I kølvandet på den første offentliggørelse af navne til RF16 tog RoskildeNyt en snak med Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén og lagde øret til jorden for at fange de første svingninger.

Roskilde Festival. Den første musikpakke er altid ventet med spænding og sætter gang i både forventninger og forhåbninger blandt publikum. I mandags blændede vi op for den årlige bandønske-kampagne – klik her for at prøve selv, hvor alle kan byde ind med deres særlige bandønsker, og i dag har vi løftet sløret for de første 10 kunstnere, der næste sommer gæster Danmarks 4. største by – Roskilde Festival 2016.

I anledning af den første offentliggørelse fangede vi Anders Wahrén, der er programchef på Roskilde Festival og medlem af festivalens bookinggruppe, for at blive klogere på de første navne og nogle af de overvejelser, der ligger til grund for programmets videre udformning. Og ikke mindst for at høre, hvordan vores øver indflydelse på bookinggruppens arbejde.

300CB399-Colour-Warehouse-Landscape
Courtney Barnett er en af de kunsterne, der kan opleves på RF16

Bred palet og høje forventninger

De første navne fra Roskilde Festival 2016 vidner om, at publikum kan se frem til at blive flyttet, udfordret og overrasket af et musikprogram, der søger at favne samtidens mangfoldige og sitrende musikscene.

RoskildeNyt: Hvad byder den første musikpakke på af genrer?

Anders Wahrén: »Vi er faktisk rigtig stolte af den palet, vi har fået på plads til årets første pakke. Der er både country, metal, hiphop, indie og en masse ind imellem. Så der er forhåbentlig noget for alle og ikke mindst en masse til dem, der kan lide forskellig ny musik. Som vi har mange af i vores publikum!«

Er der nogle navne, du særligt vil fremhæve?

»Courtney Barnett, Mac DeMarco og Action Bronson er på hver deres måde gode eksponenter for fremtidens musik. Vi forventer os en masse af deres koncerter på RF16 og glæder os til at følge dem videre, fordi vi ved, at de har rigtig meget at byde på.«

Kok og rapper - Action Bronson Foto: Tom Gould
Kok og rapper – Action Bronson Foto: Tom Gould

Hvorfor netop disse navne som de første musikalske tegn på Roskilde Festival 2016?

»Det passer os godt at kunne starte med at præsentere bredden i vores program, så derfor skulle der også være mere end blot et par navne. Flere af dem er meget efterspurgte blandt særlige segmenter i vores publikum, men der skal også være plads til dem, der nok ikke vækker så stor genkendelse endnu; som f.eks. Cattle Decapitation.«

Det er med disse 10 navne, at Roskilde Festival indleder offentliggørelserne til den 46. festival: Action Bronson (US), Mac Demarco (CA), Courtney Barnett (AU), Cattle Decapitation (US), Colin Stetson & Sarah Neufeld (CA), Ho99o9 (US), Kuedo (DE), Qwanqwa (ET), Sleaford Mods (UK) og Sturgil Simpson (US)

Det rette mix

Bredden i musikprogrammet handler ikke kun om adskillige genrer, men også om at finde balancen mellem de forskellige oplevelser og følelser, der knytter sig til musikken. Lige fra navne, der kalder til fællesskab, over de, der sætter gang i festen, til dem, der søger intimiteten. Det handler om at finde det rette mix – dels for festivalen selv, men også for publikums egen skyld:

Hvordan er balancen mellem store, mellem og mindre navne?

»Det er svært at sætte tal på, men vi ser meget på tværs af genrer, kendskabsgrad osv., når vi skal vurdere, om vi har det rette mix. Alle artister, vi programsætter, har en funktion; om det så er at trække mange mennesker til en stor fest på Arena eller give nogle få en hårrejsende intim oplevelse på Gloria. Vi kunne aldrig lave den festival, vi gør, hvis vi ikke havde store navne til at lave fællesskabet foran Orange Scene, men omvendt ville vi heller aldrig drømme om at give køb på alle de små, skæve indslag, som man ikke finder andre steder end netop på Roskilde.«

Mac Demarco kigger også forbi.
Mac Demarco kigger også forbi.

Hvornår kommer de første hovednavne?

»Det ville være dejligt at vide, men vi er jo afhængige af en masse faktorer vi ikke kan påvirke, når artisterne skal planlægge deres tour, så det bedste svar vil være snarest muligt.«

Hvordan vil I leve op til hovednavnsforventningerne efter Paul McCartney og The Rolling Stones?

»Hvis man udelukkende fokuserer på hovednavne er det nemt at blive skuffet. Der er kun én McCartney og ét Stones, lige så vel som der kun er én Florence Welsh eller to Disclosure-brødre. Vi fokuserer langt mere på helheden end på at ramme nogen med enkeltstående navne.«

Blomstrende bevidsthed

Udover at lytte til musikken og kunstnerne, er Roskilde Festival berømmet for at lytte til og engagere såvel frivillige som publikum. Det har også betydning for bookinggruppens arbejde, hvor man er lydhøre overfor ønsker og finder inspiration i samtalen om musikken. Nogle ønsker er dog sværere at efterkomme end andre:

Hvad bruger I bandønske-kampagnen til?

»Vi bruger den som inspiration, fordi den giver en pejling af hvor – eller i hvert fald dele af – vores publikum er på vej hen. Så måske kan vi ikke opfylde så mange ønsker 1:1, men vi kan i hvert fald sørge for at orientere os i de genrer, der blomstrer i folks bevidsthed. Og så skal vi nok finde på noget, som slet ikke er nået deres ører endnu.«

Hvilken form for feedback får I ellers fra publikum og frivillige?

»Vi får rigtig mange direkte mails og ser også meget af det, der bliver skrevet på Facebook og Twitter, og så snakker vi jo med folk om musik ligesom alle andre gør og får derigennem også en masse input og ideer.«

Hvordan går det med bookingen af Rage Against The Machine?

»Det går som det plejer med både dem og Daft Punk: Ingen planer om at spille live.«

Fakta

Du kan til og med 23. oktober tage del i Roskilde Festival bandønske-kampagne. Det er kun muligt at deltage én gang, så overvej dine valg nøje. Ønsk her.

Du kan også at lytte til og læse mere om de offentliggjorte kunstnere via vores website, der løbende bliver opdateret i takt med at nye navne bliver føjet til programmet:

Udover Anders Wahrén består Roskilde Festivals bookinggruppe af: Peter Hvalkoff, Stefan Gejsing, Thomas Jepsen, Marianne Ifversen og Claes Roepstorff. Du kan læse mere om deres arbejde her.

Skriv en kommentar