Tænker du på, hvor salaten i din burger kommer fra? Hvordan kyllingen i din thairet har haft det? Eller hvad der egentlig er i din fadøl? På Roskilde Festival behøver du ikke bekymre dig, vi har en plan.

Roskilde Festival vil være bæredygtig, også når det kommer til de mad- og drikkevarer, der langes over disken under festivalen. Derfor lancerede vi sidste år en madstrategi, en plan som kort fortalt lyder, at vi vil servere socialt og miljømæssig bæredygtig mad, som udfordrer den gængse opfattelse af festivalmad.

90% øko i 2017

For at leve op til strategien er der blandt andet fokus på økologi. Målet er, at 90% af alle måltider, der sælges på Roskilde Festival i 2017 er økologiske. Du opdagede det måske allerede sidste år, men på årets festival bliver det endnu mere tydeligt. Boderne, som hvert år langer alt fra friske karryretter til store beskidte burgere over disken er nemlig omdrejningspunkt for ændringerne. Og du kan godt glæde dig!

Flere boder har været på kursus i økologiomlægning for at sikre, at din oplevelse af maden på festivalen ikke bliver dårligere, men at du tvært imod får mulighed for at smage mange lækre retter lavet af gode, økologiske råvarer, som ikke bare gør dig mæt, men også glad – og måske endda overrasket.

Laura Andersen, som er projektleder for Roskilde Festivals omlægning til økologi fortæller ”Det er et ambitiøst projekt, og kurserne er et vigtigt element i at sikre, at både boder og festivaldeltagere får en positiv oplevelse af ændringerne. På kurset er den enkelte bod omdrejningspunkt og der tages udgangspunkt i eksisterende menuer. På den måde går alle fra kurset med en plan for en alternativ økologisk festivalmenu.”

Thai for økologisk

Festivaldeltagerne kommer ikke til at mærke forskel, hverken på prisen eller kvaliteten. Det lover Steen Christensen, som er indehaver af en gammel kending, nemlig Thai Lanna; ”Studenterne og alle de andre skal stadig skal kunne få et godt måltid mad hos os – og det skal stadig være til en ordentlig pris.” Derfor brugte han lejligheden til at komme på økoomlægningskursus og kigge på økologiregnskabet og undersøge, hvordan han kunne ændre mest muligt uden at påvirke smag, kvalitet og pris i en forkert retning. For økologi er ikke alt, ”Vi er ikke ligeglade med hvilken madoplevelse, vores gæster får, og det er et stort arbejde at skaffe så meget økologisk mad af dén kvalitet, vi vil have. Men vi kan godt lide at være en del af festivalen og det er et godt initiativ, som er med til at placere økologi i folks bevidsthed. Så vi har taget udfordringen op” fortæller Steen.

Fakta

22 boder har deltaget i kurserne i økologiomlægning, som er støttet af Naturmælk, og i 2015 blev afholdt af konsulenter fra Københavns Madhus og i 2016 af konsulenter fra Grundsmag.


Det er ikke så lidt mad, vi konsumerer i løbet af de otte dage, festivalen varer. Festivalens deltagere og frivillige spiser ca. 3 millioner måltider – det svarer til omtrent 675.000 kg mad.

Næste skridt: Drikkevarer og snacks

Men det er ikke kun maden, der skal være mere økologisk, også udbuddet af de læskende drikke, der holder dig hydreret, hvad enten solen bager, eller regnen drypper på teltdugen, står for skud. Og her bliver arrangørerne for alvor udfordret, nogle varer er nemlig sværere at skaffe end andre. Laura Andersen fortæller; ”Slik og spiritus er svært, men markedet udvikler sig heldigvis fra år til år. Lige nu arbejder vi på at skaffe økologiske chips.” Laura fortsætter ”Samtidig kan meget lade sig gøre når så mange mennesker samles. Tuborg Rå er eksempelvis resultatet af et samarbejde mellem Roskilde Festival og Tuborg – og blev en almindelig vare i mange supermarkeder efter den store efterspørgsel på festivalen. Det er vi stolte af.”

Hvad enten du besøger boderne for at få dig en kulinarisk oplevelse eller for at kurere dine tømmermænd, så kan du nyde din bestilling med god samvittighed – både på årets festival, men i endnu højere grad i 2017, hvor vi forventer at nå målet om at servere mad og drikkevarer, som er endnu mere bæredygtige – både socialt og miljømæssigt.

God appetit!

 

Skriv en kommentar