Lars Frelle-Petersen er direktør i Digitaliseringsstyrelsen, men han har også været kartoffelskræller på Rødt Hold, konferencier på Gloria og ansvarlig for opbygningen af Orange Scene.

Lars Frelle-Petersen kan godt lide tandhjul og møtrikker. Han vil gerne ind bagved og være med til at få hjulene til at dreje. Det er den ambition, der har givet drivkraft til hans avancering op igennem systemerne både på Slotsholmen i Digitaliseringsstyrelsen, hvor han er direktør, og på Darupvej.

Kun det allerførste år som frivillig tog han med for at spare billetten. Siden har det handlet om at arbejde sig længere ind i maskineriet, hvor han har haft en serie af funktioner som bl.a. ansvarlig for opbygningen af Orange Scene, produktionen på den gamle technoscene og afviklingen i Mediebyen. Men han har også tjekket armbånd og lavet spørgeskemaundersøgelser, og i hans øjne er hvert et led vigtigt.

”Min oplevelse er jo, at festivalen er sjov i alle sine funktioner og i sin mangfoldighed. Alle tandhjul er  væsentlige. Det er jo grundlæggende lige så vigtigt at stå på Orange Scene som at sørge for, at artist check-in virker, og man får udleveret den rigtige billet til den rigtige musiker, for ellers kommer vedkommende ikke ind og afvikler. At denne enorme maskine kan lade sig gøre, og at humlebien faktisk kan flyve, synes jeg, hver eneste år er en utroligt oplevelse, uanset hvad det er, jeg laver.”

Ansvarlig for flere hundrede frivillige

I 1988 satte Lars Frelle-Petersen for første gang sine jyske fødder i det midtsjællandske mudder. Tre år efter flyttede han til København og fik igennem én i sin opgang en frivilligtjans på festivalen. Han skrællede kartofler i to uger på Rødt Hold, der lavede mad til bod- og hegnsmedarbejderne på Indre Plads.

I 1991 var der endnu ikke dræn på festivalområdet, som blev fuldstændigt oversvømmet i et af Roskilde Festivals klassiske regnvejrsår. Paul Simon kunne ikke bygge bro over de besværede vandmasser, og det endte med, at mange frivillige kastede håndklædet i ringen, så man året efter skulle finde et helt nyt arbejdshold til Orange Scene.

Lars Frelle-Petersen har prøvet lidt af hvert aisden han for første gang skrællede kartofler som frivillig i 1991. Foto: Privat
Lars Frelle-Petersen har prøvet lidt af hvert aisden han for første gang skrællede kartofler som frivillig i 1991. Foto: Privat

Lars Frelle-Petersen og mange andre fra Rødt Hold kom derfor over på langt arbejdshold på Orange Scene. I tre uger boede de i Hønsehuset ved Mindelunden og kravlede rundt som glade amatører og byggede tårne og stilladser uden hverken hjelme eller sikkerhedsanordninger.

I 1995 blev han medlem af Områdegruppen, og fra 1996 til 1998 var han den øverste ansvarlige for Orange Scene. Han var i midten af tyverne og havde ansvaret for hundredevis af frivillige.

Jeg fik en stor tillidserklæring fra festivalen til at drive Orange Scene dengang, og det lærte mig måske meget mere om ledelse, end jeg siden hen i skiftende lederjobs har gjort.

”Jeg fik en stor tillidserklæring fra festivalen til at drive Orange Scene dengang, og det lærte mig måske meget mere om ledelse, end jeg siden hen i skiftende lederjobs har gjort. Når man skal stå der og få flere hundrede frivillige til at bygge scene, afvikle et festivalsprogram og få 30-40 medarbejdere til at bo derude i tre uger for en fribillet, noget mad, 10 drikkebilletter og en t-shirt. De skal gerne forlade festivalen tre uger senere med en oplevelse for livet og et ønske om at komme igen. Det lærte mig da utroligt meget, som jeg har brugt siden hen i min arbejdsfunktion: ’hvordan skaber man sammenhold?’, ’hvordan får man forskellige kompetencer til at arbejde sammen?’, ’hvordan skaber man begejstring for det man laver, og at man oplever, at man bidrager til noget meningsfuldt?

”Den begejstring, jeg i høj grad har lært af festivalen, bruger jeg også i dag til at videreformidle, hvorfor vi gør, som vi gør til mine medarbejdere, interessenter og omgivelser. De færreste mennesker kommer på arbejde grundlæggende bare for at få en løn. De vil tage et ansvar og de vil udvikle sig, så hvordan trykker man på de knapper? Jeg synes, at jeg bruger nogle af de ideer og værdier fra festivalen.”

Sand, søm, sten og Sex Pistols

I 1999 overtog han technoområdet, der erstattede D-Day scenen, og som var første forsøg på at lave et decideret identitetsområde, hvor mad, underholdning og udsmykning var tænkt sammen med musikken. Samme år blev han færdig med sin uddannelse og fik børn, og herefter droslede han lidt ned på Roskilde Festival.

