Roskilde Festivals julehjælp går i år til at skabe samvær og fællesskab for børn og unge, der kæmper med ensomhed og social isolation i deres hverdag.

Der er ikke megen sne at spore i det danske landskab, men julen er på vej, og en let gaveregn følger med årets juledonationer. I år går julehjælpen fra Roskilde Festival til organisationer, der arbejder med ensomme og socialt isolerede børn og unge.

Og meldingen fra Steen Jørgensen, Bestyrelsesformand i Foreningen Roskilde Festival, er klar:

»Vi vil gerne bidrage til at skabe samvær og fællesskab for især udsatte unge og børn, så pengene er gået til aktiviteter som juletræsfester, middagsselskaber, koncerter og biografture, som er trygge og hyggelige oplevelser.«

Vidt omkring med julehjælp

Aktiviteterne er mange, og juledonationerne kommer med 10 forskellige organisationer på modtagerlisten også vidt omkring.

»Det er blandt andet unge asylansøgere, børn fra kvindekrisecentre og unge hjemløse, der får gavn af Roskilde Festivals overskud her i december«, lyder det fra Steen Jørgensen om organisationerne, der tæller:

  • Røde Kors (Asylcenter Avnstrup)
  • Foreningen Grønlandske Børn
  • Spilopperne (Ungdommens Røde Kors)
  • Kofoeds Kælder
  • INSP!
  • Fundamentet
  • Frelsens Hær
  • Børnenes Kontor
  • Kafe Klaus
  • Mødrehjælpen

De arbejder alle aktivt med at skabe bedre livsvilkår for ensomme og socialt udsatte, men på hver deres måde. Eksempelvis har værestedet Kofoeds Kælder her i juletiden inviteret unge hjemløse ud til middag og i biografen, mens Røde Kors og Avnstrup Asylcenter arrangerede en festlig aften med mad og koncert for 300 unge flygtninge.

asylfest_gimle2
Der blev danset på spillestedet Gimle, da Røde Kors og Avnstrup asylcenter bød unge asylansøgere indenfor til mad og koncert foto: Cecilie Storm Winther

Og i Foreningen Grønlandske Børn har man med donationen fra Roskilde Festival haft mulighed for at byde familier til julefest med traditionel julemiddag og grønlandsk julebanko.

Frivilligt fællesskab i julen

Juledonationerne udgør en andel af overskuddet fra årets festival, mens mange frivillige har engageret sig i arbejdet med julehjælpen, »Og på den måde har festivalens gæster og frivillige bidraget til at gøre julemåneden en smule hyggeligere for andre, der har brug for en ekstra håndsrækning,« som Steen Jørgensen udtrykker det.

Gaveindpak1
Traditionen tro mødte frivillige op på Roskilde Festivals sekretariat for at pakke gaver ind.

En gruppe frivillige har siden starten af oktober ydet en særlig indsats med planlægning og uddeling af juledonationerne samt bidraget til at afvikle julearrangementer. Og en tirsdag i december blev der fyret op for gaveindpakning i hovedkvarteret på Havsteensvej i Roskilde, hvor de deltagende ikke lagde bånd på sig selv, men fik pakket hele 511 julegaver ind.

Rigtig glædelig jul!

Skriv en kommentar