RoskildeNyt har fulgt donationen, der blev uddelt ved ildsjælefesten 2014, til dørs på det kolde, slidte herberg RG60 på Nørrebro.

“Hvis I kunne tage billeder af en lugt, havde I skræmt jeres læsere væk”. Sådan lyder det fra en tidligere beboer på unge-herberget, Rådmandsgade 60. “Der var så klamt, at når man kom ud af badet, tænkte man bare ‘fuck det, jeg bliver nødt til at tage et bad til'” siger han med et grin.

Det er godt to år siden, den tidligere beboer flyttede ud af herberget. Siden da er herbergets store sovesale blevet lukket, så de nu 24 beboere i stedet bor på 2- og 3-mandsværelser. De er alle mellem 18-30 år, hjemløse og med sociale problemer, misbrug eller psykiatriske diagnoser. Mange er kommet til landet af ulykkelige årsager, nogle har mistet deres familie, og andre er blevet smidt ud af deres hjem grundet misbrug. Uanset baggrund tilbyder herberget det, de alle mangler allermest: tag over hovedet og en varm seng at sove i. Sådan da.

Foto: Kasper Hjorth
Foto: Kasper Hjorth

“Det er vildt koldt om vinteren. Nogle af vinduerne på værelserne kan ikke lukkes, og det er ikke alle radiatorerne, der virker. Så det er bare om at pakke sig godt ind, når man skal i seng” siger en ung fyr, der viser os rundt på 1. salens kolde, hærgede værelser.

“Vi er det mest slidte herberg overhovedet”

Ungeherberget RG60 blev etableret for fem år siden i samarbejde med WeShelter og Askovfonden. Inden da dannede de Nørrebro’ske lokaler rammerne for det kontroversielle værested ‘Gaderummet’, der efter samarbejdsproblemer med kommunen, blev sat på gaden.

“I skulle have set stedet fra starten – det så frygteligt ud” fortæller lederen af RG60, Maj-Britt Auning. “I marts lukkede vi sovesalene, hvor vi havde ti unge liggende. Det var rædselsfuldt. Vi har heldigvis fået lavet om i underetagen, men vi mangler bare 1. salen, hvor beboerne bor. Der er ikke sket noget i de fem år, siden vi startede. Så det bærer præg af, at mange rykker ind og ud, og at nogle af forskellige årsager er vrede eller frustrerede”. Og det er med de 500.000 kroner, RG60 har fået doneret af Roskilde Festival, de vil vaske vreden af væggene.

Lederen af RG60, Maibritt Auning. Foto: Kasper Hjorth
Lederen af RG60, Maibritt Auning.
Foto: Kasper Hjorth

“Det betyder så meget” fortsætter lederen. “I ved det også selv: Hvis man bor i noget, der er uhumsk, ildelugtende, med brændemærker eller huller i, så påvirker det éns humør. Det kan man ikke byde nogen som helst. Vi er virkelig det mest slidte herberg overhovedet”.

Et frisk pust og vinduer, der kan lukke

Efter en tur rundt gennem herbergets smalle gange, hersker der ikke tvivl om, at Maj-Britt må have ret i sit udsagn. De hærgede værelser vidner om de mange tidligere beboere, der er rykket ind og ud med få ejendele og rigelige frustrationer. Gulvene er nedslidte, væggene hullede og de graffitiramte senge ramponerede.

her på vej ned ad en af de pænere gange mod de gamle værelser.  - Foto: Kasper Hjorth
Her på vej ned ad en af de pænere gange mod de gamle værelser.
Foto: Kasper Hjorth

“Det er dét, pengene skal gå til” siger Maj-Britt. “Vi vil bruge pengene til at få muret nogle vægge oppe ovenpå, få lavet gulve, få malet, og så skal de have skabe med lås. Lige nu har de ikke et skab, hvor de kan låse deres ting inde. Det gør også, at man ikke altid husker, hvad der er dit og mit, og det er jo megatrist, når nogle har så få ejendele, og de så mister halvdelen”.

Hvad glæder de unge sig mest til? Pæne gulve, bedre senge? “Når man ikke har et sted at bo, betyder det ikke så meget” svarer beboeren, der viste os rundt, alvorligt. “Hvis bare jeg har en seng, er jeg glad. Men det bliver godt, når vinduerne og radiatorerne bliver ordnet”, smiler han.

Gårdspladsen med nyligt doneret boksebold - Foto: Kasper Hjorth
Gårdspladsen med nyligt doneret boksebold
Foto: Kasper Hjorth

Fra Roskilde til Rådmandsgade

Donationen til RG60 er en af de mange donationer, Foreningen Roskilde Festival årligt sætter i værk. Som non-profit organisation uddeles alt, der er overskud, til godtgørende formål, så festivalen går i nul hvert år. Men hvordan organiseres donationerne egentlig?

“Foreningen Roskilde Festivals bestyrelses arbejde handler blandt andet om at sikre, at det årlige overskud fra festivalen bliver uddelt til humanitære formål inden næste års festival” forklarer Freja Marie Frederiksen, der er projektleder for Roskilde Social Responsibility. “Bestyrelsen sætter sig hvert år og finder ud af, hvor mange penge, der er at dele ud af, og fastsætter så nogle puljer, som har et særligt fokus, f.eks. juledonationer eller Your Donations. Hvert år har vi et overordnet holdningsfokus, som vi kalder CHANGE. I år handler CHANGE om ungdomsledighed og ungdomssolidaritet. Og udover at det også har sin egen pulje, så søger vi at få alle donationer til at understøtte vores årlige holdningsfokus, ligesom med donationen til RG60”.

Foto: Kasper Hjorth
Foto: Kasper Hjorth

Hvorfor søges der så ikke bredere opmærksomhed i medierne omkring en donation som denne til RG60? Freja uddyber: “Der er forskellige baggrunde og budskaber med de forskellige donationer. Nogle gange giver det mening at gøre opmærksom på dem nationalt eller internationalt og andre gange helt lokalt. Denne donation ved ildsjælefesten handlede om at sige tak til de frivillige og gøre dem opmærksomme på, at de med deres kæmpe arbejdsindsats er med til at skabe overskud. Så det er rigtig vigtigt, at vi til sådan en fest får sagt tak til dem og får vist og fortalt, at I er med til at skubbe til verden med det arbejde, I gør”.

Foto: Kasper Hjorth
Foto: Kasper Hjorth

4-stjernet herberg

Tilbage på RG60 ligger nu checken på de 500.000 kroner, der venter på, at renovationen begynder i løbet af de kommende måneder. “De unge glæder sig sindssygt meget. De har virkelig talt meget om det” siger Maj-Britt Auning.

“Læg mærke til ‘RG60’-skiltet på vejen ud” lyder det fra Maj-Britt, da vi tager afsked, og hun slutter af med et bredt smil: “Når vi er færdige med renoveringen, skal der 4 stjerner under”.

 

Skriv en kommentar