Kom bag om vesten på Roskilde Festivals frivillige og mange forskellige funktioner. Mød Stine Amalie Löyche, 29 år og fra Aarhus.

Hvad laver du?

“Jeg er frivillig for Love Spring. Vi er en del af Roskilde Festivals officielle vandopfyldningssystem, så vi skal give vand til alle der kommer med dunke, kopper og så videre. Men vi sælger også flasker til 20 kroner, som i år går til brønde i Mali. Det er forskelligt fra år til år, hvilke lande man støtter.”

Hvorfor arbejder du med dette område?

“Faktisk vidste jeg ikke rigtigt om jeg ville være frivillig. Jeg har været på Roskilde Festival ti gange før, og alle gange har jeg købt billet. Min veninde har været frivillig for Love Spring i nogle år, og jeg syntes, det lød hyggeligt og som en god sag. Det er under en måned siden, jeg besluttede mig for at tage på Roskilde Festival, og så manglede de nogen der skulle være over 25 år til at holde styr på tropperne. Det ville jeg gerne.”

Her i boden er det bedste, at folk bliver overraskende glade for at få vand

Hvad er det bedste ved at være frivillig?

“Her i boden er det bedste, at folk bliver overraskende glade for at få vand. De bliver de helt vildt glade over at få at vide, at de gerne må komme tilbage og få fyldt op igen. Jeg står op i mange timer ad gangen, men når folk er så smilende, går tiden virkelig hurtigt.”

Hvad er dit sjoveste minde fra Roskilde Festival?

“Det, jeg husker bedst, er lidt ulækkert, men set i bakspejlet er det sjovt. Jeg gik tæt på en tisserende, hvor en går ind i min albue, så jeg ender med at falde i tisserenden. Det var ret ulækkert. Og mens jeg ligger dernede, griner jeg så meget at jeg ender med at tisse i bukserne. Det er måske ikke den bedste oplevelse, men det er det jeg husker bedst fra Roskilde, og som bliver bragt op hvert eneste år. Det er i hvert fald et godt minde for alle i min lejr.”

Skriv en kommentar