Roskilde Festivals miljøpris gik sidste år til Camp Aids affaldskampagne, som fokuserede på at genbruge telte og andet campinggrej. I år er ambitionerne for projektet endnu større – og det samme er antallet af frivillige.

Teltet, som har fungeret som dit hjem en uge på Roskilde Festival, virker måske på hjemdagen, som en beskidt skraldepose lænket fast til dine trætte ben, som du mest af alt bare har lyst til at efterlade. Men i stedet for at vente på bulldozerne, kan dit telt få nyt liv og gøre en forskel – enten i verdens brændpunkter, for en hjemløs eller sågar i den lokale spejdertrup. Det er tanken bag Camp Aid, som vandt Miljøprisen på festivalen sidste år.

Indstil et projekt!
Ved at klikke her, kan du selv indstille et projekt til at vinde æren som årets miljøprojekt 2015. Du kan indstille dit projekt indenfor kategorierne
– Miljø
– Innovation
– Orange Feeling

”Efterladte telte og campinggrej udgør en stor del af den affaldsmængde, som skal bortskaffes efter festivalen, og fordi der er så meget blandet rod, bliver det ikke genbrugt. Der er ingen tvivl om, at Camp Aids indsats gør en forskel,” fortæller Lisbeth Hanefeld Sejerøe fra miljøgruppen.

I 2014 bestod Camp Aid af 50 frivillige, som gik rundt på campingpladsen og talte med festivaldeltagerne om muligheden for at tage campingudstyret med hjem, eller alternativt donere det til velgørende formål. I dagene efter festivalen indsamlede Camp Aid telte og andet udstyr og videregav det til forskellige hjælpeorganisationer.

På den måde blev de næsten nye telte genbrugt i verdens brændpunkter. Bl.a. i Syrien og Uganda, men de blev også genbrugt af hjemløse i Danmark, og spejdergrupper for udsatte børn og unge fik glæde af de overskydende ressourcer fra festivalen.

Morten_Lau-Nielsen_06072014_CampAid_Donation_Telt
Foto: Morten Lau Nielsen

Camp Aid på RF15

Camp Aid er i fuld gang med forberedelserne til årets festival, hvor affaldskampagnen især kommer til at handle om holdninger.

”Formålet med Camp Aid er ikke at samle så meget udstyr ind som muligt. Det er at få festivaldeltagerne til at reflektere over de muligheder, de har; man kan lade sit telt stå og vente på bulldozerne, man kan tage teltet med hjem eller man kan pakke det sammen og lade nogle andre få glæde af det,” fortæller Camilla Nielsen-Englyst, som koordinerer kampagnen og fortsætter, ”men når det er sagt, så er det dejligt, at vi har så mange aftagere, at det udstyr, vi samler ind, kan hjælpe – både ude i verden men også i nærområdet,”

Siden sidste år er antallet af frivillige vokset fra 50 til 90, og indsatsen er udvidet til også at omfatte holdningsarbejde i warm up-dagene.

”Vi gerne vil diskutere holdninger med festivaldeltagerne, men på en måde, hvor vi hverken peger fingre eller er moraliserende,” fortæller Camilla Nielsen-Englyst.

Derudover er der i år ekstra fokus på at genbruge Get a Tent-teltene, som festivalen selv har sat op.

”Selvom teltene er solgt til festivalgæsterne, så har vi som festival et ekstra ansvar for at genbruge de ressourcer, vi selv har sat op. Derfor er det dejligt, at vi har fået mulighed før at gøre en ekstra indsats der,” forklarer Camilla Nielsen-Englyst.

Miljøgruppen står bag
Bag Miljøprisen står Roskilde Festivals Miljøgruppe som består af seks ildsjæle – med specialer fra energi og el til affald og miljøpåvirkning. Miljøgruppen fungerer også som rådgivere, så hvis du har brug for hjælp til at tage den bedste beslutning – både for dit initiativ og for miljøet, så er du velkommen til at kontakte dem på environment@roskilde-festival.dk.

 

Kender du et initiativ, der skal indstilles?

Miljøprisen uddeles også på RF15, og der er åbent for indstillinger. Så hvis du er en del af et projekt eller initiativ, som gør en forskel for miljøet på Roskilde Festival, kan du nu indstille dit projekt til Miljøkataloget og dermed være med i opløbet til Årets Miljøpris. Klik her for at indstille et godt initiativ på Roskilde Festival 2015.

Miljøkataloget indsamler alle gode ideer
Alle indstillede initiativer og projekter bliver en del af Roskilde Festivals Miljøkatalog, som skal sikre, at erfaringer og gode ideer deles på tværs af festivalen.

Skriv en kommentar