Roskilde Festival har altid været mere end musik, og igen i år er campingområdet et snavset slaraffenland af events, fester og øldrevne konkurrencer. Ud af mulden og mudderet spirer roskildefolkets egen festival, og nu giver den digitale kalender Events at Roskilde dig det fulde overblik over alt mellem Øst, Vest, Twerk Off og nøgenfest.

355 dages tung, tung ventetid er forbi. Når køen er overstået, hegnet er forceret og lejren er cementeret, venter en uge hvor fantasien sætter grænser langt før virkeligheden gør det. Campsitets kringlede stier og skumle afkroge emmer som altid af livsglæde og dødsforagt, og igen i år har Roskildes gæster planlagt et hav af begivenheder. Hvis man ved, hvor man skal lede, eller falder heldigt, er der altid oplevelser herude, man ikke helt vidste, at man havde brug for. Hvor det officielle program danner overblik over de mange scener, cities og zoner, samler den aldeles uautoriserede Event Calender alt det indhold, gæsterne selv har skabt.

Screen-Shot-2015-06-27-at-09.24.44

Du har måske hørt om nøgenløbet, og føler dig sikker på at du kan vinde det, men du ved ikke, hvor det er. Nogen har talt om Morgenyoga, og du vil være sikker på at være så langt fra det som muligt til alle tider. Uanset behovet er Roskilde Event Calender din digitale guide til de chokerende succeser og fantastiske fejltrin, der altid venter. Kalenderen samler pt mere end 150 begivenheder, der dækker alt fra talentshows og twerk offs til organiseret ølstafet og lambruscofest i fællesbadet – og flere kommer stadig til.

Foto: Kenneth Lysbjerg
Foto: Kenneth Lysbjerg

Tømmermænd og nøgenløb

Kalenderen er udviklet af den norske Roskildeveteran Per Tore Holmberg, der i 2015 rammer sin trettende festival i streg. Per er 34 år, arbejder som it-konsulent og hvis alt går vel i køen huserer han igen i år et sted i B. Han fik idéen til at lave en kalender, da han lavede optagelser til filmen Roskilde – The Experience 3D, som samler højdepunkterne fra de sidste fire års eskapader. Da Per filmede til den i 2012, havde Roskilde Festival en officiel event-app, som han brugte flittigt til at følge med i livets gang på campsitet. Appen blev dog taget ned i 2013, og så kunne han ikke finde rundt.

”Campsitet er et kæmpe område. Der sker utroligt mange ting, men at finde dem er virkelig vanskeligt. Da Roskilde Festival fjernede deres app, besluttede jeg mig for at lave min egen oversigt. I første omgang var det mest for min egen skyld, så jeg kunne holde styr på events”.

Foto: Benjamin Legarth
Foto: Benjamin Legarth

Da Roskilde Event Calender launchede i 2014 var der ca. 1000 følgere på Facebook. I løbet af det sidste år er der kommet mere end 3000 nye til, og tallet stiger dagligt. Vennen Martin Horn Pedersen er kommet med ind over projektet, fordi Per ikke længere selv kan holde styr på alle begivenhederne. I 2015 er der knap 150 begivenheder linet op med detaljerede beskrivelser af tidspunkt, placering og indhold. Per ved godt, hvad han selv skal opleve.

”Jeg skal til skumparty. Og så skal jeg til nøgenløb. Det er endnu ikke lykkedes mig at se det, fordi jeg altid har haft for mange tømmermænd, men i år skal det være”.

Fem udvalgte events

For de tidlige
Ægte cirkeløkonomi hos Camp Burt Reynolds, hvor man kan veksle sin uåbnede morgenøl til friskbrygget morgenkaffe mellem 10 og 12. Camp Burt Reynolds har et hul i jorden til din bajer, og når musikken igen spiller, bliver de nu jordkølede øl hældt tilbage ud i folkedybet. Det er først til mølle, så måske er de stadig varme og allerede væk, når klokken er 12:15. Men så fik du i det mindste noget kaffe.

