I år ser det ud til, at der på Roskilde Festival bliver åbnet en sprække for at imødekomme den ølentusiasme, som snart har grebet hele Danmark. Carlsbergs husbryggeri Jacobsen har i samarbejde med Roskilde Festival inviteret tre heldige festivaldeltagere til at udvikle og brygge et økologisk alternativ til Tuborgs pilsner.

Sandra Vinding er til daglig ølblogger, og hun har vundet muligheden for at være med til at skabe Jacobsens Roskilde Festival øl. Hun udtaler: “Jeg skrev, at det betød meget for mig at der bliver lavet god øl, og jeg syntes, det manglede på Roskilde. Men det var faktisk også vigtigt, at der kom fokus på, at øl ikke kun er en mandeting, men at kvinder også kan brygge og nyde øl.”

Sandra Vinding fortæller, at det har været super interessant at være inddraget i ølbrygningen. For eksempel har det været vigtigt for bryggerne, at øllet skulle have en orange farve for at gøre det til en ægte Roskilde øl.

“Vi har fået mere indflydelse på udviklingen af øllet, end jeg havde regnet med. Det har været et rigtig godt samarbejde deltagerne imellem, på trods af store forskelle i stilmæssigt, erfaringsmæssigt og aldersmæssigt. Jeg oplever, at vi har givet bryggerne noget nyt, og vi har lært af dem, så det har været ligeligt samarbejde.”

IMG_4216
Fotograf: Klaus Elmer

En Orange pale ale

Hvad er det så, Jacobsen og publikum har fået skabt? Michael Tordenskjold Rahbek er til dagligt manager på Jacobsen, og er entusiastisk over den nye øl: “Smagen af Roskilde Festival er orange. Orange er lig med appelsin og den smager af fest og glæde og en lillebitte eller en hel del alkohol.”

“Tuborg har været her som brand i rigtig mange år, men vi vil gerne vise, at denne her mikrobrygbølge er vi også med på med Husbryggeriet Jacobsen. Og så vil vi selvfølgelig også gerne være på festival!”

Både deltager og forbruger

En af de vigtigste smagsgivere i øl er humle, som bidrager med smagsnuancer fra harpiksagtig blød bitterhed, til frugtige, parfumerede og blomstrede oplevelser, afhængig af hvilken type øl, der produceres. På verdensplan er det rigtig svært at producere økologisk forskelligartede humletyper, fordi det er så relativt meget dyrere og den udgift er svær at få tjent ind igen.

“Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det kan betale sig at producere øl med økologisk humle, for folk er endnu ikke villige til at betale den merpris økologisk humle kræver,” fortæller Michael Tordenskjold Rahbek. Nyderne og yderne er således også i anden instans medansvarlige for, hvordan det tilbudte bryg i sidste ende kommer til at smage og se ud.

Skriv en kommentar