Lækker mad til særpris for frivillige på byens restauranter, udstilling af kommunens foreningsliv i butiksruderne og sprint-stafetter gennem gågaden. Det er bare nogle af de sjove ideer, der kom ud af en eftermiddags idéudvikling i Byens Hus i Roskilde. Borgmester Joy Mogensen deltog også i ’aktivitetsværkstedet’ og er begejstret for de mange foreningers engagement i projektet.

En lummer junieftermiddag er der indkaldt til aktivitetsværksted, og store dele af Roskildes frivillige ildsjæle har sendt sine repræsentanter til Byens hus på Stændertorvet. De omtrent 30 deltagere kommer fra alle kanter; fra Ungdommens Røde Kors til Alzheimer-foreningen, og fra den lille fair trade-butik Karibu til paraplyorganisationen Roskilde Idræts Union.

Opgaven? At fejre, fremvise og udforske frivilligheden i Roskilde gennem en uges aktiviteter og events for offentligheden. Fra 26. september til 2. oktober 2016 afholdes nemlig den allerførste ’FrivilligUge39’, hvor du kan glæde dig til fejring, fremvisning og udforskning af frivillighedens mange former.

IMG_1283

Borgmesteren var med

Joy Mogensen, borgmester i Roskilde, kom forbi mødet for at høre mere om ideerne til ugens aktiviteter, og hun var glad for at Byens Hus var fyldt.

”Det var rigtigt vigtigt for flertallet af byrådet og mig, at byens hus ikke blev sådan et ’kommunalt sted’, men et sted der samlede de frivillige til at kunne lave nye ting på tværs – og at de har et stærkt sted at vise sig frem for dem, der endnu ikke har fundet et sted at være frivillig”, fortæller hun og gør opmærksom på, at det er samme tankegang, der præger arbejdet med FrivilligUge39.

”Frivilligugen er ikke noget vi planlægger i frivillighedscentret eller på kommunen, men i stedet tager vi de frivillige ind og planlægger ugen sammen med dem”, siger hun.

IMG_1303

Roskilde Festival giver tilbage

Det er Roskilde Festival, der sammen med kommunen har givet penge til festugen. Ideen er at videreudvikle Frivillig Fredag – som vel at mærke stadig er en del af ugens program.

”Vores støtte til FrivilligUge39 udspringer af både taknemmelighed og opbakning til de mange lokale frivillige, der er med til at bakke op om festivalen. Men det handler også om at sikre et bæredygtigt samfund med engagerede mennesker, der vil mere end blot sig selv og sine nærmeste, og som gør en forskel for fællesskabet. Her gælder det lokalområdet, men det gælder for så vidt alle vores donationer”, siger talskvinde for festivalen, Christina Bilde.

Organisationsudvikler i Roskilde Festival, Annette Jørgensen, er en af de to tovholdere på projektet, der skal sikre, at ugen bliver en succes. Anden halvdel af makkerparret er Kathrine Krone Laurent, sekretariatsleder i Byens hus, og selv om de to er rutinerede projektledere, valgte de fra starten at inddrage de frivillige selv til at udforme programmet.

”Frivillige mennesker er travle mennesker, så en fejring skal ikke kræve mere af deres tid. Den skal fremvise det, de allerede gør, og give dem mulighed for at gøre noget andet end de plejer – fx at netværke som i aften”, siger Kathrine som jubler over, at så mange har taget sig tid til at dukke op.

IMG_1366

En idé for en kop kaffe

Mads og Oliver, to unge ildsjæle fra Byens Hus, havde fået til opgave at sikre de rigtige rammer for at oversætte ambitionerne til konkrete ideer. Og allerede ved indgangen blev deltagerne udfordret til at være kreative.

”En kop kaffe koster en idé, som du kan skrive på en post-it og hænge op på væggen her”, lød velkomsthilsenen, der straks satte de frivillige i arbejde. Med remedier som samtalekort, idéudviklingsskabeloner og en kontakt-væg blev organiseringen og planlægningen af den nye FrivilligUge helt åben for de fremmødte, og det kom der en række sjove ideer ud af. Roskildes beboere skal fx ikke blive overrasket, hvis byens restauranter i slutningen af september har særligt lave priser for byens frivillige – eller hvis I pludselig overhales af en sprintende medborger ned igennem gågaden.

Kathrine Krone Laurent ser allerede nu omridset af en række ideer, der kan fejre og fremvise frivilligheden i Roskilde. ”Det udforskende er nok lidt sværere, men her har vi en idé om, at vi måske kan arrangere en stafet, hvor de frivillige besøger hinanden og bliver klogere på, hvad de hver især er gode til. Måske kan en af foreningerne vise de andre en ny måde at holde et møde på”, reflekterer Kathrine, der ligesom resten af deltagerne tænker i mulige arrangementer og aktiviteter.

Allerede i morgen, mandag den 13. juni 2016, er der deadline for at tilmelde arrangementer til ugen, men skulle man senere få en god idé, er døren ikke lukket. ”Det er blot en tilkendegivelse af, at en gruppe frivillige gerne vil lave et arrangement, og det giver os et overblik over, hvad vi har på programmet”, siger Kathrine.

Hvis du ligesom os er spændt på, om der bliver sprint på gågaden, er det bare at følge med på www.facebook.com/Frivilliguge39Roskilde

Skriv en kommentar