fokuserer på crowd-sourcing af løsninger på udfordringer, fokuserer Hands On på at får tilmeldt, afmeldt og defineret opgaver i den virkelige verden, altså ikke online, selvom koordineringen foregår online.

Skriv en kommentar