Igen i år løber en lind strøm af rød saft gennem de tusindvis af frivillige – RoskildeNyt har smagt på varen.

Gennem flere år har Roskilde Festivals pairing til både de velsmagende menuer i gourmettemplet Hal 45 og til de lettere serveringer i flere af festivalens mindre traktørsteder bestået af den velkendte Cuvée Roskilde, også enigmatisk kendt i folkemunde som ’Den Røde Saft’. Som det naturlige alternativ til de store publikumssucceser ’øl’ og ’kaffe’ har denne frivillighedens eliksir lifligt dryppet fra sin kilde dybt under Dyrskuepladsen. I år byder slottet på en ny aftapning, og RoskildeNyt har den i glasset.

Det første man bemærker, er den højrøde, næsten æblemodne teint, der klæder den kun nænsomt viskøse dråbe som en balkjole på Askepot: Luksuriøs, elegant og dog klædeligt diskret omfavner den glassets kant. Bouqueten er langt mere kropsstærk; uden at give køb på den mondæne elegance binder den an med tydelige toner af frugthave, både søde og syrlige nuancer. Æble, blomme og hindbær slænger sig kælent om en medicinsk, lidt alkalisk undertone, der sammen med fraværet af en egentlig fornemmelse af terroir afslører, at der er tale om en ung saft.

Ung saft og fyldig bouquet er som bekendt en ildevarslende kombination, men i munden afsløres det, at vi her har at gøre med endnu en fremragende årgang: Hvad der før måtte mangle af jordede, salte nuancer, danner nu en solid klangbund for de mere flygtige smagselementer. Her er en næsten cideragtig syrlighed, der i perfekt afbalanceret samspil med en naturlig – men ikke underspillet – sødme giver en saft, der uproblematisk kan assistere både de store kødserveringer fra kantinegastronomiens Ecclesia Sepulchre – Hal45 – såsom farsbrød og braiserede krebinetter, og til de mere æteriske smagspaletter i festivalens bistro-klassikere som rabarbersuppe med ubagt marengsmasse og fiskefrikadeller uden remoulade.

Eftersmagen spiller næsten kontrapunktisk op mod de søde elementer med en spids, næsten lidt overraskende bitterhed, men skal der dryppes en smule malurt i bægeret, må man erkende, at den forlader munden noget hastigt. Det kan for så vidt forventes, når der er tale om så ung, næsten fersk saft, men spørgsmålet er, om afrundingen på dunk i en længere periode vil kaste barnet ud med badevandet og slibe så mange hjørner af de bitre noter, der er netop dette chateaus særkende, at saften står tilbage mere anonym. Det vil kun tiden – og glasset – vise. Herfra skal falde fem store og forhåbningsfulde telte til den nektar, vi alle skylder så meget. Uden den røde feeling, ingen Orange Feeling.

Previous articleMaker – gør fremtiden selv
Next article“Some areas at Roskilde look like Mogadishu”
Espen Fyhrie

Espen Fyhrie

Espen er redaktør for Intern Kommunikation og har været på Roskilde Festival hvert år siden 1994. Han arbejder til daglig som gymnasielærer og som online redaktør for Dagbladet Information, men er trods de røde penne en rar person. Og så ser han hvert år på RF alle koncerter med kunstnere fra Mali.

Inez Dawczyk

Inez Dawczyk

Siden 2015 har Inez været fotograf for RoskildeNyt. Hendes passion for fotografi blev født mens hun læste fotojournalistik på Volda College i Norge, og hun fik særlig interesse for at fotografere mennesker. Inez fotograferer i dokumentarisk stil kombineret med kreative indfald. I Inez’ personlige projekter foretrækker hun enkelthed som æstetisk metode for sit arbejde.

Skriv en kommentar