Det tog tre år, to kunstaktivister og jævnt meget tålmodighed at få Edward Snowden på festivalprogrammet. Her kan du læse, hvordan man booker en mand i eksil.

En af de helt mediebegivenheder under dette års Roskilde Festival fandt allerede sted mandag, hvor det lykkedes at gennemføre et satellitopkald med en af verdens mest eftersøgte mænd, whistlebloweren Edward Snowden.

Snowden var blandt de sidste tilføjelser på festivalprogrammet, men han var på ingen måde en sidste øjebliks indskydelse.

Faktisk tog det tre år at få en aftale på plads. Og der var først rigtig hul igennem, da festivalkurator Daniel Toke Hansen i forbindelse med et andet projekt talte med den aktivistiske satireduo The Yes Men.

Daniel Toke Hansen var en af flere, der fik Edward Snowden på Roskilde Festival.
Daniel Toke Hansen var en af flere, der fik Edward Snowden på Roskilde Festival. Foto: Arthur Cammelbeeck

“I kuratorgruppen havde vi i noget tid snakket om, hvor fedt det kunne være at lave noget med Edward Snowden, men ideen blev hele tiden sparket til hjørne, for hvor starter man henne, når man gerne vil i kontakt med den mand? Da The Yes Men så selv nævnte, at de havde kontakt til Edward Snowden, gik alt op i en højere enhed,” fortæller Daniel Toke Hansen, der er kurator i kuratorgruppen, som har været frivillig på Roskilde Festival i 10 år.

I år ville han gerne prøve at lave et anderledes og opsigtsvækkende event – noget der provokerede.

Folk skal være oprørte

Kuratorgruppen har altid sørget for, at de kunstprojekter, der er på festivalen er legende, dannende fællesskaber, som involverer folk.

The Yes Men og Edward Snowden foregik i Rising City, som er et område, der præsenterer spirende musik og kunst. Her forsøger festivalen sætte fokus på områder, der hænger sammen med aktuelle samfundsproblematikker og –debatter. Temaet på RF16 var ’Equality’ – et emne, der går særdeles godt i spænd med masseovervågning på internettet.

I starten havde The Yes Men en masse ideer og koncepter, som kuratorgruppen vurderede ikke var ideelle. Projekterne passede ikke ind på festivalen, som The Yes Men ikke havde besøgt før.

Her var det Daniel Toke Hansens opgave at få ideerne i den rigtige retning:

“Hvor meget fanger en paneldebat egentlig folk? Projektet havde aldrig været spændende, hvis det bare var en journalist fra Politiken eller én fra festivalen, der havde lavet interviewet. Vi havde brug for The Yes Men. De kan lave projekter, som får folk med. Vi skulle ikke bare give en flyer til folk om overvågning – vi skulle røre dem og gøre dem oprørte – for så kommer der en refleksion,” forklarer Daniel.

Roskilde Festival forsøger med deres kunst at få involveret publikum og skubbet til nogle grænser. Om det her projekt, kan man i hvert fald sige, at det blev en meget ophedet debat, der nåede alle landets dagblade, tv og sociale medier.

Kontroversiel tretrinsraket var tæt på at gå galt

Før projektet overhovedet kunne begynde, var det vigtigt for kuratorteamet at forklare The Yes Men, hvad Roskilde Festival er for en størrelse.

Det er ikke umiddelbart det nemmeste publikum at komme i kontakt med, for selvom der potentielt er over 100.000 deltagere, er det også mennesker, der er på festival for at få en pause fra hverdagen.

The Yes Men er vant til at være i dialog med folk under deres projekter, og Daniel Toke Hansen var med hele vejen. Dog var de The Yes Men selv, der stod for kontakten til Snowden:

“Jeg har desværre ikke selv været i dialog med Edward Snowden op til interviewet. Det nærmeste, jeg kommer, er en mail, jeg fik, hvori der blot stod, at jeg tirsdag kl. 15 gerne måtte ringe Snowden op og lave en test,” fortæller Daniel Toke Hansen.

Roskilde Festival og The Yes Men besluttede sig for at lave en form for tretrinsraket, som først skulle fange folks opmærksomhed og provokere dem. Dernæst skulle de afsløre projektet og til sidst tage en debat om det.

Edward Snowden taler via en netforbindelse på Roskilde Festival.
Edward Snowden taler via en netforbindelse på Roskilde Festival. Foto: Arthur Cammelbeeck

Shitstorm og blød landing

The Yes Men og Roskilde Festival lavede i samarbejde 11 skilte fordelt på hele festivalen, som lørdag blev sat op ved Rising City og Countdown.

Her blev festivalens deltagere advaret om, at Roskilde Festival indsamler data fra festivalgæsternes telefonsamtaler og SMS’er. Det skabte lynhurtigt en shitstorm blandt festivalgæsterne – men også uden for festivalen i de danske medier vakte opslaget opsigt. Så meget, at der blev talt om at breake nyheden om, at det hele var et kunstprojekt. Blandt andet fordi, en del af oplægget fra The Yes Men var, at den her form for aktivisme fungerer bedst, hvis folk ikke bliver for sure.

“Jeg tog op på festivalens hovedkontor med The Yes Mens projektleder Sean, der gennem en dialog med folk fra kommunikation, deriblandt talskvinde Christina Bilde, fik lavet en plan for, hvordan vi undgik at breake nyheden en dag for tidligt. Løsningen blev, at dem, der var sure, kunne komme ned og brokke sig. Det var netop disse sure publikummer, der blev tilbudt at stille Edward Snowden spørgsmål,” forklarer han.

På den måde lavede man en ’blød landing’, der gav bedre rum for refleksion og dialog, end hvis man havde afsløret det, når folk var allermest oprørte. Og man fik flyttet dialogen til en platform, så den ikke kun foregik på festivalens digitale kanaler.

Derfor var projektet en succes

Helt op til mandag eftermiddag – en dag før interviewet – lykkedes det at holde det hemmeligt, at det var The Yes Men, der stod bag plakaterne om overvågning. The Yes Men, en amerikansk skuespiller, der lignede Snowden, samt Roskilde Festivals ledelse afslørede sammen projektet i et interview på scenen i Rising City:

“Vi havde skrevet ind i vores kontakt med The Yes Men, at der skulle være fleksibilitet i forhold til, hvornår vi skulle afsløre os selv. Vi kunne måske godt have kørt det til tirsdag, hvor interviewet skulle foregå, men vi valgte altså løfte sløret for projektet allerede mandag og på den måde give folk et døgn til at diskutere overvågning og Edward Snowden,” forklarer Daniel Toke Hansen.

Selvom afsløringen faldt et døgn før interviewet med Edward Snowden, er Daniel meget tilfreds med udførelsen af projektet:

“Ideen var at provokere folk – og at de skulle blive rørt. Det blev de, og det blev Snowden også. På et tidspunkt i interviewet vender The Yes Men deres kamera mod publikum, så Snowden kan se dem, og han blev helt rørt. The Yes Men har fortalt mig, at det er det største publikum, Snowden har talt til nogensinde,” fortæller Daniel Toke Hansen.

Skriv en kommentar