Har du sat kryds i kalenderen?

Lørdag den 9. april 2016 løber Foreningen Roskilde Festivals årlige generalforsamling af stablen. I år kombineres den med et spændende årsmøde for alle foreningens medlemmer. Tilmeldingsfristen er nu på torsdag den 31. marts, og tilmelding foregår via link i den fremsendte mail til Foreningens medlemmer. Er du ikke allerede medlem af Foreningen Roskilde Festival, kan du blive det her. Årsmødet og generalforsamlingen finder sted den 9. april kl. 11-18 på Roskilde Gymnasium.

Hvis du er medlem af Foreningen Roskilde Festival, har du nu mulighed for at involvere dig endnu mere i udviklingen af festivalen. I år bliver generalforsamlingen nemlig kombineret med et årsmøde, hvor du kan sætte dit præg på debatten om festivalens udvikling og samtidig få et kig ind i festivalens maskinrum.

Udvider den demokratiske platform

Bestyrelsesformand Steen Jørgensen deltager i Foreningen Roskilde Festivals generalforsamling for hele trettende gang i år, og han glæder sig: ”I år præsenterer vi et nyt koncept for medlemmerne. Vi holder selvfølgelig generalforsamlingen med dén dagsorden, vores vedtægter foreskriver. Men vi prøver også noget nyt. Vi udvider den demokratiske platform og gør plads til at vores medlemmer kan lufte tanker, ideer og drømme.”

Årsmødet består af workshops, hvor forskellige dele af foreningens nuværende og fremtidige virke tages op til debat. Programmet byder blandt andet på emner som social bæredygtighed og donationer, god foreningsledelse og også et kig på festivalens holdningsarbejde. Dagen slutter af med intet mindre end “et brag” af en musikalsk oplevelse, skal man tro foreningsbestyrelsen.

 

Skriv en kommentar