Roskilde Festival Tours arrangerer normalt rundvisninger for samarbejdspartnere og V.I.P’ere, men også festivalsfrivillige og medlemmer af Foreningen Roskilde Festival kan hoppe med på en rundvisning på arealerne.

Den mulighed havde 33 medlemmer af Foreningen Roskilde Festival benyttet sig af, da bestyrelsen gav rundvisning en solbeskinnet søndag på Roskilde Festival 2016. Event-teamet var tovholder på søndagens rundvisning, og guidede den brogede forening med frivillige i alle aldre fra Indgang Vest, ned til Rising, forbi Clean Out Loud og over jernbanen til Dream City.

Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Hansen Mulvad

Et venligt ansigt på donationerne

Under interimistiske omstændigheder på et slidt podium i Rising, blandt fulde festivalgæster og musik fra mindst syv anlæg, mødte forsamlingen Malik, der satte et venligt ansigt på Foreningen Roskilde Festivals donationsarbejde. Foreningens donation til projektet KBH+ i 2015 og dermed Roskilde Festivals frivilliges indsats har nemlig hjulpet Malik med at komme videre og realisere sig som elektronisk komponist, der i år spiller på Rising-scenen. Tilhørerne var ivrige for at stille spørgsmål og de mange smil og nik spredte en følelse af samhørighed og fællesskab blandt forsamlingen.

Mandag på Roskilde Festival 2016 blev det offentliggjort at Foreningen Roskilde Festival donerer 500.000 kr. til årets Making a Change-partner, Kompis Sverige.

Fællesskabsfølelsen på Roskilde Festival var det overordnede tema på rundvisningens næste programpunkter; nemlig arbejdet med at udvikle og præge campingkulturen. I det velduftende Clean Out Loud, hvor talerne konkurrerede med en festivalgæsts drillende megafon, blev renlighed som fælles mission understreget. På tourens sidste etape på toppen af Dream Citys centrale container kunne forsamlingen spejde i en 360 graders vinkel over Dream Citys perler. Her blev den fælles byggeindsats understreget af den første taler, mens det fælles naboskab blev understreget for Settle & Share.

Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Hansen Mulvad

Indblik i frivilligmaskineriet

Med som bagtrop på rundvisningen var frivillig rundviser hos Roskilde Tours Bent Gringer, der indsamlede inspiration til sine næste rundvisninger. Rundvisningerne på Roskilde Festival illustrerer de mange forskellige kasketter af frivillighed på Roskilde Festival og giver – med Bents egne ord  – udsyn og smag for mere.

Bliv medlem af Foreningen Roskilde Festival

Som medlem af Foreningen Roskilde Festival kan du komme med på Roskilde Tours rundvisning – foruden sætte dit præg på Roskilde Festival, f.eks. ved at stille op til bestyrelsen og deltage i generalforsamlingen.

Ud over at rundvise for samarbejdspartnere som Danske Bank, V.I.P.’ere og firmaer der køber sig ind, rundviser Bent og de andre fra Roskilde Festival også for frivillige på Roskilde Festival, som han med stor entusiasme opfordrede til at opsøge turene. Bent påpegede at man som frivillig ind i mellem er så optaget af sin egen lille frivilligfirkant og team, at man glemmer det store maskineri bag Roskilde Festival, der består af alt fra servicevagter på toiletterne, ølsælgere i teltene og teknikere bag scenerne.

Skriv en kommentar