I de efterfølgende år var Lars produktionsansvarlig på samme scene, og igennem nullerne har han primært været afviklingsansvarlig i Mediebyen. I 2013 og 2014 præsenterede han bands på Gloria, og efter en sjælden pause i 2015 – den kun anden festival siden 1988 han har misset – er han i år tilbage som afviklingsansvarlig i Mediebyen – eller Backstage Village, som det nu hedder.

I fuld gang med opbygning. Foto: Privat
I fuld gang med opbygning. Foto: Privat

I samme periode har han gjort karriere i Statsforvaltningen. Som specialkonsulent, programchef, vicedirektør over til sit nuværende job som direktør i Digitaliseringsstyrelsen, hvor han tiltrådte i 2012.

”For mig har det givet en ro i mit professionelle job, tror jeg, at jeg har prøvet nogle ting og godt ved, hvordan det er at stå i visse stressende situationer, hvor man for eksempel skal stille sig op på scenen og forklare publikum det ene eller det andet. Eller at man henholdsvis skal prøve at lokke og true musikere med, at de bare har at gå tilbage på scenen, for ellers har du nogle mennesker, der står og kaster med flasker i den anden ende. De der processer, at få det til at virke, har da klart gjort en mere robust i livet. ”

Lars Frelle-Petersen nævner koncerten med Sex Pistols i 1996, hvor dele af publikum kom bevæbnet med krus og flasker fyldt med sand, søm, sten og tis, som en udfordring, der krævede hurtig tænkning bag scenen.

Og året efter, endnu et legendarisk miserabelt regnvejrsår, hvor afslutningskoncerten med Leningrad Cowboys endte i oversvømmelse og strømafbrydelse, også her skulle der tænkes på fødderne.

”Det endte med at regne i lårtykke stråler til afslutningskoncerten, og det haglede og det stod ned, og vandet kom som en flodbølge. Da de gik af, og Leif Skov skulle op og sige farvel, brød alt sammen, og strømmen forsvandt, og vi skulle fortælle folk, at de skulle gå hjem. Leningrad Cowboys havde et russisk mandekor med, som var klædt i uniformer, og vi skulle bære dem ud, fordi vandet stod så højt, at de ikke kunne gå over i deres fine lædersko. Det var et inferno. Sådanne oplevelser, hvor man er lykkedes med den slags ting, sætter sig på en eller anden måde i baghovedet.”

Strømlinet, kommerciel og professionel

For Lars Frelle har festivalen forandret sig meget, siden han første gang var der. Founding father Leif Skov er væk, og organisationen forgrener sig hvert år i nye retninger. Den er mere strømlinet, mere kommerciel og mere professionel. Sponsorater skal forhandles, sikkerhed skal garanteres, og nogle af de chancer, de tog i 1990’erne, går det ikke med i dag.

”Dengang var man nok mere afhængig af skaberånden i organisationen, og det man kunne bringe frem, var det, der kunne lykkes. I dag er tingene sat meget i system, og der er en masse faste rammer, og det er på godt og ondt. Det er jo nok meget fornuftigt, at vi ikke længere bygger stilladser i 14 meters højde uden at have prøvet det før.”

Lars Frelle-Petersen med en af sine mange frivillige kolleger. Foto: Privat
Lars Frelle-Petersen med en af sine mange frivillige kolleger. Foto: Privat

I 1990’erne lukkede D.A.D. Orange Scene otte år i træk (eller sådan føltes det), så måske er det meget godt, at der er sket nogle forandringer siden dengang. For Lars Frelle-Petersen er det i hvert fald ikke nostalgien, der driver værket. Han har ikke købt en billet, siden de kostede et par hundrede kroner, og han kan ikke længere programmet i hovedet, men for ham handler det om fortsat at bidrage til festivalen.

”Det betyder meget for mig i dag stadig at bidrage til, at denne festivalorganisation kan lykkes. Den har givet mig så meget, og et eller andet sted synes jeg, at jeg også gerne vil give noget tilbage. Jeg ved ikke, om jeg ville købe en billet i dag, jeg har jo ikke købt en siden 1990, men samtidig tror jeg, at jeg stadig vil være frivillig her om 10 år. Måske skal jeg tilbage til at skrælle kartofler. Jeg synes i hvert fald stadig, at festivalen har noget at give mig, og det er derfor, at jeg også synes, at jeg har noget at give tilbage til den.”

SHARE
Previous article50 politikere satte gang i samtalen i Rising City
Next articleSmager Tuborg Rå orange?
Kasper Boye

Kasper Boye

Kasper tog første gang til Roskilde iført converse, cowboybukser og skovmandsskjorte, da han var 14 år gammel. Han har ikke taget det af eller kigget sig tilbage siden. Dengang kostede en billet kostede 475 kroner, og det meste af tiden gik med at vente på broen på venner, der aldrig kom. Det var tider, og siden er det hele kun blevet meget bedre. Kasper har brugt resten af sine år på Roskilde på at samle pant, sælge is, skrive facebookopdateringer og høre heavy. Det er det samme, han laver til hverdag.

Skriv en kommentar