RoskildeNyt har snøret hurtig-skoene og fulgt efter dommerne fra Camp of the Year, når de kæmmer festivalpladsen for årets absolut fedeste lejr.

En gennemsnitlig festivaldeltager går omkring 10 kilometer om dagen. En Camp of the Year-dommer kan på en god vagt komme op på 25 kilometer. Det kræver med andre ord øl, sved og ømme ben, at kåre årets bedste og mest innovative camps på Roskilde. Og folkene i Camp of the Year tager i den grad opgaven alvorligt. Også selvom den er sjov.

Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Mulvad
Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

”… og så smider vi bukserne”

Der er mange forskellige forestillinger om, hvad der udgør en virkelig god lejr. Er det et gennemført tema eller sjove events? Eller handler det i virkeligheden bare om at have et kampstort anlæg, der kan spille Vengaboys for fuld Gadaffi – eller at have viljen til at beholde sit sorte nonnekostume på i bragende solskin?

Der er mange parametre, der tages i betragtning, når Camp of the Year-dommerne fælder deres dom. De omtrent 50 håbefulde camps, som i år har tilmeldt sig konkurrencen, kan så sandelig også tilbyde noget for enhver smag. Denne aften i dommernes selskab bød eksempelvis på både breakdance-battles, erotisk højtlæsning og ikke mindst et Game of Thrones-bryllup, hvor en stolt (og overraskende vellignende) Jaime Lannister fremviste sin selvsmedede rustning.

”Hvad kan I?” spurgte jeg den feststemte samling drenge på aftenens tredje stop. ”Vi har et anlæg” lød det ivrigt fra den nærmeste bøllehatteklædte unge mand, der i det samme rejste sig op til tonerne af det, der angiveligt måtte være drengenes absolutte yndlingssang: Et nummer primært bestående af spørgsmålet ”Hvorfor har du bukser på?”. Efterfølgende research tyder på, at kunstneren er Din Mor (hvilket er kunstnernavnet – ikke et forsøg på at være flabet) ”… Og så smider vi bukserne!” råbte han, mens de uhyggeligt catchy toner buldrede igennem anlægget akkompagneret af synkronstrip. Muligvis ikke temaet med det største vinderpotentiale, men ikke desto mindre mestrede lejren solid holdånd. Og udmærkede afklædnings-skills.

Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Mulvad
Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

(Re)definitionen af ’the orange feeling’

I løbet af ugen har de deltagende lejre konkurreret om at blive Camp of the Day inden for fem forskellige kategorier, vinderlejren helst skal være kyndig i. Med blod, sved, tårer og kampgejst har lejrene bygget ølbongs, lavet tøjkæder og forsøgt at finde Holger for at tilkæmpe sig æren af en af de fem titler, som COTY uddeler. Der bliver uddelt priser til de vildeste partystartere, de mest originale, de bedste naboer og det mest vellykkede tema. Sidst, men ikke mindst, har vi wildcard-prisen, som tilfalder lejren, der har noget helt særligt, som ganske enkelt bare tager kegler.

COTY_Farmerdating_IngerMarieHelgasdatterMulvad
Fotograf: Inger Marie Helgasdatter Mulvad

”Det handler selvfølgelig om at have hele pakken” lyder det fra dommeren Mille.

”Men mest af alt handler det om, at lejren er definitionen af the orange feeling”.

Den berømte Roskildefølelse, der emmer af god atmosfære, stærkt sammenhold og kreative oplevelser. En følelse, som helst skal mænge sig med både naboerne og drop-ins, og give genlyd i hele det lille Roskildesamfund.

Årets bedste lejr – nu med asier

Efter utallige lejrvisit, grundig overvejelse og benhård votering, blev det Camp Asier, der i år løb med titlen som årets bedste lejr. Game of Thrones-lejren, Camp of Ice and Fire, måtte se sig slået på målstregen, da de led det bitre nederlag i en god, gammeldags larmekonkurrence.

Men hvad var det så, udover et usædvanligt støjniveau, der gjorde, at Camp Asier var lidt federe end alle de andre?

”De var megasøde og ivrige – på den gode måde” lyder det fra meddommer Lars.

”Derudover har de været de stolte værter af både asie-olympics, ‘Sæt asien på æslet’-lege, wet t-shirt-konkurrencer med asievand, samt en masse fester hele tiden. Og så har de spist over 50 kilo asier”.

Og dét må selv drengene, der smed bukserne, erkende, er vinderværdig dedikation.

Skriv en kommentar