Orange Scene åbnes i 2016 af det op til 90 mand store The Orchestra of Syrian Musicians i selskab med Damon Albarn og gæster. RoskildeNyt har talt med booker på Roskilde Festival, Peter Hvalkof, om baggrunden for den enestående booking og hvilke logistiske udfordringer en så enorm koncertproduktion indbefatter.

Selvom geografien ikke umiddelbart antyder det, er koncerten med The Orchestra of Syrian Musicians produceret af holdet bag Africa Express og hænger dermed sammen med afslutningskoncerten i 2015 på Arena. Grundlaget for samarbejdet mellem Roskilde Festival og Africa Express blev lagt i 2014 i forbindelse med koncerten Atomic Bomb! Who Is William Onyeabor, hvor medlemmer af bands som Hot Chip og LCD Soundsystem samt Damon Albarn hyldede den nigerianske synth-pioneer William Onyeabor.

Orchestra_of_Syrian_Musicians_Peter_Hvalkof_Arthur_Cammelbeeck-4
Booker på Roskilde Festival Peter Hvalkof i samtale med RoskildeNyts udsendte. Fotograf: Arthur J. Cammelbeeck

En umage størrelse på Roskilde Festival

En af arrangørerne af Atomic Bomb-turneen var britiske Bryn Ormrod, der også er en del af Africa Express-holdet. Ifølge booker på Roskilde Festival, Peter Hvalkof, havde festivalen i mange år forsøgt at booke Africa Express, men først da Ormrod selv havde besøgt festivalen kom der hul igennem: ”Bryn havde formodentlig været ovre for at se, om vi kunne håndtere en sådan umage størrelse som Africa Express, og så kunne han jo kun melde tilbage, at hvis nogen kan det, så er det Roskilde Festival,” fortæller Peter Hvalkof, da RoskildeNyt møder ham få dage før den store åbningskoncert på Orange Scene på Roskilde Festival 2016.

Peter Hvalkof fortalte i efteråret Ormrod om Roskilde Festivals støtte til projektet Den Syriske Kulturkaravane, der har turneret rundt i Danmark, og festivalens ønske om at bringe et sådant projekt op på et internationalt niveau. Da Africa Express på det tidspunkt var ved at stable turneen med Damon og de syriske musikere på benene, gav samarbejdet nærmest sig selv. Sammen med en koncert på Holland Festival og en i Southbank Centre i London blev Roskilde Festival omdrejningspunkt for turneen, der efterfølgende er kommet til at indbefatte stop på Glastonbury Festival, i Istanbul og i Paris.

The Orchestra of Syrian Musicians. Fotograf: Arthur J. Cammelbeeck
Fra The Orchestra of Syrian Musicians’ koncert på spillestedet Global, juni 2016. Fotograf: Arthur J. Cammelbeeck

Udvidede koncertproduktioner

Sidste år gav Africa Express en over fire timer lang maratonkoncert, da de lukkede Arena og Roskilde Festival 2015. I 2016 åbnes Orange Scene af et orkester, der tæller op til 90 musikere. Vi spurgte Peter Hvalkof om de udvidede koncertproduktioner er en ny tendens på festivalen:

“Projekter af den størrelse er noget nyt, men vi har dog lavet andre lignende ting gennem årene. Vi havde for eksempel en koncertpakke med Mike Patton i forskellige opstillinger, vi har haft en pakke med Bill Laswell, der var her med fire forskellige bands og Suede lavede tre forskellige koncerter et år, så irregulære projekter er noget, vi har beskæftiget os med i mange år. De sidste par ting med Africa Express og det syriske orkester er selvfølgelig ekstravagant store, men vi har tidligere lavet store opsætninger af klassisk musik. Vi havde eksempelvis Den Kongelige Opera på Arena i 2004, og vi har haft forskellige symfoniorkestre på besøg. Vi kan godt lide at lave sådanne ting, fordi vi har pladsen til det, og når publikums umiddelbare poptørst er slukket, så synes mange, at det er superfedt at opleve disse store ensembler.

Kan vi forvente at koncerter i den stil bliver en større del af Roskilde Festivals profil fremover?