For de ansvarsfulde
Til Diamond Dunk Grand Slam hos Camp Saft kan du rydde op og drikke dig ned på én gang. Hvis du enten kan ramme en kurv med noget skrald eller din mund med noget alkohol, vil du altid være en vinder her. Det er økologisk bæredygtighed og fysisk uansvarlighed i skøn forening.

For de dygtige
I H65 er der gratis underholdning og jægerbombs, når det årlige talentshow hos Camp Find Holger skydes i gang. Vær opmærksom på rygterne om de falske Holgere. Du kan kende dem på fraværet af varm Fernet Branca og solskoldet kærlighed. Hold dig langt væk fra dem.

For de nøgne
Til lambruscofest i fællesbadet skal du ikke huske andet end lambrusco og intet tøj. Det starter tirsdag klokken tre, men det er ikke helt afklaret, hvordan man vinder.

For legenderne
Skumfest hos Camp Crazy Legs er en legendarisk begivenhed. Der er skumkanoner. Mere behøver ingen vide. Camp Crazy Legs har hele to gange vundet Camp of the Year, og de har overtaget afholdelsen af nøgenløbet.

Roskildes DNA

Signe Brink Pedersen er Head Curator i Music & Arts, der står for de officielle aktiviteter i bl.a. Skate City, Game City og Rising. Vi tog en snak med hende, for at finde ud af hvordan folkene bag det kuraterede indhold har det med konkurrencen fra deltagerne på camping. For Signe og resten af holdet er der dog ikke tale om en konkurrence. I hendes øjne er de publikumsskabte camp events fuldstændig centrale for Roskilde Festival.

”Det er jo et altafgørende element i Roskilde Festivals DNA. Campingområdet et frirum for publikum, hvor de kan sætte gang i en masse initiativer, som de kan invitere deres venner med til, og hvor de kan skabe nye fællesskaber med andre lejre. Når du går ude på camping, kan du altid forvente, at der sker et eller andet uventet. Noget som du er inviteret til at tage aktiv del i. Det er ofte ekstremt humoristisk og også lidt grotesk og grænseoverskridende”.

Foto: Mathilde Wilstoft
Foto: Mathilde Wilstoft

Signe fortæller, at de i Music & Arts har meget fokus på, hvad publikum laver ude i lejrene. De er opmærksomme på at give plads til gæsternes aktiviteter – både igennem programlægning og ved at sætte faciliteter til rådighed.

”Vi har nogle kuraterede aktiviteter omkring emner, der kan generere omtanke, dialog og kritik. Det er emner, som vi synes er vigtige, men det er en lige så stor del af vores opgave at kultivere publikums egne aktiviteter i de forskellige rum. Vi er selvfølgelig opmærksomme på nye tendenser ude i campområdet, og vi gør meget ud af at tage fx kunstnere og samarbejdspartnere med ud på camping, så de kan opleve denne del af festivalen”.

Signe har selv luret lidt i det uofficielle program. ”Jeg skal til Drag Night i Camp Unicorny og Kunstmesse i Camp Dagligstue”.

Previous articleRoskilde Festival kondenseret som podcast
Next articleYour piss becomes beer
Kasper Boye

Kasper Boye

Kasper tog første gang til Roskilde iført converse, cowboybukser og skovmandsskjorte, da han var 14 år gammel. Han har ikke taget det af eller kigget sig tilbage siden. Dengang kostede en billet kostede 475 kroner, og det meste af tiden gik med at vente på broen på venner, der aldrig kom. Det var tider, og siden er det hele kun blevet meget bedre. Kasper har brugt resten af sine år på Roskilde på at samle pant, sælge is, skrive facebookopdateringer og høre heavy. Det er det samme, han laver til hverdag.

Skriv en kommentar