“Det er meget ressourcekrævende, men vi vil selvfølgelig gerne lave eksklusive koncerter og oplevelser – sådan er det jo med alle festivaler. Vi er nødt til at have en kunstnerisk profil og skabe nogle koncerter, som gør det interessant at komme hertil – det nytter ikke noget, at man bare kan gå hen i den nærmeste park og høre det samme program. Men jeg tror ikke, at disse store produktioner bliver et bærende grundlag for fremtiden som sådan, for vi er afhængige af at have en bred palet af populære artister, og de turnerer normalt i sommerperioden for at tjene penge til den mørke vinter.”

The Orchestra of Syrian Musicians gæstede spillestedet Global i juni 2016. Fotograf: Arthur J. Cammelbeeck
Et medlem af The Orchestra of Syrian Musicians øver på Spillestedet Global, juni 2016. Fotograf: Arthur J. Cammelbeeck

Mere end flygtninge

Sidste år lukkede Africa Express Roskilde Festival, og i år står The Orchestra of Syrian Musicians for åbningskoncerten på Orange Scene. Er den programlægning en måde at give det ekstra gennemslagskraft?

“Ja, der er ingen tvivl om, at en åbningskoncert på Orange giver ekstra bevågenhed, og det har vi ville udnytte. Dels vil vi præsentere publikum for noget, for mange af os, ukendt musik, men vigtigst er den menneskelige og politiske dimension. Det er utroligt vigtigt for os at understrege, at i denne tid hvor flygtninge bliver udstillet og betragtet som værende en stor byrde – ja, ikke nok med det, som folk, der kommer for at tage det der er ”vores” – er det Roskilde Festivals holdning, at ingen flygtninge forlader deres hjem af egen fri vilje, de gør det af nød. Vi skal behandle dem ordentligt, men vi skal også betragte dem, som det de er: Mennesker som du og jeg med ressourcer, der kan være til stor glæde for vores samfund. Vi håber, at koncerten på Orange kan bidrage til denne forståelse og skabe opmærksomhed om den ulykkelige situation, den syriske befolkning befinder sig i.”

 

Orchestra_of_Syrian_Musicians_Peter_Hvalkof_Arthur_Cammelbeeck-2
Peter Hvalkof er en ud af seks bookere, der står for musikprogrammet på Roskilde Festival. Fotograf: Arthur J. Cammelbeeck.

Gensidig forståelse og tillid

Hvilke erfaringer tager I med fra afviklingen af Africa Express-koncerten sidste år?

“Det kommer til at køre på samme måde, de rykker ind med et crew. Var man til Africa Express-koncerten sidste år, så man Africa Express’ stagemanager dirigere rundt med de mange artister, der var indover. Det var jo lige før, han var årets spiller – hold kæft hvor var han dygtig! Han kommer til at styre det, der foregår på scenen igen i år.”

Er der nogen ekstra udfordringer for de sceneansvarlige og de frivillige?

“Jo, der skal slæbes en masse udstyr, da der er op til 90 mand på scenen. Ellers er det ikke så meget anderledes end andre koncerter, atmosfæren bliver måske endda meget hyggeligere og mere afslappet, da det er nogle folk (Africa Express-holdet, red.), der har været her før og kan lide at være her.”

Hvad angår samarbejdet med Damon Albarn; er det lidt blevet en del af Roskildes identitet, at han kommer hvert år?

“Vi er ikke kede af, at Damon Albarn kigger forbi. Han har jo også en lang historie med Roskilde Festival: Han spillede her med Blur, da de stadig var purunge knægte, og sidenhen har han været her et hav af gange, med Blur, med Gorillaz, som soloartist, med Africa Express, og nu kommer han så med syrerne. Han skal være velkommen anytime. Nu er det jo ikke Damon vi har forhandlet direkte med, han har jo et netværk af folk til alt. Det er organisationen Africa Express, der er producent på det her. Det er dem, vi har den fortsatte dialog med, og det har været meget nemmere i år, dels fordi de ikke skal øve, og dels fordi vi kender hinanden fra sidste år, og tingene ikke skal forklares på samme måde. De ved, at når vi lover at levere en sublim oplevelse for alle, så holder det, og vi kan på samme måde stole på dem. Der er en gensidig forståelse og tillid til, at vi arbejder rigtig godt sammen.”

Læs interviewet med dansk-bosiddende Maher Mahmoud fra the Orchestra of Syrian Musicians her på RoskildeNyt.

The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests åbner Orange Scene onsdag den 29. juni 2016 kl. 18.

 

 

 

Skriv en kommentar